De har jo selv valgt det (?)

hjemvendte

I denne uge er der en kronik af Ole Olesen-Bagneux i Information. Det er en kronik, jeg har det lidt underligt med. Man kan meget let læse artiklen som et angreb på dem, der har deltaget i danske styrker under væbnede konflikter:

Nu siger jeg det, som mange sikkert har tænkt, men som ingen tilsyneladende tør sige: Soldaterne er selv ude om det. Har de pådraget sig skader, er det deres egen skyld. De har selv valgt krigen, aktivt og frit. Modsat deres amerikanske kolleger er ingen danskere taget af sted med det formål at få et dansk statsborgerskab. Modsat amerikanerne gør de det heller ikke for at få adgang til højere uddannelse eller komme ud af fattigdom og elendighed. De danske soldater er udelukkende taget afsted, fordi de som rationelle, selvstændigt tænkende mennesker har besluttet sig for, at de vil i krig.

Sådan læste jeg den også først selv, og hvis den læses på denne måde, fremstår Olesen-Bagneuxs artikel urimelig. Jeg har tidligere her på bloggen talt for at også hjemvendte soldater, der har fået fysiske eller psykiske mén (typisk PTSD), skal have den nødvendige behandling. Der er da også kommet en del negative reaktioner i Informations debatforum fra tidligere danske soldater og politifolk, der har været udsendt til væbnede konflikter. Jeg forstår godt deres reaktioner. Og hvis man er ude for en arbejdsulykke som murer, skulle man umiddelbart ifølge ovenstående ræsonnement selv være ude om det, for man kunne jo bare have valgt en anden profession!

Men det, artiklen så vidt jeg kan se egentlig vil påpege (men efter min mening skjuler alt for godt), er at mange borgerlige politikere (men ikke kun borgerlige politikere!) ytrer følgende to holdninger.

  1. Hvis man selv er skyld i sin situation, bør man ikke modtage sociale ydelser (herunder behandlingstilbud). Kun borgere, der uden at ville det, har fået sociale problemer, bør tage imod sociale ydelser.
  2. Der skal være gode sociale ydelser (herunder behandlingstilbud) for danske krigsveteraner.

Den første af disse påstande er blevet fremført hyppigt inden for de senere år; bedst kendt er nok udtalelserne fra Joachim B. Olsen, men også inden for diskussioner af asylpolitik har man hørt tilsvarende argumenter – her især i sagerne om asylansøgere, der i mange år har siddet i danske asylcentre. Den anden holdning fremføres for tiden af især de Konservative, der ønsker at der skal oprettes en særlig Veteranstyrelse. (Interessant nok har Hærens Konstabel- og Korporalforening faktisk udtrykt skepsis over for ideen om en Veteranstyrelse.)

Hvis kronikken i Information har en berettigelse, må det være at påpege et paradoks, som de to holdninger ovenfor er udtryk for. Paradokset består i at de danske krigsveteraner i et vist omfang selv har været medvirkende til deres egen situation, da de er professionelle soldater eller (specielt for FN-missioners vedkommende) politifolk, men samtidig klart omtales positivt af de pågældende politikere.

Det interessante er diskussionen af hvilken rolle den enkeltes ansvar spiller i socialpolitisk sammenhæng. Borgerlige politikeres forklaringsmodel for sociale problemer er typisk at opfatte sociale problemer som enten en slags “uforklarlige naturfænomener” eller som selvforskyldte.

De tilskadekomne soldater og politifolks problemer er da heller ikke rent selvforskyldte; de er også i høj grad en konsekvens af en række politiske beslutninger inden for de seneste 20 år om at udsende styrker til væbnede konflikter. Ikke alle disse beslutninger er lige ukontroversielle. Jeg synes selv slet ikke om beslutningerne om dansk militær deltagelse i Irak og Afghanistan.

Derfor rører diskussionen af Olesen-Bagneuxs kronik ved flere temmelig forskellige, men relaterede problemer. For det første er der diskussionen af Danmarks engagement i væbnede konflikter. For det andet er der udviklingen i dansk socialpolitik. Og for det tredje er der spørgsmålet om hvilke bevæggrunde man som dansker kan have til at ville deltage på dansk side i en væbnet konflikt. I modsætning til et land som USA har Danmark ikke traditionelt haft den militære karriere som en mulighed, der især tiltrak mennesker, der på grund af deres sociale status ikke havde gode muligheder for at gøre civil karriere. Om dette er under forandring herhjemme, må jeg indrømme at jeg ikke ved.

(Visited 77 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “De har jo selv valgt det (?)”

Skriv et svar