Klipsch i øret

2013-07-31 11.10.11

Jeg plejer ikke at skrive om eller anmelde produkter her (med bøger som en mulig undtagelse), men i dag gør jeg en undtagelse. Her til morgen har jeg nemlig med posten fået et nyt sæt høretelefoner, som jeg allerede nu er blevet glad for.

Gennem nogle år har jeg især haft mulighed for at lytte til musik når jeg var på farten (først via min MP3-afspiller og siden min telefon) eller sad ved min computer eller iPad. I den periode har jeg haft en del forskellige små høretelefoner af forskellige mærker. Alle lød de bedre end dem, der fulgte med afspiller/telefonen, og alle har de haft mikrofon og fjernbetjening på kablet, så jeg kunne bruge dem som headset til min telefon. De store hovedtelefoner er tillokkende, men de er for store til en jakkelomme; derfor har jeg altid valgt i-øret-modeller. Og alle har de hver især kostet en 3-400 kroner – men der var også tydelige forskelle. Jeg startede med et par Sennheiser. De lød rigtig godt, men fjernbetjeningen var ikke så god, kablet gik hurtigt i stykker, og der var en løs forbindelse ved jackstikket. Dernæst kom et par Denon. De lød måske ikke helt så godt, men kom i et godt stofetui (det tæller også!) og havde en fin mikrofon/fjernbetjening. Til sidst har jeg haft et par Creative. De lød stort set lige så godt som Sennheiser’ne, men fjernbetjeningen var ikke helt så god – og så blev der efterhånden noget i vejen med gummiforstærkningen omkring jackstikket. Og forleden mistede jeg stofetuiet (den sidste arv fra Denon-sættet) til dem; det var nu også blevet godt slidt. Så her efter sommerferien bestemte jeg mig for at købe et nyt sæt og læste lidt rundt omkring. Udvalget af høretelefoner er overvældende stort.

Valget faldt på et sæt Klipsch s4i til ca. 400 kroner. Der er en fjernbetjening med mikrofon, start/stop-knap og volumenkontrol og som noget særligt hænger den midtfor – ikke i den ene side. Der følger hvide gummihætter med i forskellige størrelser og to forskellige former. Og så er der en pæn metalæske som høretelefonerne kan være i.

Disse høretelefoner sidder godt i øret, klart bedre end jeg er vant til, og det er også godt at fjernkontrol/mikrofon sidder midtfor og forholdsvis tæt på hovedet – det gør den nemmere at betjene. Men vigtigst af alt er lyden. Jeg har lyttet til lidt forskelligt i forskellige genrer – Joseph Arthur, Queens Of The Stone Age, Love Shop, Jon Hopkins og Carl Nielsen (Helios-ouverturen) – og i alle tilfælde har det været en god oplevelse at lytte til. Især stod mellemtoneområdet pænere frem end på det gamle Creative-sæt, og jeg kunne både høre nogle detaljer i Carl Nielsen-indspilningen meget tydeligere og føle et tydeligere punch hos Queens Of The Stone Age. Så bassen er også nærværende på en god måde. Jeg tror faktisk at mit nyt sæt er på højde med Sennheiser’ne fra dengang.

Min eneste bekymring er den sædvanlige med denne slags høretelefoner – at kablet har det med at blive filtret sammen. Den slags er træls og er kan også være kilde til en slitage, der kan lede til kabelfejl. Det er lidt af en udfordring at lægge høretelefonerne pænt ned i æsken, så den kan lukkes – og jeg er lige nu fristet til at tage skumgummindlægget ud, så der er bedre plads.

Klipsch er måske ikke så kendt et mærke – eller måske er det bare mig, der er uvidende. Jeg havde i al fald ikke hørt om det før i mandags. Klipsch er trods navnet ikke tysk, men hører hjemme i USA. Og deres produkter er (som det næsten altid er tilfældet med den slags) Made In China.

Homo oeconomicus

Man Wearing Dollar Sign Glasses

En af de mest interessante bøger, jeg har læst i år, er Daniel Kahnemans Thinking, Fast and Slow, og jeg har flere gange tidligere skrevet om den her. Bogen er så interessant for mig, fordi Kahneman, der fik Nobelprisen i økonomi i 2002, på et strengt empirisk grundlag udfordrer vores billede af os selv som fornuftsvæsener og beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder disse for henholdsvis System 1 og System 2.

Især for beslutninger i politik og økonomi bliver det vigtigt at forstå denne forskel. En grundlæggende antagelse hos liberalistiske økonomer er at mennesker er en særlig slags “økonomiske fornuftsvæsener” som altid hver især handler ud fra en rationel egeninteresse, hvor de maksimerer deres profit og maksimerer deres omkostninger. Fordi hvert enkelt menneske er et sådant homo oeconomicus, vil markedsøkonomien bestående af alle disse aktører fungere således at alle problemer bliver løst “af sig selv”. En stor del af liberalismen består i en appel til hvad man anser for et sådant vigtigt aspekt af menneskets natur.

Men Daniel Kahnemans forskning viser at det er anderledes: ofte handler mennesker ikke rationelt. Måske vil de gerne være økonomiske fornuftsvæsener, men de kan ikke være det. En stor del af Thinking, Fast and Slow beskriver de eksperimentelle resultater, der underbygger denne tese og søger at forklare de principper, der formodentlig ligger bag.

At mennesker ikke træffer rationelle valg skyldes ikke nødvendigvis at de handler bevidst anderledes eller ikke vil optimere gevinst og minimere tab, men at mennesker meget ofte ikke er i stand til at anvende den optimeringsfunktion, der er optimal. Ofte er det System 1, der træffer valg, men også når System 2 er ved roret, er der problemer.

I en række eksperimenter afslører Kahneman og hans mangeårige samarbejdspartner Amos Tversky en række af de faktorer, der spiller ind.

Problemet med troen på homo oeconomicus bliver især tydeligt når man betragter finansmarkederne. Børsmæglere tror at de kan handle rationelt men faktisk har de en forventet gevinst der over tid ikke er bedre end den forventede genvist de ville have fået, hvis de havde gjort tilfældige valg (f.eks. ved at slå med en terning). Daniel Kahneman undrer sig derfor meget over eksistensen af de mange firmaer, der giver råd om hvordan man skal “spille på børsen” – de råd er nemlig helt uden værdi.

I Der Spiegels interview med Daniel Kahneman beskriver han dette.

SPIEGEL: So, all the experts’ complex analyses and calculations are worthless and no better than simply betting on the index?

Kahneman: The experts are even worse because they’re expensive.

SPIEGEL: So it’s all about selling snake oil?

Kahneman: It’s more complicated because the person who sells snake oil knows that there is no magic, whereas many people on Wall Street seem to believe that they understand. That’s the illusion of validity …

SPIEGEL: … which earns them millions in bonuses.

Kahneman: There is no need to be cynical. You may be cynical about the whole banking system, but not about the individuals. Many believe they are building real value.

SPIEGEL: How did Wall Street respond to your book?

Kahneman: Oh, some people were really mad; others were quite interested and positive. It was on Wall Street, I heard, that somebody gave a thousand copies of my book to investors. But, of course, many professionals still don’t believe me. Or, to be more precise, they believe me in general, but they don’t apply that to themselves. They feel that they can trust their own judgment, and they feel comfortable with that.

Det er bemærkelsesværdigt at denne indsigt ikke har ført til nogen konklusioner af politisk eller økonomisk art, og især i lyset af vores viden om de stadigt tilbagevendende økonomiske kriser. Et af svarene er formodentlig det oplagte: Ja, de andre handler irrationelt, men jeg, jeg er anderledes. Og det anvendes så vidt jeg kan se af økonomiske aktører på alle niveauer.