Alle har en dårlig roman at befri

Baroness-Susan-Greenfield-620-National-Assembly-for-Wales-Flickr
Susan Greenfield

For tiden er der bogfestival i Edinburgh, og jeg kigger i programmet – vel vidende at jeg ikke kan være der i år heller. Der er masser af interessante foredrag med forfattere af enhver slags. Karl Ove Knausgård er der, Margaret Atwood er der, Salman Rushdie er der osv. osv. Peter Hook fra Joy Division/New Order og Cerys Matthews fra det walisiske band Catatonia dukker faktisk også op. Et af de mange andre foredrag, der umiddelbart lød spændende var med den britiske hjerneforsker Susan Greenfield, der også er baronesse og derfor medlem af Overhuset. Hun har netop udgivet en roman, som hun vil tale om dér. Det er en science fiction-dystopi med titlen 2121. Præmissen lød spændende – en dystopi om et samfund, hvor internetafhængigheden er slået igennem for alvor.

Jeg måtte da lige læse lidt mere om bogen inden jeg prøvede at få fat i den og læse den, syntes jeg, og jeg faldt over The Guardians anmeldelse Anmelderen er lidt forbeholden – for nu at sige det pænt. Se bare her:

How is it bad? Let me count the ways. It is badly conceived, badly realised, badly characterised, badly paced and above all badly written. On the plus side, the typeface is nice and I quite liked the front cover art.

Måske er der ikke mere at sige. Lidt mindre hånligt end en vis musikanmeldelser fra Ekstra Bladet. Og så alligevel værre.

2121 is a novel with a thesis: that the current vogue for checking Twitter on smartphones and watching YouTube videos of cats doing endearing things is a profound pathology of humankind. This, of course, is Greenfield’s “Internet Addiction Disorder”; one of her more controversial ideas. Perhaps you agree with it. If you don’t, I’d hazard that reading this novel will not convert you.

In Greenfield’s imagined 22nd century, the pressure of IAD has bifurcated humanity into two groups. On the one hand are the “Hedonists”, who live inside geodesic domes playing video games and lack any concept beyond immediate gratification. On the other side of the mountains are the “NPs” (“neo-Puritans”, “neo-Platonists”), living in square grey domiciles with grey fixtures and fittings and wearing grey clothes. Their lives are rigidly timetabled. They dedicate themselves to intellectual pursuits, especially neuroscientific research.

Jeg tror, der er stor litteratur, der venter på at blive skrevet om hvordan internettet påvirker os. Afhængigheden er en historie i sig selv, og der er sikkert helt nye plots, man kan udtænke. Der er dog samtidig masser af plots, der bliver umulige nu. Tænk på alle de antikke tragedier, der handler om mennesker, der ikke kan komme kontakt med hinanden for at få sagt noget vigtigt. Hvis Euripides havde haft en smartphone (og der havde været mobilmaster dengang) ville meget have været anderledes.

Men Susan Greenfields roman er vist en værre gang skidt. Der findes science fiction-forfattere, der havde naturvidenskabelig baggrund, og her er de bedst kendte eksempler vel Isaac Asimov og Arthur C. Clarke. De kunne skrive, men rigtig gode stilister var de nu ikke. Nogle af de mest velskrevne dystopier (og Greenfields bog skal forestille at være en sådan) er skrevet af forfattere med en helt anden baggrund. Tænk bare på Fagre Nye Verden, 1984 og Fahrenheit 451.

Mange har en roman, der venter på at blive skrevet – men mange af de romaner er tydeligvis dårlige. Jeg lover at jeg ikke vil skrive en roman om datalogi, skulle trangen nogen sinde komme over mig.