Ridsen i sidste sats

ridse

I dag starter jeg igen på arbejde, og selv om det er tid at se frem, ender jeg uvilkårligt med også i den første tid at skue tilbage på ferien. I løbet af min sommerferie fik jeg læst nogle bøger fra den hjemlige, ikke-akademiske boghylde. Det første jeg gjorde var at blive færdig med Thinking, Fast and Slow af Daniel Kahneman. Det er underligt, at det har taget mig flere måneder at få læst netop denne spændende bog, der er fuld af eksperimentelt underbyggede pointer om hvordan mennesker tænker, når de skal træffe rationelle beslutninger.

Én af de pointer, der dukker op sidst i bogen, er den om hvordan tilsyneladende små begivenheder kan ende med at ændre hvordan vi oplever en større helhed. Kahneman nævner bl.a. dette eksempel: Forestil dig en cd eller en lp med en fremragende indspilning af en lang symfoni. I lang tid lytter du opmærksom og glad til musikken, men til allersidst i finalen, tæt ved klimaks, er der en fæl ridse der får cd’en til at skippe eller lp’en til at hakke. Pludselig er oplevelsen ødelagt. Jeg ved det – sådan en cd har jeg selv. Det er en cd med Sinopolis indspilning af kendte orkesterværker; 2 minutter inden afslutningen af sidste spor, “Siegfried Idyll”, er der hvad der lyder som en kilometerdyb ridse midt i en svømmende lyrisk passage.

Hvor er det underligt og egentlig også trist at en oplevelse præget af 95% musikglæde bliver husket som en dårlig oplevelse. Et andet eksempel af mere dramatisk art er et langt og lykkeligt menneskeliv, der afsluttes med nogle måneders svær sygdom. Her vil den måde, vi husker den afdøde på, i høj grad være farvet af det der skete i den sidste tid. Vores vægtning af oplevelserne synes ude af proportioner.

Kahneman skelner mellem det oplevende selv og det huskende selv. Vi bruger det huskende selv til at rekonstruere vores oplevelse, og det bliver i høj grad det huskende selv, der går af med sejren. I et langt interview med Der Spiegel (på engelsk) beskriver Kahneman dette.

SPIEGEL: In your view, the remembering self is very dominant — to the point that it seems to have practically enslaved the experiencing self.

Kahneman: In fact, I call it a tyranny. It can vary in intensity, depending on culture. Buddhists, for example, emphasize the experience, the present; they try to live in the moment. They put little weight on memories and retrospective evaluation. For devout Christians, it’s completely different. For them, the only thing that matters is whether they go to heaven at the end.

Jeg kommer til at huske en oplevelse til Roskilde-festivalen i år, som viser hvor meget denne rekonstruktion er blevet en del af os. I et af de sidste numre af koncerten med The National på Orange Scene gik sangeren Matt Berninger ned i sikkerhedsgraven bag pitten og publikum blev ellevilde. Hvad gjorde vi så? Dér stod vi alle med vores telefoner fremme for at forevige hvordan sangeren var helt tæt på os, løb rundt, hilste og blev krammet. Vore dages kameratelefoner gør det tillokkende at tage billeder når som helst og hvor som helst; de er en konkret manifestation af det huskende selv. Men samtidig lægger det huskende selv en afstand til oplevelsen. Måske ville jeg have fået en endnu bedre koncertoplevelse, hvis jeg havde ladet telefonen blive i lommen netop da.

Min egen sommerferie i Spanien sluttede også med en ridse i sidste sats. Vi havde ikke kontanter nok til at betale taxien til lufthavnen og jeg måtte løbe rundt for at finde en hæveautomat. Køerne ved check-in i lufthavnen i Barcelona var dernæst så langsomme, at vi efter oven en times venten endnu ikke var nået til skranken. Nogen forklaring på hvorfor det gik så helt uhyggeligt langsomt fik vi ikke. Tre kvarter inden afgang kom en kort besked i højttaleren om at passagerer til Aalborg skulle gå til en anden skranke – hvilken opfangede vi ikke, og beskeden blev hverken gentaget eller vist på en skærm. Nu blev vi så desperate, at vi gik hen til sidste-minut-skranken – blot for at få at vide at nu det var for sent. Vores bagage ville ikke kunne blive checket ind, og som en nødløsning skulle vi selv tage vore kufferter gennem sikkerhedskontrollen. Vi blev her spurgt om vi havde væsker med i kufferterne – og selvfølgelig havde vi da det (netop fordi den slags netop ikke skulle i kabinebagagen). Min hustru måtte åbne sin kuffert og få den rodet i, metaldetektoren gav udslag på grund af øjerne i mine lærredssko, som så skulle sendes gennem metaldetektoren. Jeg blev afmægtigt vred. Det var ikke rart for min familie eller for personalet at opleve at jeg ikke kunne bevare roen, og min opførsel er jeg meget flov over nu.

Vi nåede flyet – det viste sig nemlig at være forsinket (noget der heller fremgik ikke af skærmene), så fremme ved gaten stod vi igen i kø. En medpassager kunne her fortælle os at bagagebåndet tilsyneladende var brudt ned og at det formodentlig var årsagen til det umulige check-in.

Det er ærgerligt at indse at hele denne oplevelse, der er afgrænset til to i feriens sidste få timer, farver billede af en sommerferie, der ellers på mange måder var en god oplevelse. Forhåbentlig kan jeg bruge mit huskende selv og de mange billeder jeg tog i løbet af mine ferie til at rekonstruere sommerferien i erindringen.