Den kunstige burger

synth

Så var det i dag, den første burger af syntetisk kød skulle tilberedes og fortæres. Den er blevet til på universitetet i Maastricht og er et resultat af forskning sponsoreret af bl.a. Sergey Brin fra Google. 

Intentionerne bag er egentlig gode, nemlig at nedsætte den enorme miljøbelastning ved det animalske landbrug og undgå de etiske problemer der er ved det industrielle landbrugs massive husdyrfabrikker. Disse bekymringer deler jeg til fulde. Mange, der spiser kød og andre animalske produkter, har også disse bekymringer men spiser dem af mange forskellige årsager alligevel.

På en som mig virker Mark Post & co.’s indsats for at fremavle syntetisk kød dog mest som et dyrt teknisk fix for at opretholde en bestemt livsstil, lidt i stil med udvindelse af olie fra tjæresand eller teknologier til platooning, dvs. dette at positionere biler på motorvejene, så luftmodstand og brændstofforbrug bliver mindsket. Denne idé har ikke overraskende sin oprindelse i privatbilismens højborg, USA, hvor især det republikanske parti kæmper indædt mod offentlig transport. De veldokumenterede ernæringsmæssige problemer der er med en animalsk baseret kost er da også til stede for syntetisk baseret køds vedkommende. Man vil nemlig blive nødt til at tilsætte det syntetiske kød en form for fedt og blod for at opnå en konsistens og smag som den, kødspisere er vant til fra sædvanligt kød (det er i høj grad fedtstoffer, der “bærer” krydderierne i mad). Og teknologien vil formodentlig være langt mere kompliceret end det energieffektive plantebaserede landbrug, menneskeheden har 3000 års erfaring med. Om man helt kan undgå at involvere dyr i produktionen, ved endnu ingen.

Jeg har ikke spist kød i 21 år. Vil jeg prøve at spise en syntetisk burger, skulle den nogensinde blive almindeligt tilgængelig? Nej, det tror jeg ikke. Så nysgerrig er jeg alligevel ikke. Jeg savner nemlig slet ikke at spise kød; jeg har spist rigeligt af det som ung. Faktisk tænker jeg ikke længere på animalske produkter som mad. Men måske bliver den kunstige burger en indgang for andre til at tænke over hvad det industrielle animalske landbrug er for et fænomen, og på den måde har den vel en eksistensberettigelse.

(Visited 128 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Den kunstige burger”

  1. Hej Hans. Jeg skal klart prøve den, altså hvis jeg er overbevist om at den ikke decideret helbredsfarlig.

    Jeg var vegetar i 8 år, men begyndte med kød igen da jeg begyndte at styrketræne meget. Mest fordi jeg ikke gad æde mere proteinpulver end jeg i forvejen gør. Det største problem med vegansk mad er problemet med aminosyrer. I det mindste, med animalske produkter, så som valleprotein så kan få den komplette aminsyre-profil. Men nåja, man kan komme omkring det selv som veganer.

    Syntetisk mad er dog meget meget spændende! Glæder mig til den dag vi kan bygge mad, og smag, præcis som vi ønsker. Synes selv kødindustriens miljøsvineri er noget skidt (en af grundene til at jeg blev vegetar) og det etiske, ja, det er også problematisk. Dog er det en lidt mere subjektiv ting, men miljøsvineri kan man forholde sig lidt mere objektivt til.

    Prøv lige at tænk på når man kan sidde derhjemme og kode en ny opskrift! Som din madprinter så laver! Det bliver da det fedeste ever! XD

Skriv et svar