Klipsch i øret

2013-07-31 11.10.11

Jeg plejer ikke at skrive om eller anmelde produkter her (med bøger som en mulig undtagelse), men i dag gør jeg en undtagelse. Her til morgen har jeg nemlig med posten fået et nyt sæt høretelefoner, som jeg allerede nu er blevet glad for.

Gennem nogle år har jeg især haft mulighed for at lytte til musik når jeg var på farten (først via min MP3-afspiller og siden min telefon) eller sad ved min computer eller iPad. I den periode har jeg haft en del forskellige små høretelefoner af forskellige mærker. Alle lød de bedre end dem, der fulgte med afspiller/telefonen, og alle har de haft mikrofon og fjernbetjening på kablet, så jeg kunne bruge dem som headset til min telefon. De store hovedtelefoner er tillokkende, men de er for store til en jakkelomme; derfor har jeg altid valgt i-øret-modeller. Og alle har de hver især kostet en 3-400 kroner – men der var også tydelige forskelle. Jeg startede med et par Sennheiser. De lød rigtig godt, men fjernbetjeningen var ikke så god, kablet gik hurtigt i stykker, og der var en løs forbindelse ved jackstikket. Dernæst kom et par Denon. De lød måske ikke helt så godt, men kom i et godt stofetui (det tæller også!) og havde en fin mikrofon/fjernbetjening. Til sidst har jeg haft et par Creative. De lød stort set lige så godt som Sennheiser’ne, men fjernbetjeningen var ikke helt så god – og så blev der efterhånden noget i vejen med gummiforstærkningen omkring jackstikket. Og forleden mistede jeg stofetuiet (den sidste arv fra Denon-sættet) til dem; det var nu også blevet godt slidt. Så her efter sommerferien bestemte jeg mig for at købe et nyt sæt og læste lidt rundt omkring. Udvalget af høretelefoner er overvældende stort.

Valget faldt på et sæt Klipsch s4i til ca. 400 kroner. Der er en fjernbetjening med mikrofon, start/stop-knap og volumenkontrol og som noget særligt hænger den midtfor – ikke i den ene side. Der følger hvide gummihætter med i forskellige størrelser og to forskellige former. Og så er der en pæn metalæske som høretelefonerne kan være i.

Disse høretelefoner sidder godt i øret, klart bedre end jeg er vant til, og det er også godt at fjernkontrol/mikrofon sidder midtfor og forholdsvis tæt på hovedet – det gør den nemmere at betjene. Men vigtigst af alt er lyden. Jeg har lyttet til lidt forskelligt i forskellige genrer – Joseph Arthur, Queens Of The Stone Age, Love Shop, Jon Hopkins og Carl Nielsen (Helios-ouverturen) – og i alle tilfælde har det været en god oplevelse at lytte til. Især stod mellemtoneområdet pænere frem end på det gamle Creative-sæt, og jeg kunne både høre nogle detaljer i Carl Nielsen-indspilningen meget tydeligere og føle et tydeligere punch hos Queens Of The Stone Age. Så bassen er også nærværende på en god måde. Jeg tror faktisk at mit nyt sæt er på højde med Sennheiser’ne fra dengang.

Min eneste bekymring er den sædvanlige med denne slags høretelefoner – at kablet har det med at blive filtret sammen. Den slags er træls og er kan også være kilde til en slitage, der kan lede til kabelfejl. Det er lidt af en udfordring at lægge høretelefonerne pænt ned i æsken, så den kan lukkes – og jeg er lige nu fristet til at tage skumgummindlægget ud, så der er bedre plads.

Klipsch er måske ikke så kendt et mærke – eller måske er det bare mig, der er uvidende. Jeg havde i al fald ikke hørt om det før i mandags. Klipsch er trods navnet ikke tysk, men hører hjemme i USA. Og deres produkter er (som det næsten altid er tilfældet med den slags) Made In China.

Homo oeconomicus

Man Wearing Dollar Sign Glasses

En af de mest interessante bøger, jeg har læst i år, er Daniel Kahnemans Thinking, Fast and Slow, og jeg har flere gange tidligere skrevet om den her. Bogen er så interessant for mig, fordi Kahneman, der fik Nobelprisen i økonomi i 2002, på et strengt empirisk grundlag udfordrer vores billede af os selv som fornuftsvæsener og beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder disse for henholdsvis System 1 og System 2.

Især for beslutninger i politik og økonomi bliver det vigtigt at forstå denne forskel. En grundlæggende antagelse hos liberalistiske økonomer er at mennesker er en særlig slags “økonomiske fornuftsvæsener” som altid hver især handler ud fra en rationel egeninteresse, hvor de maksimerer deres profit og maksimerer deres omkostninger. Fordi hvert enkelt menneske er et sådant homo oeconomicus, vil markedsøkonomien bestående af alle disse aktører fungere således at alle problemer bliver løst “af sig selv”. En stor del af liberalismen består i en appel til hvad man anser for et sådant vigtigt aspekt af menneskets natur.

Men Daniel Kahnemans forskning viser at det er anderledes: ofte handler mennesker ikke rationelt. Måske vil de gerne være økonomiske fornuftsvæsener, men de kan ikke være det. En stor del af Thinking, Fast and Slow beskriver de eksperimentelle resultater, der underbygger denne tese og søger at forklare de principper, der formodentlig ligger bag.

At mennesker ikke træffer rationelle valg skyldes ikke nødvendigvis at de handler bevidst anderledes eller ikke vil optimere gevinst og minimere tab, men at mennesker meget ofte ikke er i stand til at anvende den optimeringsfunktion, der er optimal. Ofte er det System 1, der træffer valg, men også når System 2 er ved roret, er der problemer.

I en række eksperimenter afslører Kahneman og hans mangeårige samarbejdspartner Amos Tversky en række af de faktorer, der spiller ind.

Problemet med troen på homo oeconomicus bliver især tydeligt når man betragter finansmarkederne. Børsmæglere tror at de kan handle rationelt men faktisk har de en forventet gevinst der over tid ikke er bedre end den forventede genvist de ville have fået, hvis de havde gjort tilfældige valg (f.eks. ved at slå med en terning). Daniel Kahneman undrer sig derfor meget over eksistensen af de mange firmaer, der giver råd om hvordan man skal “spille på børsen” – de råd er nemlig helt uden værdi.

I Der Spiegels interview med Daniel Kahneman beskriver han dette.

SPIEGEL: So, all the experts’ complex analyses and calculations are worthless and no better than simply betting on the index?

Kahneman: The experts are even worse because they’re expensive.

SPIEGEL: So it’s all about selling snake oil?

Kahneman: It’s more complicated because the person who sells snake oil knows that there is no magic, whereas many people on Wall Street seem to believe that they understand. That’s the illusion of validity …

SPIEGEL: … which earns them millions in bonuses.

Kahneman: There is no need to be cynical. You may be cynical about the whole banking system, but not about the individuals. Many believe they are building real value.

SPIEGEL: How did Wall Street respond to your book?

Kahneman: Oh, some people were really mad; others were quite interested and positive. It was on Wall Street, I heard, that somebody gave a thousand copies of my book to investors. But, of course, many professionals still don’t believe me. Or, to be more precise, they believe me in general, but they don’t apply that to themselves. They feel that they can trust their own judgment, and they feel comfortable with that.

Det er bemærkelsesværdigt at denne indsigt ikke har ført til nogen konklusioner af politisk eller økonomisk art, og især i lyset af vores viden om de stadigt tilbagevendende økonomiske kriser. Et af svarene er formodentlig det oplagte: Ja, de andre handler irrationelt, men jeg, jeg er anderledes. Og det anvendes så vidt jeg kan se af økonomiske aktører på alle niveauer.

 

The Needle Drop

Her er en anmeldelse af det nye album Immunity med Jon Hopkins, et album jeg lytter en del til lige nu. Der er en pæn sandsynlighed for at jeg skriver mere om Immunity her senere.

Men egentlig vil jeg bare gøre opmærksom på http://theneedledrop.com, hvor den entusiastiske amerikaner Anthony Fantano skriver og taler om alle de albums inden for alle mulige genrer, han lytter til. Hvis I derude ikke har besøgt dette websted, er I gået glip af en god oplevelse.

Perlmanns fortielser

ligure

En anden bog, jeg fik læst i min sommerferie, er Perlmanns fortielser af Pascal Mercier.

Romanen handler om den tyske sprogforsker Philip Perlmann, der har arrangeret et forskningsinternat med støtte fra Olivetti. Med til det fem uger lange internat, der finder sted i Santa Margherita Ligure på den italienske Riviera, er en række højst forskellige kollegaer fra Tyskland og fra andre lande. Det er planen at Perlmann skal fremlægge en ny artikel, hvori han præsenterer nogle nye resultater. Men Perlmann har siden internat blev planlagt for et år siden mistet sin kone. Han er blevet desillusioneret om sit fag, føler at han intet har at berette, nærer et anspændt forhold til sine kollegaer og bruger derfor dagene på at udskyde det faglige nederlag, han mener vil være uundgåeligt. Til sidst er han rede til at begå plagiat og til at lade en af sine kollegaer, hvis arbejde han hævder at være sit, komme af dage. Hvad der rent faktisk sker er en anden historie – romanens historie.

Pascal Mercier er i virkeligheden schweizeren Peter Bieri, der tidligere var professor i filosofi ved Freies Universität i Berlin. Det er præcis derfor, hans billede af den akademiske verden er fanget så præcist.

Perlmanns fortielser er fra 1995 og derfor også blevet et tidsbillede i højere grad end Peter Biere kunne have anet; romanen fanger en nu svunden akademisk verden hvor manuskripter bliver til på papir i håndskrevet form, skrives rene af sekretærer, fotokopieres og havner i kuverter. Tidsskriftsartikler udkommer i fortryk, som man sender til udvalgte kolleger. Alt dette kan jeg godt huske (jeg har nu aldrig selv overladt det til en sekretær at renskrive en artikel). Ét enkelt sted til sidst i bogen nævnes e-mail en passant, men vi er tydeligt før internettets tid.

Og der bliver røget en frygtelig masse undervejs – under alle seminarer sidder deltagerne med cigaretterne og piberne tændt, og personalet på hotellet ryger mens de arbejder. Jeg fik flere gange lyst til at slippe for al den røg! Også dette er (heldigvis) en saga blott.

Jeg har faktisk selv været i Santa Margherita Ligure til en workshop og i hvert fald nogle af hotellerne, der nævnes i bogen, findes; stemningen var dog heldigvis en anden end bogens. Men Perlmanns fortielser fanger alligevel noget, der den dag i dag er del af den akademiske verden og altid vil være det, nemlig alle de følelser som tit findes inde bag jagten på erkendelse – stoltheden, misundelsen, skuffelsen, hævngerrigheden og forsmåelsen. Det er de følelser, vi aldrig taler om, og det er de følelser der både kan være en drivkraft eller en stopklods i en akademisk karriere. Jeg kender det fra mig selv, og det gør mange af mine kolleger vel også.

Og endelig er romanen et portræt af en midtvejskrise, en beretning om en livshistorie der knækker og den tvivl, der sætter ind midt i livet: Traf jeg de rigtige valg? Og dette kender jeg (og mange andre med mig) til selv.

I Perlmanns tanker om sit arbejde og levned får vi et indblik i hans overvejelser om hvordan erindringen og erindringens sprog skaber vores forståelse af verden; her får faktisk vi serveret et begrebsapparat til at forstå Perlmanns livshistorie – og samtidig er der en interessant parallel til Daniel Kahnemans tanker om det huskende selv og det oplevende selv, som jeg skrev om i går.

Alt i alt er Perlmanns fortielser en interessant roman, der på én og samme tid tager sig god tid og er svær at lægge fra sig. Jeg har hørt Nattog til Lissabon af samme forfatter meget rosende omtalt; den må jeg hellere se at få læst også.

Ridsen i sidste sats

ridse

I dag starter jeg igen på arbejde, og selv om det er tid at se frem, ender jeg uvilkårligt med også i den første tid at skue tilbage på ferien. I løbet af min sommerferie fik jeg læst nogle bøger fra den hjemlige, ikke-akademiske boghylde. Det første jeg gjorde var at blive færdig med Thinking, Fast and Slow af Daniel Kahneman. Det er underligt, at det har taget mig flere måneder at få læst netop denne spændende bog, der er fuld af eksperimentelt underbyggede pointer om hvordan mennesker tænker, når de skal træffe rationelle beslutninger.

Én af de pointer, der dukker op sidst i bogen, er den om hvordan tilsyneladende små begivenheder kan ende med at ændre hvordan vi oplever en større helhed. Kahneman nævner bl.a. dette eksempel: Forestil dig en cd eller en lp med en fremragende indspilning af en lang symfoni. I lang tid lytter du opmærksom og glad til musikken, men til allersidst i finalen, tæt ved klimaks, er der en fæl ridse der får cd’en til at skippe eller lp’en til at hakke. Pludselig er oplevelsen ødelagt. Jeg ved det – sådan en cd har jeg selv. Det er en cd med Sinopolis indspilning af kendte orkesterværker; 2 minutter inden afslutningen af sidste spor, “Siegfried Idyll”, er der hvad der lyder som en kilometerdyb ridse midt i en svømmende lyrisk passage.

Hvor er det underligt og egentlig også trist at en oplevelse præget af 95% musikglæde bliver husket som en dårlig oplevelse. Et andet eksempel af mere dramatisk art er et langt og lykkeligt menneskeliv, der afsluttes med nogle måneders svær sygdom. Her vil den måde, vi husker den afdøde på, i høj grad være farvet af det der skete i den sidste tid. Vores vægtning af oplevelserne synes ude af proportioner.

Kahneman skelner mellem det oplevende selv og det huskende selv. Vi bruger det huskende selv til at rekonstruere vores oplevelse, og det bliver i høj grad det huskende selv, der går af med sejren. I et langt interview med Der Spiegel (på engelsk) beskriver Kahneman dette.

SPIEGEL: In your view, the remembering self is very dominant — to the point that it seems to have practically enslaved the experiencing self.

Kahneman: In fact, I call it a tyranny. It can vary in intensity, depending on culture. Buddhists, for example, emphasize the experience, the present; they try to live in the moment. They put little weight on memories and retrospective evaluation. For devout Christians, it’s completely different. For them, the only thing that matters is whether they go to heaven at the end.

Jeg kommer til at huske en oplevelse til Roskilde-festivalen i år, som viser hvor meget denne rekonstruktion er blevet en del af os. I et af de sidste numre af koncerten med The National på Orange Scene gik sangeren Matt Berninger ned i sikkerhedsgraven bag pitten og publikum blev ellevilde. Hvad gjorde vi så? Dér stod vi alle med vores telefoner fremme for at forevige hvordan sangeren var helt tæt på os, løb rundt, hilste og blev krammet. Vore dages kameratelefoner gør det tillokkende at tage billeder når som helst og hvor som helst; de er en konkret manifestation af det huskende selv. Men samtidig lægger det huskende selv en afstand til oplevelsen. Måske ville jeg have fået en endnu bedre koncertoplevelse, hvis jeg havde ladet telefonen blive i lommen netop da.

Min egen sommerferie i Spanien sluttede også med en ridse i sidste sats. Vi havde ikke kontanter nok til at betale taxien til lufthavnen og jeg måtte løbe rundt for at finde en hæveautomat. Køerne ved check-in i lufthavnen i Barcelona var dernæst så langsomme, at vi efter oven en times venten endnu ikke var nået til skranken. Nogen forklaring på hvorfor det gik så helt uhyggeligt langsomt fik vi ikke. Tre kvarter inden afgang kom en kort besked i højttaleren om at passagerer til Aalborg skulle gå til en anden skranke – hvilken opfangede vi ikke, og beskeden blev hverken gentaget eller vist på en skærm. Nu blev vi så desperate, at vi gik hen til sidste-minut-skranken – blot for at få at vide at nu det var for sent. Vores bagage ville ikke kunne blive checket ind, og som en nødløsning skulle vi selv tage vore kufferter gennem sikkerhedskontrollen. Vi blev her spurgt om vi havde væsker med i kufferterne – og selvfølgelig havde vi da det (netop fordi den slags netop ikke skulle i kabinebagagen). Min hustru måtte åbne sin kuffert og få den rodet i, metaldetektoren gav udslag på grund af øjerne i mine lærredssko, som så skulle sendes gennem metaldetektoren. Jeg blev afmægtigt vred. Det var ikke rart for min familie eller for personalet at opleve at jeg ikke kunne bevare roen, og min opførsel er jeg meget flov over nu.

Vi nåede flyet – det viste sig nemlig at være forsinket (noget der heller fremgik ikke af skærmene), så fremme ved gaten stod vi igen i kø. En medpassager kunne her fortælle os at bagagebåndet tilsyneladende var brudt ned og at det formodentlig var årsagen til det umulige check-in.

Det er ærgerligt at indse at hele denne oplevelse, der er afgrænset til to i feriens sidste få timer, farver billede af en sommerferie, der ellers på mange måder var en god oplevelse. Forhåbentlig kan jeg bruge mit huskende selv og de mange billeder jeg tog i løbet af mine ferie til at rekonstruere sommerferien i erindringen.

Feriens sidste aften

20130727-211733.jpg

Det er den sidste aften i ferien. I morges forlod vi campingpladsen, mens dette skrives er vi i Barcelona og i morgen middag går flyet hjem til Aalborg.

Der er et særligt vemod forbundet med feriens sidste aften. Man er med og alligevel lidt udenfor. Når vi er taget hjem, vil der stadig være mennesker på promenaderne, åbne isboder og aftenunderholdning. Der er stadig mennesker i Parc Güell og ved La Sagrada Familia. Det er kun os der skifter rolle. Kløften mellem ferie og arbejde er velkendt, men kræver altid et stort spring.

Pludselig i Barcelona

20130719-193845.jpg

En kortvarig afbrydelse af bloggens stilhed er på sin plads. Jeg har ikke været på nettet siden i søndags (her fraregnet fem minutters frustrerende langsomt forsøg på at læse Politiken på campingpladsens netcafé). Egentlig hat jeg ikke savnet det.

Men i dag gik turen ind til Barcelona. Vi stod i kø i tre kvarter for at se La Sagrada Familia – og det var det værd! Tranformationsprocessen fra da jeg sidst så Gaudis ufærdige katedral i 1988 var ufattelig. Fra en slags moderne ruin med frit udsyn til himlen var dette nu en stor og andagtsfyldt katedral som selv en lidettroende som jeg kan værdsætte. Ganske enkelt fascinerende.

Og så endnu en kirke; resten af dagen brugte vi mest i Barri Gotic. Vi så Santa Maria del Mar, der næsten er opkaldt efter min kone og figurerer prominent i Havets katedral som hun lige nu pløjer igennem. Inde i kirken blev vi vidner til et spansk bryllup med afsyngelse af salmer, en udgave af Leonard Cohen’s “Hallelujah” og spanske sange. Et smukt globryllup; hvis ikke det var fordi jeg selv forlængst var gift, ville jeg gerne invitere spanske turister med til mit bryllup. Det giver lidt ekstra kolorit, tror jeg.

Til sidst Picassomuseet med de overvældende mange selvportrætter.

Og nu sidder vi så her på en lille restaurant ved navn Cat Bar med gratis wifi, 30 slags øl (adskillige slags IPA og stout – og Refsvindinge på fad!) og et rent vegansk menukort. Jeg er ikke utilfreds med denne sommerferie.

Here Comes The Sun

manhattanhenge-may_29_2013-6

Når det er sommersolhverv, vil det, hvis man står i centrum af Stonehenge, se ud som om solen op står over den såkaldte hælsten; solen er da på linje med hælstenen, alterstenen og “slagtestenen”.

Vor tids megalitter er højhusene, og de fleste byer i USA har dem placeret i et regelmæssigt net med rektangulære masker, kendt som blocks. I bl.a. New York kaldes de nord-syd-gående gader for avenues, mens de øst-vest-gående kaldes streets. En af konsekvenserne af det er at der i New York to gange om året er et tilsvarende fænomen, nemlig at solen den 29. maj og 12. juli (dvs. i går) står op ud for hver enkelt gade (street) – og dette fænomen kaldes lidt misvisende for Manhattanhenge. Her er et billede af den første Manhattanhenge fra i år.

Kufferten kalder

lime-green-suitcase

På søndag tager vi – min kone, vores datter og jeg – på ferie, og en af de overvejelser, jeg altid gør mig, er hvilke bøger jeg vil tage med. Jeg har stadig en hel del gammeldags bøger (og der kommer endda nye til af og til), og deriblandt er stadig en god portion som jeg endnu har til gode at få læst. I nogle sommerferien har jeg valgt en stor mursten og har på den måde fået læst Vikram Seths A Suitable Boy, der er en fremragende og usædvanligt letlæst bog på vel 1200 sider, og Fjodor Dostojevskijs Idioten, der ikke er helt så tyk, “kun” 816 sider i den aktuelle oversættelse til dansk.

Andre gange har jeg gravet en samling korte bøger frem og pløjet dem igennem. Jeg ved stadig ikke hvad jeg vil gøre i år. Af og til får jeg begyndt på en bog kun for at opdage at den bliver en pligt at få læst færdig, og min store frygt er at sidde med en 800 sider lang gang pligtlæsning. Det er derfor, jeg tilbage i august 1992 gik i stå midtvejs i anden bog i Lawrence Durrells The Alexandria Quartet – og aldrig er kommet videre i denne romanklassiker.

Nothing Can Hurt Me

Så kom den omsider, filmen om det legendariske og i sin tid sørgeligt oversete Big Star. Se mere om filmen, der har premiere i denne måned, på http://bigstarstory.com.

Alt for mange mennesker, også dem der ellers mener at interessere sig for såkaldt 70’er-rock og taler om hvor meget bedre alting var dengang, kender ikke til Big Star. Selv hørte jeg om dem for første gang i 1992, og da jeg skulle til USA for første gang, var chancen der for at få fat i deres to første albums.

Big Star led den skæbne at være et band, der spillede britisk inspireret rock og var fænomenale til det, men blev dannet i 1971 i en by i USA som er forbundet med den mest ærkeamerikanske populærmusik, nemlig Memphis. Hits fik de aldrig, men deres tre albums, #1 Record, Radio City og Third er med årtiers forsinkelse blevet anerkendt som hovedværker i amerikansk rock og har været en inspiration for utallige bands – R.E.M., The Replacements, Teenage Fanclub, The Posies osv. osv. Også navne der stilistisk set er temmelig langt fra Big Star har ladet sig inspirere. This Mortal Coil lavede en god udgave af “Holocaust” fra Third, der dog ikke overgår den særdeles nedstemte originalversion.

Mange af os kommer især til at tænke på sanger og sangskriver Alex Chilton i forbindelse med Big Star. Jeg kan se at filmen er blevet til i tiden efter hans død og det ser ud til at den er et særdeles værdigt eftermæle for ham. Forhåbentlig når den også Danmark en dag. Den kan lejes via iTunes, men desværre kun i USA.