Den flinke sexisme

elle gq

Prøv at kigge på “mandeblade” og “dameblade”. De har én ting til fælles: Begge har stort set konsekvent billeder af smukke kvinder på forsiden. Det er umiddelbart lidt underligt, at det er sådan. Men bladene nærer en fælles forestilling om at “kvinder er vidunderlige”.

Hvad er der nu galt i dét? vil nogle sikkert spørge. Det er der vel heller ikke noget galt i sig selv, men ofte dækker dette over stereotype opfattelser af at “kvinder har nogle særlige, gode egenskaber”, der føres i marken af to helt forskellige grupper mennesker. “Mandebladene” (i al fald dem der er rettet mod heteroseksuelle mænd) og “damebladene” er ikke helt enige om hvad kvinders iboende “gode egenskaber” er, men de er enige om at de findes. Bare se på de to billeder af den af mange mænd og kvinder stærkt værdsatte Jennifer Aniston ovenfor i henholdsvis “damebladetElle og “mandebladet” GQ.

Nogle udgaver af stereotypen siger at kvinder har en særlig form for empati, der gør dem særligt velegnede til lederstillinger. Nogle feminister har i tidens løb sagt noget sådant og brugt det som et argument for at have flere kvindelige politikere. Andre udgaver af stereotypen siger at kvinder har en særlig form for omsorgsevne, der gør dem særligt velegnede til at gå hjemme og passe børn. Ganske mange anti-feminister har hævdet dette i tidens løb. Og en del kvinder i typiske mandefag oplever i arbejdssammenhænge tilsyneladende positive kommentarer om noget, der ikke rigtig har noget med deres arbejde at gøre.

Jeg ville synes, det var underligt, hvis jeg efter at have holdt et seminar om min forskning som det første fik at vide at mit tøj er flot eller at jeg har et pænt smil. Det vil mine kvindelige kolleger formodentlig også.

Den tilsyneladende positive omtale af det ene køn er noget andet end den åbenlyse misogyni, hvor kvinder bliver omtalt negativt og foragtet. Men “den flinke sexisme”, benevolent sexism, er stadig problematisk, for den flytter fokus og siger noget om hvad “man” i virkeligheden synes er vigtigt. Melanie Tannenbaum har en god artikel om “den flinke sexisme” i Scientific American. Begrebet stammer fra en artikel fra 1996 af de amerikanske forskere Peter Glick og Susan Fiske.

Hvis man stadig synes at “flink sexisme” er en storm i et glas vand, så prøv at læse denne nekrolog tilegnet den amerikanske forsker Yvonne Brill:

She made a mean beef stroganoff, followed her husband from job to job, and took eight years off from work to raise three children. “The world’s best mom,” her son Matthew said.

But Yvonne Brill, who died on Wednesday at 88 in Princeton, N.J., was also a brilliant rocket scientist, who in the early 1970s invented a propulsion system to help keep communications satellites from slipping out of their orbits.¨

Prøv dernæst at læse denne fremragende satire i form af en nekrolog til minde om Albert Einstein. Her går det nok op for alle, at der er noget galt med denne måde at omtale folk på. Hvorfor skal det fremhæves at manden var god til at lave mad og hvem han var gift med, mens hans videnskabelige bedrifter nævnes en passant ? Nej, vel?

De fleste mennesker vil (tror jeg) gerne værdsættes for det de rent faktisk gør og siger, ikke for nogle påståede “indbyggede kvaliteter”, lige så vel som de ikke vil klandres for nogle “indbyggede fejl” som de ikke kan lave om på.

Der er gode argumenter for at stemme på kvindelige politikere, som man i øvrigt er enig med, men det bør ikke være at “kvinder er mere empatiske som ledere” – hvis nogen siger det, så tænk på f.eks. Margaret Thatcher – men derimod at det er vigtigt med en kønsfordeling blandt folkevalgte, der afspejler den fordeling der findes i samfundet.

(Visited 158 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

4 kommentarer til “Den flinke sexisme”

  1. Så, firkantet sagt, så bliver kvinder værdsat for familierelaterede præstationer og mænd for udenomsfamililære præstationer.

    Og hvordan er det så: vil modstanderne af flink sexisme så have at begge køn vurderes primært på udenomsfamililære præstationer? Eller er det lige meget hvilke præstationskategorier kønnene vurderes på, bare det er ens for begge køn?

    Eller skal hver enkelt person selv bestemme hvad personen skal vurderes på?

    Jeg prøver bare at forstå hvad idealet er.

    Et andet spørgsmål: Hvis nu du personligt værdsatte familierelaterede præstationer højere end udenomsfamililære præstationer, ville du så i stedet mene at mænd for tiden blev udsat for flink sexisme?
    Det jeg her prøver at sige er, at du ved at erklære vurderingen af kvinder ud fra familierelaterede præstationer for sexistisk, måske netop kommer til at antyde at du selv synes at familierelaterede præstationer er mindre attraktive at blive vurderet ud fra, end udenomsfamililære præstationer. Det ville vel være diskriminerende.

    Du kan redde den ved at påstå at kvinder ved flink sexisme ikke vurderes på hvad de gør, men på hvad de er. Det bliver en filosofisk diskussion: skyldes kvinders handlinger at de er på en bestemt måde? Således at deres handlinger ikke kan tilskrives deres evner til at vurdere situationer og træffe beslutninger, men blot må tilskrives deres uomgængelige natur? Er det i virkeligheden det du mener at de flinke sexister påstår?
    I så fald kan jeg følge dig hvad angår de helt fladpandede vurderinger (‘du har flotte bryster’ – (dvs. ‘du ER flot’)), men resten kræver da netop handling: familiepleje, husbondpleje, børnepleje, ja sågar det at vælge tøj som implementerer en god tøjstil. Og vupti, så er vi tilbage ved spørgmålet om hvorvidt det ikke i virkeligheden er dem som problematiserer personvurderinger baseret på familierelaterede præstationer, som er de ringeagtende.

    Ps. Jeg vurderer dig på din blogpostkommentarbesvaringsvillighed 🙂

  2. Nekrologer er nogle underlige tekster. Måske er en nekrolog den første overvejende positive beskrivelse man nogensinde får, men man får den ikke selv at læse. Og nekrologen afslører derfor også hvad man vurderer den afdøde for. Man skal leve op til stereotypen for “den gode afdøde”, som er en afart af “det gode menneske”.

    Jeg synes ikke at familielivet (som du kalder det – men det er jo alle aktiviteterne uden for arbejdslivet, der går ind under dette ord) er mindre væsentligt end arbejdslivet. Det er de relative prioriteringer i beskrivelsen af “de to liv”, der viser at der er noget galt og afslører den “flinke sexisme”. Når Yvonne Brills bedrifter gennem et helt arbejdsliv først nævnes til sidst og kun helt kort, er der grund til bekymring.

    Selvfølgelig er det ikke sikkert at man nærer fjendtligt sexistiske holdninger fordi man giver udtryk for “flink sexisme”; men “flink sexisme” er ligesom “fjendtlig sexisme” er baseret på stereotyper om kønnene.

    Problemet med den “flinke sexisme” er at den faktisk slet ikke er flink, netop fordi den er baseret på stereotyperne. De “flinke sexistiske” bemærkninger, der kan virke positive, er reelt nedladende – det, den “flinke” bemærkning siger, er at “du lever op til mine stereotyper på en god måde”.

    Prøv at tænke på bemærkningen “Kvinder er bedre til at holde lang forældreorlov, for kvinder er bedre til at føle omsorg end mænd er”. Det lyder jo umiddelbart positivt.

    Men denne “flinke” bemærkning rummer i sig også en kategorisering af hvad det vil sige ikke at leve op til stereotypen. Den rammer både de kvinder, der ikke vil holde lang forældreorlov, for da er de ikke “rigtige kvinder”, og de mænd, der gerne vil holde lang forældreorlov, for da er de ikke “rigtige mænd”.

    Et kvantitativt argument for at “flink sexisme” slet ikke er så flink endda er at Glick og Fiske foretog en spørgeskemaundersøgelse i 19 lande med 15.000 respondenter. Data viste at holdninger til “flink sexisme” og “fjendtlig sexisme” er korrelerede. Jo mere af den ene slags, jo mere af den anden slags.

    Dette er for mig at se endnu en instans af at stereotype opfattelser af mennesker oftest (måske altid) har to sider, en “flink” og en “fjendtlig”. Tænk på hvordan oprindelige folk er blevet opfattet af europæerne, da de blev “opdaget”. Forestillingen om “den ædle vilde” og “det brutale naturfolk” trivedes side om side.

  3. Okay, men er det så i orden hvis person X vurderer kvinder primært ud fra deres familielivspræstationer, hvis blot person X også vurderer mænd primært ud fra deres familielivspræstationer?

    1. Et stærkt forsinket svar: Nej, det ville da selvfølgelig også være underligt. I en nekrolog (eller i en beskrivelse i anledning af en rund fødselsdag) synes jeg da man da prøve at give et dækkende billede af det menneske, der er tale om. Hvis nogen har opnået vigtige resultater i sit arbejdsliv – og det havde Yvonne Brill unægtelig – er det efter min mening uanset køn m.v. upassende kun at omtale det en passant. Arbejdslivet fylder oftest en ikke uvæsentlig del af et arbejdende menneskes liv. I Yvonne Brills nekrolog aner jeg en tendens hos journalister til at føle sig lidt uvante med at beskrive kvinder i fag med en stærk overvægt af mænd. Det er som om de vil pointere at der skam er tale om en “rigtig kvinde” alligevel.

Skriv et svar