Meher & Sher Ali

20130706-224350.jpg

Hvad er der egentlig at sige? Pakistanske Meher & Sher Ali skabte en magisk stemning med deres qawwali-musik. Mange tror ikke at der er musikalske traditioner af betydning i den muslimske verden, men her er et af mange beviser på at det så sandelig er tilfældet.

The National

20130706-205635.jpg

Jeg er nok ikke den eneste, der har været i tvivl om hvorvidt The National passede godt til Orange Scene. Engang betegnede jeg deres musik som introvert stadionrock, og den betegnelse står jeg ved. Derfor er jeg måske stadig lidt i tvivl; jeg synes at det var de mere eftertænksomme numre, der fungerede bedst i starten. De mere direkte numre (og såmænd også f.eks. “Fake Empire”) var i starten på nippet til at drukne i et lidt for bastungt lydbillede. Men efterhånden som koncerten skred frem og der kom sange fra Alligator var det som bandet løsnede op. Matt Berninger fik efterhånden en del hvidvin indenbords, og bl.a. introducerede han “the happiest song we’ve ever written” – “Sorrow”. Til sidst fik han taget en tur rundt i gangen rundt om pitten. Næste gang skal der nok anskaffes en trådløs mikrofon.

Alt i alt ikke en skidt koncert. Her er sætlisten:

Fake Empire
Don’t Swallow The Cap
Bloodbuzz Ohio
Mistaken For Strangers
Sea of Love
I Should Live In Salt
I’m Afraid Of Everyone
Conversation 19
Squalor Victoria
I Need My Girl
This Is The Last Time
Abel
Slow Show
Sorrow
Apartment Story
Graceless
England
Ada
Terrible Love

Matthew E. White

20130706-153427.jpg

Matthew E. White fra spiller en helt igennem traditionel amerikansk blanding af soul, rock og lidt country og hans band er helt igennem kompetent. Blæsersektionen er fra Danmark, og jeg aner en dansk forbindelse der kan gøre manden “verdensberømt i Danmark” som det af og til sker for udenlandske navne (jf. Suede).

Eneste og største anke er at man i store dele af koncerten kun kunne ane hans vokal, der nu heller ikke er specielt voldsom. Jeg ved fra hans debutalbum Big Inner at sangene ikke fejler noget. Om der var tale om en dårlig præstation fra lydmandens side, tør jeg ikke sige. Men vi kunne sagtens høre Matthew E. White snakke mellem numrene, og her blev det afsløret at den lidt bamset udseende mand med det store fuldskæg som dreng gik meget op i fodbold, var målmand og havde Peter Schmeichel som sit store idol.

Den sorte skole. Söndörgös m.fl.

2013-07-05 22.24.04

Arena-teltet var propfyldt og uden for stod der også ganske mange mennesker, da Den store skole gik på. Men efterhånden som koncerten skred frem, kom også jeg et godt stykke ind i teltet. Jeg gætter på at mange forlod koncerten i overraskelse over at Den store skole, der er kendt for deres begavede og overraskende mashups, denne gang lagde lyrisk og slet ikke dansabelt ud. Efterhånden som det halvanden time lange sæt skred frem kom dansen i højsædet, og finalen/finalerne fik kørt et klimaks op. En vellykket koncert, som især i sin første del trak på mange samples kendt fra det seneste album, Lektion nr. 3.

På vej fra Arena skulle jeg hente et ekstra mobilbatteri (en særdeles nyttig tjeneste man kan abonnere på her) og blev fanget ind af det ungarske folk-ensemble Söndörgös. De spiller en virtuos og faktisk også meget kropslig udgave af balkanmusik. Nogle danskere har hørt denne slags musik filtreret gennem Peter Bastian og Anders Koppel, men dét her var den ægte vare med samme slags intensitet og blanding af vemod og fest som i f.eks. bluegrass eller irsk musik. Jeg var langt fra den eneste, der lod sig rive med! Det lykkedes mig således for femte gang denne dag at rende ind i Gilberto fra Portugal.

På vej fra koncerten gjorde jeg kort ophold ud for Orange Scene, hvor menneskehavet var til koncert med Rihanna iført baseballkjole (Rihanna, ikke publikum). Rige Hanne tager dancehall, puddelhundepoprock, house, R&B osv. osv. og kører det – formodentlig godt hjulpet af en større samling mindre kendte bagmænd – gennem en effektiv og iørefaldende kværn.

Så videre til Kristine Stubbe Tejlbjærg, hvis album jeg endnu har til gode. Hendes egne ting på dansk fungerede klart bedst – et Lars Hug-cover (“Hvor går vi hen?”) blev trukket helt ned i tempo og det virkede ikke, og en af hendes gamle Blue Foundation-sange stak noget ud. Dette var en slags rock med (tre) guitarer, bas og trommer tilsat Teglbjærgs vokal der ofte får hende til at lyde endnu mere lillepigeagtig end Marie Key. Der kommer nok ikke et album med fordanskninger af Mahalia Jackson fra nogen af dem.

Til sidst tilbage til Pavillon, hvor amerikanske King Tuff spillede treakkorders rock med stort Å. Men nu var jeg faktisk træt efter knap 12 timers gåen rundt på festivalpladsen, og jeg forstod for første gang betydningen af den engelske bemærkning My feet are killing me. Jeg opgav planerne om at se Crystal Castles og Simian Mobile Disco og tog toget ind til midtbyen i København (ha!) for at overnatte.