Alle Der Har Diagnoser

ADHD symbol design isolated on white background

Her er et overraskende og interessant faktum: i USA har 9 procent af alle skolebørn diagnosen ADHD, men i Frankrig er det kun en halv procent. En artikel af den amerikanske psykolog og familieterapeut Marilyn Wedge stiller skarpt på dette.

Det første, hun hæfter sig ved, er at franske børnepsykiatere anvender en anden klassifikation af børns psykiske problemer end man gør i USA med diagnosemanualen DSM. Systemet hedder (med en typisk kryptisk fransk forkortelse) CFTMEA.

The focus of CFTMEA is on identifying and addressing the underlying psychosocial causes of children’s symptoms, not on finding the best pharmacological bandaids with which to mask symptoms.

To the extent that French clinicians are successful at finding and repairing what has gone awry in the child’s social context, fewer children qualify for the ADHD diagnosis. Moreover, the definition of ADHD is not as broad as in the American system, which, in my view, tends to “pathologize” much of what is normal childhood behavior. The DSM specifically does not consider underlying causes. It thus leads clinicians to give the ADHD diagnosis to a much larger number of symptomatic children, while also encouraging them to treat those children with pharmaceuticals.

Marilyn Wedges påstand er således at amerikansk ADHD-behandling bliver til symptombehandling og et fokus på en biologisk forklaring, fordi der ikke er fokus på årsagerne. Jeg tør ikke udtale mig om dette, men det kunne være interessant at undersøge få undersøgt denne hypotese, dvs. hvordan familiemønstrene korrelerer med ADHD-diagnoser. Hvordan man skal lave en kvantitativ analyse, ved jeg ikke helt.

Marilyn Wedge har dernæst nogle betragtninger om amerikansk og fransk børneopdragelse, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal synes om. Hun tager her udgangspunkt i Bringing up Bébé, en bog af den amerikanske forfatter Pamela Druckerman:

French parents, Druckerman observes, love their children just as much as American parents. They give them piano lessons, take them to sports practice, and encourage them to make the most of their talents. But French parents have a different philosophy of discipline. Consistently enforced limits, in the French view, make children feel safe and secure. Clear limits, they believe, actually make a child feel happier and safer—something that is congruent with my own experience as both a therapist and a parent.

Dette lyder egentlig mest som den velkendte idé med at “sætte grænser”, og det er ikke klart for mig om der er noget ordentligt empirisk grundlag for at udtale sig om en sådan mulig sammenhæng.

Det rigtig interessante er forskellen i diagnosticering – 9 procent kontra en halv – og det vil også være at tænke over om vi i Danmark primært har amerikanske eller fransk baserede idealer og hvad det er der bestemmer vores syn på ADHD og lignende. Mit gæt er at den danske tilgang er meget amerikansk.

Lead Singer Disease

417_artistic-differences

Der er noget mystisk fascinerende ved at se på bands, der går i opløsning eller skiller sig af med besværlige medlemmer. Der er blevet skrevet rigtig meget om The Beatles og om hvordan det hele gik så galt til sidst. Jeg er nok ikke den eneste, der har skiftevis krummet tæer og taget mig til hovedet mens jeg har set Some Kind Of Monster om Metallicas kvaler. Og det var direkte ubehageligt at være vidne til hvordan Red Hot Chili Peppers i 1996 stod og skændtes helt åbenlyst på Orange Scene. De offentlige skænderier mellem Peter Hook og resten af det gamle New Order er heller ikke rare at læse om.

Den amerikanske psykolog Ruth Blatt har skrevet nogle særdeles interessante artikler om de psykologiske mekanismer, man oplever i et band. Der er meget, man kan lære om organisationer af at se på den helt lille organisation som en musikgruppe typisk er.

Ifølge hende er et af problemerne Lead Singer Disease (LSD).

The psychological term for LSD is narcissism, an inflated sense of self and the constant need to have that inflated self-view reinforced. Narcissists tend to have a sense of entitlement, a desire to be the center of attention, a sense of superiority relative to others, and self-absorption. Many lead singers fit this description to a T.

A recent study suggests that one of the problems of having a narcissist at the helm of the organization is that narcissists do not respond to negative feedback by trying harder or changing what they are doing. Unlike most people, who take negative feedback as an opportunity to reflect on what they could be doing better, narcissist CEOs appear to behave as if everything they do is a success.

For bands, as for companies, this tendency means that it can be difficult if not impossible to criticize the person at the top. Take Steven Tyler, lead singer of Aerosmith. His definition of LSD? “Bone-gnawing, spleen-curdling jealousy of the lead singer in a rock band on the part of other members of the band, erupting in violent blaspheming and tantrums by such members whenever the lead singer’s image appears on the cover of popular magazines.”

Tænker andre end mig på Martin Hall eller Jeff Tweedy her?

Der er nu også en anden mekanisme, som jeg ikke har set Ruth Blatt nævne. Prøv at tænke på Ringo Starr, Andy Fletcher, Bill Berry eller vores egen Henrik Hall. De er eller var alle lidt i baggrunden i deres band (for de tre førstnævntes vedkommende også i bogstavelig forstand), men har alle indtaget rollen som den person, de andre var enige om at synes godt om. Det kan vel også have haft noget at gøre med at alle var glade for at den fælles ven ikke havde noget imod at stå i baggrunden. Da Ringo smækkede med døren under indspilningerne til det “hvide album” (som dokumenteret i Mark Lewisohns bog), var det reelt begyndelsen til enden for The Beatles.

(Da jeg selv studerede, var jeg på et lille hold og var derfor med i en del projektgrupper med samme lille roterende besætning i løbet af min uddannelse, og også vi havde en “Ringo” som sad lidt i baggrunden mens vi andre holdt hanekampene i gang.)

Metallica er vel et eksempel på et band, der ikke havde en “Ringo”. Det er ved at være længe siden at de har lavet interessant musik, men de er til gengæld blevet en oplagt case for psykologer. Måske var det deres oprindelige bassist Cliff Burton der var deres “Ringo”, men da han kom tragisk af dage i en busulykke, gjorde de andre den nye bassist Jason Newsted til prügelknabe. I en dokumentar om bandet fra 2001 på DR3 lagde jeg mærke til at man altid så de to overhunde James Hetfield (der måske, måske ikke har Lead Singer Disease) og Lars Ulrich sammen til interviews, mens det var Newsted og den spagfærdige guitarist Kirk Hammett (der tilsyneladende altid kæmpede en brav kamp for at få lov til at spille soloer), der blev interviewet sammen. To år senere var Newsted gået i vrede, og knudemændene fik deres vilje.

På denne måde får nogle bands et “svingdørsmedlem”, mens resten af besætningen er intakt. Jeg spekulerer på hvordan det mon er at være svingdørs-guitaristen i Red Hot Chili Peppers; det er sikkert sammenligneligt med at være bassist i Metallica.