De store systemer og hvordan vi forstår dem

2013-08-31 14.33.05

Dagens to indbudte foredrag ved TGC blev afholdt af to forskere, der er fremtrædende forskere inden for hver deres hjørne af proceskalkyleteori. Og de er begge professorer i Storbritannien – og kvinder.

Nobuko Yoshida fra Imperial College fortalte om sit arbejde med sessionstyper og om dets anvendelser i analysen af den globale infrastruktur for indsamling af oceanografiske data, som det amerikansk baserede Ocean Observatories Initiative (OOI) foretager. Det er data, som er af stor betydning for vores forståelse af verdenshavene og for bl.a. hvordan klimaændringer berører dem. Samarbejdet med OOI kom i stand takket være Nobuko Yoshida og hendes nu afdøde mand Kohei Honda, som gik bort pludseligt og tragisk sidste år. Sessionstyper gør det muligt at beskrive de kommunikationsgange som skal finde sted i det bogstaveligt talt globale netværk til dataindsamling og takket være typebaserede metoder er det muligt at forudse og forhindre fejl i dette netværk. Tilmed er disse metoder i modsætning til f.eks. modeltjek “billige” mht. brug af regnekraft. Det var et spændende foredrag – ikke kun jeg syntes at det var et af de bedste, Nobuko har holdt – og der var indtil flere i salen som nu fik øjnene op for hvad man faktisk kan med sessionstyper. Det kunne jeg høre af de spørgsmål, der blev stillet bagefter. Inden for de seneste par år er jeg selv begyndt at beskæftige mig med sessionstyper, og det er godt at høre at man derude nu fatter interesse for dette område, der har berøringsflader med både logik, typeteori og semantik af programmeringssprog.

Efter frokost fortalte Jane Hillston fra University of Edinburgh om sit arbejde med at bruge proceskalkyler til at analysere store kollektive systemer, der udviser “tilfældig” adfærd – det kan være alt lige fra biologiske fænomener til busnetværket i Edinburgh eller behandlingstilbud i sundhedsvæsenet. Traditionelt har man brugt stokastiske processer (specielt Markovkæder) og differentialligninger til at forstå hvad der sker i denne slags systemer, men Janes store fortjeneste er at hun sammen med kolleger har udviklet metoder, der kombinerer disse matematiske værktøjer med indsigt fra proceskalkylernes verden. Også her er der masser af udfordringer; især er det en udfordring at antallet af tilstande i et system vokser eksponentielt med antallet af deltagere. Selv i et “lille” system med nogle få hundrede busser er antallet af tilstande derfor svimlende, og hvis man skal undersøge om bestemte situationer kan opstå, er en udtømmende søgning helt urealistisk. Foredraget i dag – som bestemt også var godt – gav et lille indblik i hvad man så kan gøre.

Begge foredrag udgjorde særdeles klare argumenter både for nytten af de matematiske teorier, som er undfanget i datalogi, og for den nytte der er af grundforskning.

Plaza del Mayo

2013-08-30 19.50.29

Man kan ikke tale om Argentina uden også at tale om en ækel og uhyggelig periode i landets historie, nemlig militærdiktaturet fra 1976 til 1983 og om den “beskidte krig”. Op mod 30.000 mennesker, der var modstandere af regimet, blev myrdet af regimet og af dødspatruljer, som regimet stod bag – og mange af disse politiske mord var “forsvindinger”, hvor de pårørerende lige siden måtte leve med uvisheden om hvad der var sket. Mange andre modstandere af regimet havnede i hemmelige fængsler, og mange hundrede børn af dissidenter blev tvangsadopteret bort til familier, der støttede regimet. Midt under den beskidte krig ville tilfældet, at Argentina skulle være værtsnation for VM i fodbold.

Tidligere i år døde diktatoren Jorge Rafael Videla, der var hovedbagmanden bag den “beskidte krig”. Han endte sine dage i fængsel, dømt for 31 konkrete mord. I 2011 blev han idømt yderligere 50 års fængsel for tvangsbortadoptionerne – dette tyveri af dissidenters børn, født i fængslerne.

I går aftes tog jeg subte’en ned til Plaza del Mayo, hvor det lyserøde præsidentpalads står oplyst. Nede på den store plads samledes de berømte bedstemødre gennem mange år i tavs protest som del af deres kamp for at få vished om de forsvundnes skæbne. Også i går var der opstillet bannere – men nu dels bannere for en kamp, tilsyneladende mod abort, dels bannere som var en protest over hvordan veteranerne fra Falklandskrigen (som her kaldes for krigen om Malvinerne) er blevet behandlet. Ironisk nok var det denne krig (som var en krig, og en krig der også på sin måde var beskidt) der var med til at få militærdiktaturet til at falde.

Og så var det mig

udsnit

I dag var det så omsider dagen, hvor jeg skulle holde mit foredrag. Jeg havde brugt en times tid efter morgenmaden på at gå mine slides igennem og faldt for fristelsen til at indsætte en del overlays (som det hedder på nudansk), så forklaringerne af mine definitioner kunne blive mindre overvældende.

Dette var sessionen med 4 foredrag om pi-kalkylen og dens slægtninge. Jeg opdagede først undervejs, at det var den næstsidste udgave af mine slides, jeg var i gang med at bruge. Alle mine seneste overlays var ikke kommet med – teksten var selvfølgelig den samme, men den var ikke animeret. Ingen så dog ud til at lægge mærke til noget. Min fornemmelse er at foredraget gik stort set som det burde, og der var god respons og gode spørgsmål fra salen; jeg håber ikke at jeg kom til at virke selvtilfreds.

Björn Victor fra Uppsala var på efter mig, og da vores foredrag handler om nært beslægtede emner, havde Björn tilpasset sit foredrag efter mit, så han ikke skulle præsentere alle de samme definitioner som jeg lige havde manet frem på lærredet. Som sædvanlig leverede Björn et rigtig godt foredrag, og de problemer han havde haft med en korrupt fil med slides lige inden vi skulle på, var ikke at spore.

Det var en god fornemmelse at kunne tale om et emne, der har interesseret mig i snart en del år og at være sammen med en gruppe mennesker, der deler denne interesse. Vel egentlig også ret ærgerligt at jeg skal rejse helt til Buenos Aires for at opleve det.

Anders Fjogh Rasmussen og de studerendes karakterer

Fotografi den 30-08-13 kl. 12.57

I dag skal jeg selv holde mit foredrag, men første foredrag ved TGC (Trustworthy Global Computing) var et indbudt foredrag med Luca de Alfaro. Luca de Alfaro, der er professor ved University of California i Santa Cruz, men tydeligt er italiener, fortalte om sit arbejde med bedømmelse af systemer med brugergenererede data, dvs. de systemer hvor alle kan bidrage med indhold. Et velkendt eksempel er vores alle sammens Wikipedia.

De Alfaro fortalte først om sit arbejde med systemet WikiTrust, der skal bedømme troværdigheden af artikler på Wikipedia. Min datter troede indtil for nylig at der sad nogle få eksperter og forfattede godkendte artikler til Wikipedia, men sådan er det jo ikke. Selv det største fjols kan skrive med – og gør det så også.

Foredragets initierende problem var spørgsmålet om hvordan man modellerer tillid og omdømme i situationer med crowdsourcing, og herunder hvordan man kan bedst kan beskrive afstand mellem rettelser og analysere kvaliteten af de ændringer af tekster, der sker i crowdsourcing. Der er en del forholdsvis grundlæggende matematiske redskaber, man får glæde af – grafteori, lidt om metriske rum og især en del sandsynlighedsteori og statistik. Nogle af metoderne virker lidt ad hoc’ede – bl.a. hvorfor formler for måling af troværdighed ser ud som tilfældet er (hvorfor er det lige, der skal tages lidt logaritmer rundt omkring?) – men som Luca de Alfaro antydede, ligger der sikkert noget dybere bag, som venter på at blive opdaget.

Et problem, der dukker op op på Wikipedia, er hvordan man håndterer kontroversielle rettelser. Luca de Alfaro gav her eksemplet, at nogen havde skrevet den forhenværende danske statsministers navn til at være stavet “Anders Fjogh Rasmussen” og forklarede omhyggeligt hvorfor dette kunne være kontroversielt. Her spurgte Luca de Alfaro, om der var nogen til stede fra Danmark og om hvad de syntes. Det var en dansker til stede, og han sagde, hvad han syntes.

Den anden halvdel af foredraget handlede om Crowdgrader, der er et værktøj, der gør det muligt for studerende på store hold at bedømme hinandens besvarelser med karakter og ranking og at lade både besvarelserne og bedømmelse få indflydelse på deres karakterer. Her er det af stor vigtighed at få afklaret bl.a. de studerendes troværdighed, hvordan de opfatter hinandens troværdighed og hvordan man bedst kan få de studerende til at rangordne besvarelser. Mange har en naturlig blufærdighed mht. at gøre dette for deres medstuderendes besvarelser. Min egen fornemmelse er dog også, at studerende kan være mere kritiske (endda nådesløse) i deres bedømmelser af andre studerendes besvarelser, end jeg selv ville turde være.

Der kom ganske mange spørgsmål, og de handlede næsten alle om selve dette at lade studerende rette hinandens besvarelser. Jeg har selv tidligere forsøgt mig med denne form, men ikke på den omhyggelige facon, som Crowdgrader-systemet lægger op til. Der er i høj grad noget at tænke over her – både i forhold til datalogi og i forhold til hvordan denne teknologi bedst skal bruges i undervisningssammenhænge.

Demonstrationer og tango

2013-08-28 22.25.56

2013-08-28 17.47.19 2013-08-28 17.11.11

Til enhver konference er der en udflugt eller et socialt arrangement. I programmet for CONCUR/TGC stod der “Discover Buenos Aires”, men det var den billigste udflugt, man kunne forestille sig – “I har mulighed for at gå en tur i byen inden aftenens middag på Café de Los Angelitos”.

Så jeg gik endnu en tur. Nede på Plaza de la Républica var der en stor og højlydt demonstration med en masse CCC-bannere. Der var dog ikke tale om en matematisk demonstration til fordel for brug af kartesisk aflukkede kategorier, men om den socialistiske arbejdergruppering Corriente Clasista y Combativa. Længere nede på Avenida Callao var der en anden demonstration arrangeret af tv-arbejdernes fagforening. Jeg ved ikke, hvad demonstrationerne havde som mål eller om de var relaterede – jeg fik senere at vide, at også de bankansattes fagforening havde været på gaden samme dag. Formodentlig har de forbindelse til midtvejsvalget her til efteråret; der er masser af store valgplakater og også en del flag fra busser her.

Jeg passerede den nye, storslåede havnefront komplet med store sejlskibe og en underligt formet hængebro og endte nede ved promenaden, hvor de lokale sad og nød det spæde forår og adskillige grillboder tilbød overdimensionerede lunser halvstegt kød. Den slags er der mange, der sætter pris på hernede, ved jeg.

Festbanketten på Café de Los Angelitos var en oplevelse på flere måder. Menuen var for mit vedkommende på samme sælsomme niveau som i mandags, så ikke et ord mere om dén. Til gengæld var underholdningen bedre end på f.eks. Skalborg Kro. Caféen har nemlig i baglokalet et pænt stort teater, hvor der blev opført en danseforestilling med alt hvad hjertet kunne begære af tango. Det temmelig melankolske præg, som tango ofte får, når man ser f.eks. danskere forsøge sig med dansen, var der ikke meget af her – tempoet var højt, kostumerne ofte farverige og herrerne var ikke bange for at løfte damerne højt op. Musikken var af bl.a. Astor Piazolla og blev fremført af et særdeles tight lille ensemble og  to sangere. Men i den store finale hørte vi det suverænt største tangohit af dem alle, nemlig “Tango Jalousie”. Alle, jeg spurgte bagefter, mente at dette var et Piazolla-nummer, men nej – det er såmænd skrevet af ingen ringere end den danske komponist Jacob Gade (fra Vejle) og det er faktisk royalties fra dette ene nummer, der finansierer Jacob Gades legat for unge klassiske musikere. Om han nogen sinde selv fik besøgt Argentina, ved jeg ikke.

De dødes by

2013-08-28 11.19.16

Nej, det er ikke en gade jeg står på. Og så alligevel.

I dag besøgte jeg Cementerio de la Recoleta, der var den første offentlige kirkegård der blev anlagt i Buenos Aires. Siden dengang i 1822 er den blevet den mest berømte kirkegård i byen og vel også i Argentina. Her er videnskabsmænd og -kvinder, kunstnere, præsidenter, militærfolk og andre, der “bare” var privilegerede argentinere stedt til hvile. Bedst kendt er nok Eva Perón, der stadig har kultstatus i Argentina her 61 år efter sin tidlige død som 33-årig. Forfatteren Jorge Luis Borges boede i Recoleta-kvarteret og omtalte det tit i sine værker, men han er faktisk ikke begravet her. Vil man se hans grav, skal man til Genève.

Cementerio de la Recoleta leder tankerne hen på Père Lachaise-kirkegården i Paris med sine i bogstavelig forstand monumentale gravpladser, små mausolæer hvor man bag tonet glas kan ane sarkofagerne, der i mange tilfælde ser ud til at være af træ. Når jeg besøger en kirkegård, bliver jeg altid mindet om at vi alle skal dø en dag, men på et sted som dette ser man også tydeligt et spejlbillede af livet – her er det endda meget tydeligt. Der er billeder og små biografier af de afdøde på en del mindeplader, og hele den store nekropolis er anlagt som en by med en slags gader.

Solen strålede over den argentinske hovedstad, hvor temperaturen nåede tæt på 20 grader og man kunne ane forårets ankomst. Det gav besøget en yderligere dimension; det var som alle de små detaljer stod ekstra klart frem. Rundt omkring gik kirkegårdsarbejderne og kalkede grave eller foretog reparationer. Og i en sidegade, lidt gemt væk, så jeg hvordan der var friske blomster og små sedler stukket ind i døren til Duarte-familiens lille mausolæum, der hvor Eva Perón ligger. Der er noget fascinerende ved den status som en slags sekulær og populistisk helgen, som hun fik, men jeg må samtidig indrømme at jeg nok aldrig helt vil forstå denne side af argentinerne.

Herunder er nogle af de billeder, jeg tog.

Så begyndte det

2013-08-27 11.59.20 2013-08-27 09.01.02

I dag begyndte hovedkonferencen CONCUR med mulighed for gensyn for endnu flere kendte ansigter fra min egen generation. I dagens anledning tog jeg den propfyldte og noget slidte undergrundsbane, der her i Buenos Aires hedder Subte (for “Subterraneo”). Man står som sild i en meget lille tønde i de graffitidækkede tog, men billetten er rørende billig for en rig europæer som mig (2,50 pesos, dvs. i dag – men sikkert ikke i morgen – 2,50 kr.).

Til konferencen bed jeg mærke i nogle gode foredrag, hvor bl.a. den tjekkiske PhD-studerende Jan Křetínský fra Brno trak en tråd helt tilbage til nogle spørgsmål, jeg sloges med tilbage i mit speciale for 25 år. Jan har forresten engang været gæstestuderende i Aalborg, og en af hans medforfattere er den nu delvist langhårede Ulrich Fahrenberg, der også har en fortid (endda en mangeårig én) på AAU. Jeg lagde også mærke til en ny og god tendens inden for præsentationerne, nemlig til at gøre dem langt mere organiske ved at vise udviklingen af teorien direkte – i går var der efter sigende en præsentation med hele 77 slides, og den er allerede blevet semi-legendarisk for det. Til gengæld var Jans præsentation helt nede på 10 slides, som han byggede videre på med håndskrift i løbet af sin præsentation. Og i går gav en anden PhD-studerende, Youssef Arbach fra Berlin, en præsentation med kun 7 slides, som han ændrede på og animerede undervejs. Begge præsentationer var rigtig gode, og jeg fik faktisk lyst til at lave mit eget foredrag helt om. Det ved jeg ikke om jeg når – eller tør lige nu – men ideen er der i al fald nu.

Der er hundekoldt i universitetsbygningerne, hvor konferencen foregår, for nogen insisterer på at vinduerne skal stå åbne. Eneste muligheder for ordentlig varme er at sidde i auditoriet til foredrag eller stå tæt sammen i det lille lokale, hvor frokosten bliver serveret. Kropsvarme er nu sådan en god ting.

En vinterdag i Buenos Aires

2013-08-26 13.44.59

Det var 2 graders frost og tusmørke, da flyet fra Lufthansa landede i Buenos Aires. Jeg havde allerede opdaget at der var mindst én anden konferencedeltager med flyet, da jeg skulle stå i toiletkø – og det var Jos Baeten, der er professor i  Eindhoven, som jeg har mødt rundt omkring i verden i årenes løb, og nu altså også på økonomiklasse et sted midt ude over Atlanten. Og i køen ved paskontrollen og i tolden genså jeg også Javier Esparza, der er professor i München.

Taxituren ind til centrum tog uforholdsmæssigt lang tid; jeg var havnet midt i mandag morgens myldretid med alt hvad det indebar af køer. Til sidst nåede jeg frem til hotellet, fik taget bad, skiftet tøj og pakket ud – og nåede frem til EXPRESS/SOS-workshoppen med endnu en fæl forsinkelse. Også her var der en del kendte ansigter, bl.a. Uwe Nestmann, der engang var ansat i Aalborg. Frokosten var nok den mindst imponerende omgang, jeg har oplevet – Argentina er ikke rigtig et sted for planteædere, men det vidste jeg gpdt.

Buenos Aires ligner en overdimensioneret, lidt slidt udgave af en sydeuropæisk storby med storslåede art nouveau- og neoklassicistiske bygninger og kasseformede højhuse og et rektangulært gadenet som i USA eller Barcelona. Det er samtidig slående at befolkningen er så udpræget europæisk af udseende – eller vel nærmest sydeuropæisk. Jeg gjorde mig ingen anstrengelser for at falde ind i gadebilledet; det kom helt af sig selv og alle vil gerne tale spansk til mig. Det er jeg desværre ikke så god til. Endnu har jeg kun set ganske få mennesker fra den oprindelige befolkning (dem, man engang kaldte for indianere).

Den økonomiske krise er i dag langt mere tydelig end i Sydeuropa; inflationen er så grel, at der er som i en del andre lande i det globale Syd er opstået en parallel dollarøkonomi. Priserne er i pesos (og er billigst i pesos), men alle vil hellere have dollars. Det er på én gang svært og let at få vekslet til pesos. Vkselbureauerne er svære at finde, men henne i gågaden Calle Florida står folk med få meters mellemrum helt åbenlyst og råber ¡Cambiar! ; det er uhyre nemt at veksle sort eller mørkegråt og formodentlig mindst lige så nemt at blive snydt. Det er ikke fordi, der er varemangel som der var f.eks. i Østeuropa i årene op til Berlinmurens fald – butikker og cafeer har alt hvad hjertet begærer, hvis man ellers har råd. Det er der bestemt ikke alle, der har. Hele den argentinske gæld til IMF er nu blevet indfriet, men det har haft sin tydelige pris. Det var hjerteskærende at se de hjemløse ligge og sove på fortovene; de havde tilbragt endnu en lang augustnat ude i frostvejret.

Kufferten er pakket

2013-08-25 10.11.47

De sidste timer inden en lang rejse er altid lidt utålmodige og rastløse. I dag skal jeg flyve til Buenos Aires, hvor jeg skal præsentere en artikel ved konferencen TGC (Trustworthy Global Computing). Det bliver spændende at deltage i konferencen og at se gamle kolleger igen og at kunne tale med andre om det forskningsområde, der interesserer mig (det er ikke så nemt i Aalborg). TGC er samtidig med CONCUR og QEST, så det skulle være ganske mange konferencedeltagere, der rejser sydpå.

Dette bliver første gang, jeg besøger Sydamerika. Selve rejsen er også en øvelse i tålmodighed – det sidste “hop” fra Frankfurt til Buenos varer 14 timer. Bagefter sådan en flyvning er jeg som regel ør i hovedet af jet lag og dårlig søvn. Godt at det først er på fredag, jeg skal holde mit foredrag.

Rejsen er ikke billig (dvs. selve hotelopholdet er faktisk særdeles rimeligt i pris); jeg har derfor søgt om og fået tilskud fra Otto Mønsteds Fond. Den slags er mit underskudsplagede universitet glad for. Jeg lover til gengæld at reklamere for margarine i dette blogindlæg, hver gang det falder naturligt.

Lige nu er det vinter i Argentina, men der er næppe risiko for is- og sneglat dernede. Temperaturen på mandag er ifølge vejrudsigten 11 grader, og i løbet af ugen stiger temperaturen til 22 grader – dvs. noget, der ligner dansk sensommer.

Jeg kommer tilbage netop som det nye semester begynder; det er på den måde et lidt ubekvemt tidspunkt at være væk fra universitetet på. I den uge, der er gået, har jeg derfor haft travlt med forberedelse af efterårets aktiviteter.

Teknologisk slik?

choc1

I dag var endnu en af mange dage, hvor jeg talte med andre om hvordan vi bør bruge teknologiens muligheder. Bør børn f.eks. sidde og kigge på deres smartphones når de er på besøg? Bør man sidde og tale i telefon når man er passager i en bus? Hvor megen tid bør vi bruge på at være på nettet? Der er masser af diskussioner i medierne om denne type meget konkrete spørgsmål, der befinder sig et sted mellem etikette og etik – “sociale spilleregler”, som man også siger.

F.eks. omtalte Politiken sidste år en undersøgelse, der viste at 63 procent af de adspurgte tjekker deres smartphone midt i en samtale.

Og i år kan man i en artikel i Eurowoman læse 7 bud på moderne etikette. Et af dem er at kvinder bør indlægge smartphone-pauser i deres pauser med veninder, dvs. pauser hvor alle har mulighed for at bruge deres smartphone.

I en artikel i Berlingske kan man se dette interessante citat:

»Der er en ny social kode. Den nye sociale kode er simpelthen, at det er i orden at bruge sin smartphone, når man vil. Det er en naturlig del af hverdagen,« siger professor Scott W. Campbell, som forsker i mobilteknologi ved Michigan University.

Og utallige er de artikler, der handler om hvad forældre dog kan gøre ved deres børns omfattende brug af computere – og det handler ikke om at børnene bruger for megen tid på at programmere.

Det er tydeligt at vores sociale spilleregler ikke er faldet på plads. Men der er et spørgsmål, der ligger neden under det hele: Skal vi lave vores samfund om, så det “passer til” internettet? Det gør vi, når vi laver “smartphone-pauser”. Eller skal vi lave teknologien om, så den passer til os? Jeg har ikke noget godt svar.

Richard Ling, der er professor på ITU og har denne problematik som et centralt forskningsområde, skriver (og det gjorde han faktisk allerede i 2004):

Devices such as the video telephone and Internet have meant that we need to reconsider how it is that we construct our social worlds. They have made demands on the taken-for-granted assumptions of everyday life. These developments mean that we can communicate in new ways at new times in new places. While there are unimagined possibilities there are also unimagined complications. In sorting these out we will starting to see technologies effects on power relations, gender and age differences.

Min umiddelbare fornemmelse er at de etiske problemer, vi har fat i, ofte bunder i nogle helt grundlæggende menneskelige følelser. Det, der er irriterende ved at min samtalepartner pludselig tjekker sin smartphone midt under en samtale, er at han/hun pludselig flytter sin opmærksomhed væk fra samtalen. Min reaktion ville være den samme, hvis han/hun pludselig begyndte at sidde og læse i et blad, der lå på bordet.

Og er irritationen ved uforvarende at lytte til en medpassagers mobiltelefonsamtale ikke den samme som den, man føler, hvis man lytter til to passagerers højlydte samtale?

Det interessante er (tror jeg, men jeg er kun lægmand her) at teknologien ændrer på vore vaner på samme måde som nem tilgang til søde sager ændrer på vore madvaner og derfor gør det påkrævet at vi diskuterer hvor ofte vi må spise slik. Gad vide om vi bør tænke på vores smartphones som værende i samme etiske kategori som søde sager?