Den flinke sexisme

elle gq

Prøv at kigge på “mandeblade” og “dameblade”. De har én ting til fælles: Begge har stort set konsekvent billeder af smukke kvinder på forsiden. Det er umiddelbart lidt underligt, at det er sådan. Men bladene nærer en fælles forestilling om at “kvinder er vidunderlige”.

Hvad er der nu galt i dét? vil nogle sikkert spørge. Det er der vel heller ikke noget galt i sig selv, men ofte dækker dette over stereotype opfattelser af at “kvinder har nogle særlige, gode egenskaber”, der føres i marken af to helt forskellige grupper mennesker. “Mandebladene” (i al fald dem der er rettet mod heteroseksuelle mænd) og “damebladene” er ikke helt enige om hvad kvinders iboende “gode egenskaber” er, men de er enige om at de findes. Bare se på de to billeder af den af mange mænd og kvinder stærkt værdsatte Jennifer Aniston ovenfor i henholdsvis “damebladetElle og “mandebladet” GQ.

Nogle udgaver af stereotypen siger at kvinder har en særlig form for empati, der gør dem særligt velegnede til lederstillinger. Nogle feminister har i tidens løb sagt noget sådant og brugt det som et argument for at have flere kvindelige politikere. Andre udgaver af stereotypen siger at kvinder har en særlig form for omsorgsevne, der gør dem særligt velegnede til at gå hjemme og passe børn. Ganske mange anti-feminister har hævdet dette i tidens løb. Og en del kvinder i typiske mandefag oplever i arbejdssammenhænge tilsyneladende positive kommentarer om noget, der ikke rigtig har noget med deres arbejde at gøre.

Jeg ville synes, det var underligt, hvis jeg efter at have holdt et seminar om min forskning som det første fik at vide at mit tøj er flot eller at jeg har et pænt smil. Det vil mine kvindelige kolleger formodentlig også.

Den tilsyneladende positive omtale af det ene køn er noget andet end den åbenlyse misogyni, hvor kvinder bliver omtalt negativt og foragtet. Men “den flinke sexisme”, benevolent sexism, er stadig problematisk, for den flytter fokus og siger noget om hvad “man” i virkeligheden synes er vigtigt. Melanie Tannenbaum har en god artikel om “den flinke sexisme” i Scientific American. Begrebet stammer fra en artikel fra 1996 af de amerikanske forskere Peter Glick og Susan Fiske.

Hvis man stadig synes at “flink sexisme” er en storm i et glas vand, så prøv at læse denne nekrolog tilegnet den amerikanske forsker Yvonne Brill:

She made a mean beef stroganoff, followed her husband from job to job, and took eight years off from work to raise three children. “The world’s best mom,” her son Matthew said.

But Yvonne Brill, who died on Wednesday at 88 in Princeton, N.J., was also a brilliant rocket scientist, who in the early 1970s invented a propulsion system to help keep communications satellites from slipping out of their orbits.¨

Prøv dernæst at læse denne fremragende satire i form af en nekrolog til minde om Albert Einstein. Her går det nok op for alle, at der er noget galt med denne måde at omtale folk på. Hvorfor skal det fremhæves at manden var god til at lave mad og hvem han var gift med, mens hans videnskabelige bedrifter nævnes en passant ? Nej, vel?

De fleste mennesker vil (tror jeg) gerne værdsættes for det de rent faktisk gør og siger, ikke for nogle påståede “indbyggede kvaliteter”, lige så vel som de ikke vil klandres for nogle “indbyggede fejl” som de ikke kan lave om på.

Der er gode argumenter for at stemme på kvindelige politikere, som man i øvrigt er enig med, men det bør ikke være at “kvinder er mere empatiske som ledere” – hvis nogen siger det, så tænk på f.eks. Margaret Thatcher – men derimod at det er vigtigt med en kønsfordeling blandt folkevalgte, der afspejler den fordeling der findes i samfundet.