PTSD

PTSD
Fra: Liberzon et al.: Brain activation in PTSD in response to trauma-related stimuli ,Biological Psychiatry, Vol. 45(7), April 1999, s. 817–826.(http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0006322398002467)

Der virker til at være en noget slingrende holdning til mennesker med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). PTSD er en højst reel lidelse, der skaber kognitive forstyrrelser og ændringer i hjernens adfærd. For tiden er der kommet fornyet fokus på de voldsomme eftervirkninger, der er i voksenlivet af seksuelt misbrug i barndommen. For mange menneskers vedkommende får de svært ved at fungere i arbejdslivet, og uforholdsmæssigt mange ender med at få pension. Indtil nu har der været 11 timers gratis psykologhjælp, og det er Venstre og Dansk Folkeparti utilfredse med (nedenstående citat er fra Ritzau):

– Først og fremmest skal ofrene have langt bedre psykologhjælp. Og så skal de, der lider af PTSD have det nemmere i socialsystemet. Alt for ofte afvises sexofre med PTSD af socialrådgiverne, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg deler denne bekymring. Forhåbentlig kan de allerfleste af os være enige om at ofre for seksuelle overgreb meget ofte har svære problemer at slås med. Det, jeg spekulerer på, er hvad der er de to populære partiers generelle holdning til mennesker med PTSD rent socialpolitisk. Har de overhovedet en sådan holdning?

Et stort antal flygtninge i Danmark lider nemlig også af PTSD; omkring 34 procent af alle asylansøgere i Danmark skønnes at lide af PTSD, mens internationale undersøgelser peger på at mindst 50 procent af alle flygtninge har PTSD. Rehabiliteringscentre gør ganske meget for at hjælpe flygtninge med PTSD; det er et arbejde, som bl.a. DIGNITY (det tidligere RCT) har gjort en stor og god indsats for at fremme her i Danmark. Men socialpolitisk er det mere grumset. Frem til 2011 havde flygtninge det sværere end andre borgere i socialsystemet på grund af bl.a. 300-timersreglen og den såkaldte starthjælp. Disse former for sværere adgang til sociale ydelser vil Dansk Folkeparti og Venstre genindføre, når de får regeringsmagten. Det har desuden været en mærkesag hos disse partier, at der ikke skulle gives dispensation for indfødsretsprøven hos flygtninge diagnosticeret med PTSD.

Endnu en gruppe borgere, hos hvem hyppigheden af PTSD er stor (dog ikke helt så høj som hos flygtninge), er de danske soldater, der har været udsendt til væbnede konflikter. SFI (Det nationale center for velfærd) publicerede i 2012 en rapport herom. Dansk Folkeparti og Venstre har i høj grad været tilhængere af udsendelse af danske soldater til væbnede konflikter, og den nuværende regering fortsætter denne linje.

Begge disse grupper af mennesker, jeg har nævnt, har det ligesom ofre for seksuelt misbrug (eller vold) svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked. Så vidt jeg kan se, er det der er brug for, en samlet holdning til hvordan vi behandler mennesker med posttraumatisk stresssyndrom og behandler dem godt – men også til hvordan PTSD kan forebygges. Det, som Venstre og Dansk Folkeparti melder ud her, virker desværre mest strategisk.

Landsforeningen for PTSD-ramte i Danmark kan findes på http://ptsdidanmark.dk.

 

(Visited 343 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “PTSD”

Skriv et svar