Frikadelletider

Food Option Pics

Der er en masse fokus på halal-kød i bl.a. offentlige institutioner netop nu, og både statsministeren og Dansk Folkeparti udtaler sig. Jeg spiser slet ikke dyr, så på en måde vedrører denne sag mig ikke. Dog ved jeg, at nogle vegetarer og veganere har kritiseret rituel slagtning for den måde, dyr behandles på.

Så vidt jeg kan læse mig til, er der ikke nogen væsentlig forskel med hensyn til slagtemetoder i Danmark – fugle dræbes altid på samme måde og større slagtedyr bliver dræbt ved at blive slået for panden med en boltpistol. Forskellen ligger i om boltpistolen er penetrerende eller ikke-penetrerende – og så om der bliver sagt en religiøs velsignelse eller ej. (Se evt. Fødevarestyrelsens redegørelse.) Det er veldokumenteret, at der allerede er en del sammenhænge på danske slagterier, hvor alle dyr rutinemæssigt slagtes rituelt. Alle de etiske problemer ved at spise dyr er for mig at se (men her er det som bekendt planteæderen, der ytrer sig) præcis de samme, hvad enten dyret slagtes rituelt eller ej.

Noget andet, der undrer mig, er den vægt, selve den religiøse velsignelse bliver tillagt. Det er faktisk som om nogle ikke-muslimer tager bestemte påstande i islam for pålydende, nemlig at der sker noget med det dyr, der bliver velsignet! Men hvis man ikke er troende muslim eller jøde, kan denne velsignelse af det døende dyr vel ikke være andet end nogle virkningsløse ord. Ideen om at velsignelsen i sig selv kan ændre en fødevares “natur” er det, man i filosofi kalder for essentialisme. Jeg er ligeglad med om nogen har velsignet mine kartofler, inden jeg spiser dem. Det er stadig bare kartofler; velsignelsen kan i sig selv ikke gøre noget ved kartoflerne.

Noget helt tredje, der undrer mig, er ideen om mærkning af halal-fødevarer. Ikke at ideen ikke giver mening som sådan; i bl.a. Storbritannien og USA findes der frivillige mærkningsordninger af fødevarer, så forbrugerne kan se om maden er f.eks. halal, kosher eller parve. Disse mærkningsordninger er lavet af hensyn til muslimer, jøder og andre med særlige kostplaner (især vegetarer og veganere), så de ved, hvad de kan spise og hvad de skal undgå. En mærkning af fødevarer er faktisk en god idé, men den kræver også resurser. De religiøse forskrifter, der ligger bag kosher- og halal-fødevarepåbud, handler nemlig om meget mere end slagtning (der er f.eks. nogle knudrede regler for kosher-produktion af vin og for halal-produktion af søde sager), og hvis man skal mærke kosher- og halal-fødevarer, vil det kræve en del indsigt i produktionen. Man behøver bare tænke på mærkning af fødevarer for eventuelle allergener.

Det, der undrer mig, er således noget andet end selve ideen om mærkning. Det er motivationen bag. I Danmark skal fødevaremærkningen nemlig først og fremmest gøre det muligt for dem, der ikke har en særlig kostplan at undgå bestemte fødevarer! Det er en forståelse af mindretalsbeskyttelse forstået som “beskyttelse mod mindretal”, jeg ikke kan mindes at have oplevet andre steder end i Danmark. Fødevaremærkningen i USA er tænkt helt anderledes – f.eks. købes 92% af alle kosher-fødevarer af forbrugere, der ikke er jøder.

Og noget fjerde, der undrer mig, er at det virker som om diskussionen om mad til børn med særlige kostplaner er udtryk for et nyt fænomen, der dukker pludseligt op og kommer bag på ledende politikere. Der er allerede mange erfaringer fra andre lande. I Storbritannien og USA, hvor man faktisk har skolebespisning og hvor der begge steder er en del muslimske og jødiske borgere, er det op til det enkelte skoledistrikt, hvilke madretter, der skal udbydes, og man er tydeligt opmærksom på forskelligheder. På sin vis kommer hele diskussionen til at minde mig om den modvilje mod vegetarer/veganere, der har været mere udpræget i Danmark end i f.eks. Storbritannien i nyere tid og som af og til har givet mig nogle underlige oplevelser med folk, der var tydeligt forargede over at jeg ikke spiser hvad “man” spiser.

Jeg plejer ikke at bruge denne slags ord her på bloggen, men i dag vil jeg gøre en undtagelse: Jeg synes at den diskussion, vi lige nu oplever, er noget pjat og viser at folkestemningen i Danmark på nogle måder er underligt gammeldags.