José Andersen

hca-malaga
Statue af H.C. Andersen i Málaga.

Engang forklarede jeg nogle briter, at vi ikke kalder H.C. Andersen for “Hans Christian Andersen” og at vi vel nærmest udtaler initialerne som “José”.

En bog, jeg omsider fik læst i min sommerferie var H.C. Andersens rejseberetning I Spanien. Jeg havde købt denne bog på 181 sider for alt for mange år siden på bogudsalg, men først i år, da jeg igen skulle til Spanien, fik jeg taget mig sammen til at få den læst.

Det er en levende og humoristisk rejseskildring, og jeg ærgrer mig over at jeg ikke har fået læst den før. H.C. Andersen var efter datidens målestok allerede en meget berejst herre, da han i 1862 rejste til Spanien sammen med Jonas Collin (søn af Andersens gode ven Edvard Collin) og var der året ud. Han får besøgt Catalonien, Castilien og Andalusien og når sydpå til Gibraltar – faktisk helt over til Marokko, hvor han bl.a. besøger Tanger.

Hele vejen gennem beretningen får vi et væld af små detaljer, der viser roman- og eventyrforfatterens store sans for at observere, og læseren opdager også hvor utroligt belæst H.C. Andersen var. Af og til bryder den gamle forfatter også ud i vers. Ikke alle disse verse er måske lige mindeværdige:

Ved det speilklare Hav, ved det svulmende Hav,
Grav der min Grav!

er kun en lille værdi af epsilon fra at lyde som Anders Ands “Den hulkende sømand”! Til gengæld får vi til sidst en lovsang om Spanien, der faktisk kan synges på melodien til en af hans bedst kendte sangtekster, nemlig “Jylland mellem tvende Have”.

Skildringen af Barcelona, som jeg selv besøgte her til sommer, rummer den for mig interessante observation at allerede i 1862 var La Rambla fuldstændig overrendt! Vi får også beretningen om hvordan byen bliver udsat for en voldsom oversvømmelse under Andersens besøg.

H.C. Andersens møde med spanierne er interessant, for Den Anden må have forekommet utroligt meget mere anderledes dengang for 151 år siden. Jeg bider mærke i at romaerne (eller “Zigeunerne”, som Andersen kalder dem) også dengang var et fattigt og marginaliseret mindretal i Spanien – og jeg lægger også mærke til hvordan H.C. Andersen roser maurerne og ikke ubetinget har godt at sige om de spanske kongers opførsel efter at have besejret dem. Hans beskrivelser af maurisk arkitektur er blandt bogens højdepunkter, synes jeg.

Mange har i tidens løb hæftet sig ved H.C. Andersens tilsyneladende ikke-eksisterende kærlighedsliv, og nogle har ment at han var bøsse. Men når jeg læser Andersens rejseberetning fra Spanien fremstår han unægtelig som en meget dameglad herre. Om han nøjedes med at kigge, får vi aldrig at vide. Hele vejen besynger han i al fald de spanske kvinders skønhed og det er tydeligt, at han har temmelig meget lyst til at “favne” dem, men også godt ved at han er lidt oppe i årene. Prøv bare at se disse verselinjer:

Men synger jeg ud mit Hiertes Sang
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne,
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen – “at kysse og favne!”

(Visited 129 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar