Kraftwerk – farvel til Roskilde-festivalen

20130707-234315.jpg

Kraftwerk et et futuristisk nostalgishow, og det er de selv særdeles bevidste om. Afslutningskoncerten var ét langt besøg i bagkataloget fra Autobahn og frem. Det mest gribende var en udgave af “Radioaktivität” på japansk med tydelig adresse til atomkatastrofen i Fukushima. Undervejs kom også en hilsen til Detroit-technoens pionerer. Det stort annoncerede 3D-show var ikke væsentligt, men der er noget bizart fascinerende ved at se et femcifret antal tilskuere iført hvide briller.

Det var godt at være til festival, og der er noget lidt vemodigt over de sidste koncerter og over at gå over pladsen sidste gang. Men på dette tidspunkt er pladsen også faretruende tæt på at minde om en katastrofezone, og den kollektive træthed er ved at sætte ind.

Festivalens konferencier på Orange Scene holdt traditionen tro en lille tale som farvel, takkede gæsterne for at have passet godt på hinanden, takkede de mere end 32.000 frivillige og bad alle om at tage de gode oplevelser med hjem og om at huske at festivalens overskud går til velgørende formål – på den måde er alle festivalgæster med til at ændre verden.

Nogle har kritiseret Roskilde-festivalen for at gøre for meget ud af netop dette og mener at festivalen tager folk for meget i hånden og er for restriktiv. Men jeg er så gammel at jeg kan huske nogle dårlige oplevelser – jeg var der, da koncerten med Sex Pistols i 1996 måtte afbrydes efter kun 10 minutter fordi nogle fjolser kastede flasker efter musikerne (ingen blev heldigvis ramt). Og jeg var der den aften i 2000 hvor otte festivalgæster mistede livet til koncerten med Pearl Jam. I den mindre alvorlige ende husker jeg hvordan man så sent som i 1990 vadede rundt i tomme krus, hvordan hele festivalen flere gange er regnet væk eller hvor uendeligt meget mere forfærdeligt det lugtede om lørdagen i gamle dage. Disse erfaringer sidder også dybt i festivalledelsen, og det er derfor der er grønne/røde lys, afspærringer, træflis, rørledninger til urin, forbud mod flasker foran scenen osv.

John Grant

20130707-174102.jpg

Måske er festivalens musikalske højdepunkt for mig koncerten med John Grant. Hans album Queen of Denmark fra 2011 sætter jeg meget højt; det rummer et noget nær perfekt møde mellem Grants fløjsbløde og dog ekspressive vokal, den 70’er-inspirerede bløde rock og et tekstunivers præget af anstrengelserne for at slippe ud af det selvhad, Grant følte ved at vokse op som bøsse i en konservativ kristen familie i USA.

Jeg havde derfor været lidt skeptisk over techno-indslagene på hans nye album Pale Green Ghosts, men de virkede faktisk i en live-sammenhæng. Og så er han en bundsympatisk performer, og hans overvejende islandske band er særdeles tight tillige.

Det er ikke noget tilfælde at hans første album nævnte Danmark i titlen – John Grant havde (som en del andre udenlandske kunstnere på årets festival) kun positivt at sige om landet og endda også om sproget dansk. Det er ikke “fast men fair” eller aktivistisk militær deltagelse, de hæfter sig ved, men danske holdninger til LGBT-rettigheder, til vedvarende energi og til at cyklen er så udbredt et transportmiddel. Det er værd at tænke over.

James Blake

20130707-160905.jpg

James Blakes sange er på sin vis traditionelle, men han vrider dem ofte af led med morfede vokaler og placerer dem på en bund af dub. Først var jeg i tvivl om hvad denne koncert på Orange Scene mon kunne tilføje til indtrykket fra hans indtil nu til albumudgivelser. Men der kom lange forløb og bassen var forbløffende nådeløs. De i alt tre siddende englændere leverede en paradoksalt kropslig liveoplevelse med bl.a. højdepunkterne fra årets Overgrown-album (der er faktisk en del). Og jeg havde aldrig regnet med at det første musiknavn hvis lave frekvenser skulle bringe mig faretruende tæt på at opgive mit maveindhold ville være ikke ekstrem metal, men en pæn ung englænder i jakke.

Metallica, Pissed Jeans, Sigur Rós

2013-07-07 00.29.54
Sigur Rós på Arena.

Jeg vil formodentlig skuffe nogen, hvis jeg ikke nævner Metallica – det er trods alt et band, jeg har lyttet til tidligere og som i mine ører har lavet interessant musik (omend det er ved at være længe siden). Jeg hørte nogle numre her og der; nogen samlet koncertoplevelse var det ikke. Men de numre, jeg fik hørt, fungerede faktisk. Det klædte i høj grad bandet at grave bagkataloget frem med numre som “Disposable Heroes”, “Battery”, “Blackened”, “Harvester of Sorrow”, “Welcome Home (Sanitarium)” og “One” – alle sange fra de første fire albums, hvor Metallica ikke var bange for at beskæftige sig med og være vrede over noget, der var større end dem selv (krig, landminer, miljøproblemer). Det ironiske er at Lars Ulrich sagtens kan spille trommer på de gamle thrash’ede numre hvor der er blastbeats og dobbeltpedal og det går over stok og sten. Men når musikken forlader dette domæne, som Metallica jo helt gjorde fra og med det “sorte album”, og der skal mere ro på, kan man høre hvor kluntet Lars Ulrich så er og hvordan det går ud over helhedsindtrykket. Især Lars’ bækkenspil er som regel et hospitalsbækken værdigt. Sad But True.

Menneskehavet til Metallica var endnu større end til Rige Hanne – det var lørdag på Roskilde, hvor publikum har det med at vokse betragtligt i antal – så jeg drev ned til Pissed Jeans, der nok hver især er halvt så gamle som Metallicas medlemmer. Her var vreden i høj grad intakt og musikken et sted mellem hardcore og metal. Perfekt at lytte til, hvis man har siddet til et langt og meningsløst møde. Ellers skal den indtages i mindre doser.

Til sidst et kvarter nede ved Sigur Rós, der befinder sig lige præcis på den rigtige side af blodfattighed med deres pludrende alfesymfoniske rocksalmer på islandsk, mens Metallicas pyroteknik larmede og lyste op i baggrunden.