En anden verden

john-f-kennedy

Det er snart 50 år siden John F. Kennedy blev myrdet. I en artikel i New Statesman giver de canadiske historikere James G Blight and Janet M Lang deres bud på hvad der var sket, hvis attentatet var mislykkedes, og det er interessant læsning. Blight og Lang er forfattere bag flere bøger om Kennedy-regeringen, senest en bog om Cuba-krisen, som vi nu har fået et langt bedre indblik i takket være nu frigivne dokumenter fra dengang for 51 år siden.

Vi tænker tit på Kennedy som en slags høg takket være den mislykkede Svinebugt-invasion og vel til dels også på grund af Cuba-krisen, men det er interessant hvor konsekvent han faktisk, efter hvad vi i dag, sagde nej til de militære interventioner, hans rådgivere slog til lyd for.

JFK’s well-documented record of his decisions on matters of war and peace is as astonishing as it is unambiguous. We now know that no American president was ever pressured more intensely or more often to take the US to war. His advisers lobbied him, attempted to intimidate him and schemed throughout his presidency to force him to authorise direct US military interventions.

The pressure was most intense over Cuba (twice, in April 1961 and October 1962), Laos (spring 1961), the Berlin Wall (summer and fall 1961) and in South Vietnam (twice, November 1961 and October 1963). In each case, Kennedy successfully resisted their pressure to intervene militarily even though, on each occasion, intervening would have been politically popular, at least initially.

Blight og Langs konklusion er denne:

If JFK had survived Dallas and served as US president until January 1969, the world would probably have become a safer, more peaceful place. It is even possible that the cold war would have been rolled back and headed for an amicable end by 1969. This conclusion has nothing to do with the myth of a Kennedy Camelot and everything to do with respect for the historical facts, as they have become available over the past quarter-century.

Min skepsis for amerikanske regeringer går vel aldrig over, men jeg ville alligevel hellere have haft at det havde været Kennedy og ikke Reagan, der i amerikansk mytologi havde fået rollen som præsidenten, der sluttede den kolde krig.

Da Thomas Helmig fik Nobelprisen

20130816-055517.jpg

For nylig skrev jeg om dialetheisme, som er det synspunkt at der findes nogle påstande, der både er sande og falske. En af de helt store eksperter inden for dialetheistisk filosofi er den britisk-australske logiker Graham Priest (ja, faktisk var det ham, der fandt på ordet “dialetheisme”). Den faldgrube, mange dialetheistiske filosoffer desperat søger at undgå er at alle påstande bliver både sande og falske. Det standpunkt, at alle sætninger er både sande og falske, kalder man for trivialisme. Med et så negativt ladet ord som sin benævnelse, kan det nok ikke undre, at trivialismen ikke har mange tilhængere derude.

Men så er der lige Currys paradoks. Det skyldes den amerikanske logiker Haskell B. Curry (ja, det er ham, programmeringssproget er opkaldt efter). Paradokset kommer fra denne påstand:

(a) Hvis påstanden (a) er sand, har Thomas Helmig modtaget Nobelprisen i litteratur.

Det er nemt at se, at hvis denne sætning er sand, da har Thomas Helmig modtaget Nobelprisen i litteratur. Men Thomas Helmig har faktisk også modtaget Nobelprisen i litteratur, hvis sætningen er falsk. For en implikation (en hvis-så-påstand) kan kun være falsk, hvis præmissen er sand og konklusionen er falsk. Men hvis præmissen ovenfor er sand, er sætningen (a) derfor selv sand. Og så følger det, at Thomas Helmig har modtaget Nobelprisen i litteratur.

Påstanden ovenfor er imidlertid ikke afhængig af påstanden om Thomas Helmig. Vi kunne lige så godt have skrevet

(a) Hvis påstanden (a) er sand, har Thomas Helmig ikke modtaget Nobelprisen i litteratur.

Og på helt tilsvarende vis opdager vi, at vi er nødt til konkludere at Thomas Helmig ikke har modtaget Nobelprisen i litteratur. Ja, faktisk kan vi nu indset at det for enhver påstand A gælder at både A og ikke-A er sand!

Et logisk system, hvor enhver formel, vi kan skrive, er bevisbar, kaldes for eksplosivt. Og i et eksplosivt system er vi derfor nødt til at abonnere på trivialismen.

Hvis vi i et logisk system kan skrive en formel, der indfanger Curry-påstanden ovenfor, og anvende den sædvanlige bevisregel modus ponens (“Hvis vi ved at A gælder og at A medfører B, så ved vi også at B gælder.”), så havner vi i Currys paradoks og får et eksplosivt logisk system.

Det er nu ikke alle, der er lige bekymrede over dette. Paul Kabay har nemlig i 2008 lavet en PhD-afhandling, der er et detaljeret forsvar for trivialismen og tager fat i Currys paradoks. Hvem var så Kabays vejleder? Såmænd Graham Priest.

Der kan ikke være mange skænderier blandt trivialister, og de store eksistentielle spørgsmål bliver hurtigt afklaret. Både Thomas Helmigs fans og de af os, der ikke er at finde blandt dem, kan finde trøst i trivialismen. Og i et naturligt sprog som dansk kan Currys paradoks umiddelbart formuleres, så der er nok ingen vej udenom.

Men på den anden side må man som trivialist også acceptere, at trivialismens hele grundlag samtidig er usandt.