The Needle Drop

Her er en anmeldelse af det nye album Immunity med Jon Hopkins, et album jeg lytter en del til lige nu. Der er en pæn sandsynlighed for at jeg skriver mere om Immunity her senere.

Men egentlig vil jeg bare gøre opmærksom på http://theneedledrop.com, hvor den entusiastiske amerikaner Anthony Fantano skriver og taler om alle de albums inden for alle mulige genrer, han lytter til. Hvis I derude ikke har besøgt dette websted, er I gået glip af en god oplevelse.

Perlmanns fortielser

ligure

En anden bog, jeg fik læst i min sommerferie, er Perlmanns fortielser af Pascal Mercier.

Romanen handler om den tyske sprogforsker Philip Perlmann, der har arrangeret et forskningsinternat med støtte fra Olivetti. Med til det fem uger lange internat, der finder sted i Santa Margherita Ligure på den italienske Riviera, er en række højst forskellige kollegaer fra Tyskland og fra andre lande. Det er planen at Perlmann skal fremlægge en ny artikel, hvori han præsenterer nogle nye resultater. Men Perlmann har siden internat blev planlagt for et år siden mistet sin kone. Han er blevet desillusioneret om sit fag, føler at han intet har at berette, nærer et anspændt forhold til sine kollegaer og bruger derfor dagene på at udskyde det faglige nederlag, han mener vil være uundgåeligt. Til sidst er han rede til at begå plagiat og til at lade en af sine kollegaer, hvis arbejde han hævder at være sit, komme af dage. Hvad der rent faktisk sker er en anden historie – romanens historie.

Pascal Mercier er i virkeligheden schweizeren Peter Bieri, der tidligere var professor i filosofi ved Freies Universität i Berlin. Det er præcis derfor, hans billede af den akademiske verden er fanget så præcist.

Perlmanns fortielser er fra 1995 og derfor også blevet et tidsbillede i højere grad end Peter Biere kunne have anet; romanen fanger en nu svunden akademisk verden hvor manuskripter bliver til på papir i håndskrevet form, skrives rene af sekretærer, fotokopieres og havner i kuverter. Tidsskriftsartikler udkommer i fortryk, som man sender til udvalgte kolleger. Alt dette kan jeg godt huske (jeg har nu aldrig selv overladt det til en sekretær at renskrive en artikel). Ét enkelt sted til sidst i bogen nævnes e-mail en passant, men vi er tydeligt før internettets tid.

Og der bliver røget en frygtelig masse undervejs – under alle seminarer sidder deltagerne med cigaretterne og piberne tændt, og personalet på hotellet ryger mens de arbejder. Jeg fik flere gange lyst til at slippe for al den røg! Også dette er (heldigvis) en saga blott.

Jeg har faktisk selv været i Santa Margherita Ligure til en workshop og i hvert fald nogle af hotellerne, der nævnes i bogen, findes; stemningen var dog heldigvis en anden end bogens. Men Perlmanns fortielser fanger alligevel noget, der den dag i dag er del af den akademiske verden og altid vil være det, nemlig alle de følelser som tit findes inde bag jagten på erkendelse – stoltheden, misundelsen, skuffelsen, hævngerrigheden og forsmåelsen. Det er de følelser, vi aldrig taler om, og det er de følelser der både kan være en drivkraft eller en stopklods i en akademisk karriere. Jeg kender det fra mig selv, og det gør mange af mine kolleger vel også.

Og endelig er romanen et portræt af en midtvejskrise, en beretning om en livshistorie der knækker og den tvivl, der sætter ind midt i livet: Traf jeg de rigtige valg? Og dette kender jeg (og mange andre med mig) til selv.

I Perlmanns tanker om sit arbejde og levned får vi et indblik i hans overvejelser om hvordan erindringen og erindringens sprog skaber vores forståelse af verden; her får faktisk vi serveret et begrebsapparat til at forstå Perlmanns livshistorie – og samtidig er der en interessant parallel til Daniel Kahnemans tanker om det huskende selv og det oplevende selv, som jeg skrev om i går.

Alt i alt er Perlmanns fortielser en interessant roman, der på én og samme tid tager sig god tid og er svær at lægge fra sig. Jeg har hørt Nattog til Lissabon af samme forfatter meget rosende omtalt; den må jeg hellere se at få læst også.