Det kan ikke siges tit nok

keepcalm

Jeg har tidligere skrevet om Christian Kocks bog De svarer ikke, der handler om politikernes forsøg på at sige noget uden at sige noget. En interviewer, der på det seneste har opnået berømmelse på at ignorere ikke-svar-strategierne fra politikere er Martin Krasnik. Han siger i et interview i Information:

»Det er forståeligt nok, at jeg overskrider folks grænser en gang imellem. Jeg bryder jo nogle basale sociale koder. Der sker jo sjældent, at man i virkeligheden møder et menneske, som man stiller det samme spørgsmål fem-ti gange, mens man understreger, at vedkommende ikke svarer. Man ville med rette blive opfattet som en galning. Derfor er det mærkeligt, at vi har vænnet os til det modsatte: At politikere svarer på helt andre ting, end de lige er blevet spurgt om. Tænk hvis vi gjorde sådan over for vores venner eller kone. ’Henter du børnene skat?’ – ’Jeg er meget glad for mit arbejde’. Vi har vænnet os til den absurde kommunikation, der foregår i medierne. Vi accepterer det bare.

Det interessante er hvornår specielt gentagelsen mon er kommet ind som politisk undvigemanøvre. Og det interessante er hvorfor denne gentagelsesmanøvre virker på så mange interviewere, når den så tydeligt ikke virker på alle os, der overværer interviewet. Det kan ikke undre at det er blevet et forskningsområde at forstå ikke-svar. Stephen Clayman fra UCLA har skrevet en 39 sider lang oversigtsartikel om strategien med ikke at svare.

Allerede for 20 år siden viste en analyse af 8 tv-interviews under den britiske valgkamp i 1987 at både Margaret Thatcher og Neil Kinnock (den siddende danske statsministers svigerfar) undlod at svare på mere end halvdelen af de spørgsmål, de blev stillet. De to politikere brugte dog to forskellige strategier: Thatcher angreb intervieweren i stedet, mens Kinnock i stedet fortalte hvilken politik hans parti ikke ville følge. Thatcher kom på denne måde til at virke stærk og resolut, selv om hun i virkeligheden ikke ville svare. Hun var bestemt ikke den sidste, der valgte denne tilgang. Den tilsyneladende kommunikation er i virkeligheden en strategi, hvor man gennem lade-som-om-“kommunikation” forsøger at skabe et image.

En amerikansk undersøgelse fra Harvard af Todd Rogers og Michael I. Norton giver endnu et bud på hvorfor undvigelsesstrategier virker: Tilhørere har en begrænset opmærksomhedshorisont og en begrænset evne til at få et overblik, og derfor kan det være muligt at få det til at se ud som man faktisk har svaret på et spørgsmål, selv om man har svaret på noget helt andet.

Rogers believes there are two reasons for this inability to detect subtle evasions. The first, he says, is that humans simply have a limited attention span. Poor attention is universal to all “humans and all animals that we manage to study,” he says. “Though we don’t realize it, we go through our lives detecting just the gist of what’s going on. Even if we wanted to pay careful attention to each answer, we would have a limited capacity” to do so. A second, related reason is that paying attention to a speaker involves taking in an overwhelming amount of information. When watching a presidential debate, for example, viewers are considering not only the questions and answers but also the speakers’ body language, facial expressions, and overall likability. This adds yet another level of cognitive challenge, making it more difficult to remember whether a given answer is a specific response to the question asked.

Alt for ofte oplever vi journalister, der i stedet accepterer politikernes undvigestrategi. Netop da bør vel så interviewerens rolle at være med til at skabe et overblik og at være med til at formidle faktiske svar. Dette er forskellen mellem journalisten som kritisk formidler og journalisten som ukritisk gengiver. Tænk hvis journalister kunne praktisere en sokratisk metode, der stiller ubekvemme, men naive spørgsmål og bliver ved med at gøre det. Tænk hvis flere journalister end Martin Krasnik turde sige til en politiker at politikeren ikke har svaret og blive ved med det.

Mamihlapinatapei – eller: Man kan ikke være forelsket på engelsk

mamihlapinatapei

Den amerikanske forfatter Pamela Haag har en interessant artikel om ti ord om menneskelige følelser, der ikke findes på engelsk. Mange af dem handler om den svære kærlighed. Her er et af de rigtig gode (hvordan det skal udtales, ved jeg ikke):

Mamihlapinatapei (Yagan, an indigenous language of Tierra del Fuego): The wordless yet meaningful look shared by two people who desire to initiate something, but are both reluctant to start.

Men ét af ordene kender jeg fra dansk – Pamela Haag kender det fra norsk, men betydningen er den samme. Her prøver hun så godt hun kan at give en engelsk forklaring af det at være forelsket:

Forelsket: (Norwegian): The euphoria you experience when you’re first falling in love.

This is a wonderful term for that blissful state, when all your senses are acute for the beloved, the pins and needles thrill of the novelty. There’s a phrase in English for this, but it’s clunky. It’s “New Relationship Energy,” or NRE.

Det fascinerende er hvorfor disse ord opstår på nogle sprog, men ikke på andre. Mon dette siger noget om de følelser, mennesker rundt om i verden taler mest om? Fascinerende er det også at det ofte så besungne engelske sprog, der er et af sprogene med størst ordforråd, giver fortabt når talen falder på forelskelse.

Selvfølgelig har jeg også kendt til mamihlapinatapei, men jeg har aldrig haft et enkelt ord for denne følelse. Jeg er ikke sikker på at vi her står over for at få et nyt låneord på dansk – det kunne ellers være interessant.