Selvmodsigelsens kunst

enter

En af de mest populære strategier i argumentation er at forsøge at afsløre andre i en selvmodsigelse. Jeg gør det selv ret tit; så sent i mit indlæg i går gjorde jeg det.

Det er klart, hvorfor denne strategi er populær. Den bunder i det velkendte udsagnslogiske aksiom \neg (\varphi \wedge \neg \varphi), der er ækvivalent med det udelukkende tredjes princip \varphi \vee \neg \varphi – enten er påstanden \varphi sand eller også er dens negation \neg \varphi. Når en person fremsætter to faktuelle ytringer om omverdenen, der er indbyrdes modstridende, vil det derfor give det indtryk at vedkommende ikke har styr på kendsgerningerne eller på sædvanlige strategier for ræsonnementer. Andre gange forsøger en debattør at fange sin modstander i at komme med modstridende hensigter og dermed i at afsløre sig selv som hykler. Modstanden prøver derefter ofte på at gendefinere sine udsagn for at fjerne selvmodsigelsen.

Utallige er de racistiske udsagn, der begynder med at den talende siger f.eks. Jeg er ikke racist, men… Og jeg husker Asger Aamunds interessante udsagn (som jeg skrev om her for to år siden) om at være “demokrat ved liv og sjæl” og samtidig ytre ønske om at man kan have en “elite-regering i en periode, som bistår de folkevalgte –skal vi sige lidt håndfast”. Der er masser af andre eksempler derude.

Men ofte er de indbyrdes modstridende udsagn udtryk for at den talende gerne vil have at begge de modstridende hensigter skal være mulige. Den talende, der ytrer sit racistiske udsagn, har (måske) en hensigt om ikke at være racist. Asger Aamund opfatter (måske) sig selv som en stor tilhænger af demokrati. Måske skal vi derfor overveje, om vi kan debattere på en anden måde end ved blot at påpege modsigelsen og fryde os over det.

Inden for filosofisk logik findes der den såkaldte parakonsistente logik, der “opløser” modstriden ved at tillade at man hævder både \varphi og \neg \varphi. Og inden for filosofi taler man om dialetheisme, dette bevidst at hævde to modstridende påstande. I buddhismen er dette normalt:

Everything is real and is not real,
Both real and not real,
Neither real nor not real.
This is Lord Buddha’s teaching.

Se f.eks. artiklen Contradictions in Buddhism, hvor dette citat stammer fra.

Måske viser modstriden i bedste fald at den talende selv ved at der er tale om en modstrid. Det er i al fald tilfældet for buddhismen – her mener man faktisk at vi skal betragte verden som eksisterende (det er derfor vi kan tale om verden), og vi samtidig skal betragte verden som ikke-eksisterende (det er derfor, vi kan betvivle det, vi oplever).

Og nej, jeg hævder ikke at Asger Aamund er en slags buddhistisk filosof eller kan krybe uden om ved at sige at han abonnerer på dialetheismen. Men i stedet for blot at påpege modstriden og stoppe der, kan vi ved at tænke dialetheistisk flytte diskussionen til et andet spørgsmål. Hvordan kan vi opnå begge hensigter samtidig? Kan vi overhovedet opnå begge hensigter samtidig? I Asger Aamunds tilfælde: Hvad er det egentlig, han mener med at være “demokrat med liv og sjæl” og “bistå lidt håndfast”?

Måske kan vi ved at spørge på denne måde lære noget om Asger Aamunds demokratiopfattelse – og forhåbentlig kan han det også.

(Visited 63 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar