Den bedste alder (eller: Finding Never-Never Land)

Wasenius_Ages_of_man_1831
Finsk træsnit fra 1831.

I går aftes var jeg til en fest arrangeret af ejerforeningen, hvor jeg bor. Der var en del pensionister, og én af dem kunne røbe at man får tilbud om at blive medlem af Ældresagen, når man fylder 50. Det var en oplysning, jeg havde det underligt med, for det bliver jeg jo snart. Jeg er midaldrende, og det ved alle.

Som alle andre begreber er dette at være midaldrende et begreb, mennesker har konstrueret. Det har ikke altid været der, selv om der altid har været mennesker af enhver mulig alder, og opfattelsen af menneskets aldre har ændret sig siden 1800-tallet. Prøv at se det finske træsnit ovenfor. Det erfra 1831, og på dét er 50-års-alderen en slags kulmination på menneskelivet – eller vel snarere på mandens liv. Jeg bemærker, at kvinderne findes som partnere og forsvinder, når manden når de 50. Dette er ikke et finsk fænomen; der er helt tilsvarende illustrationer fra samme periode fra Tyskland og fra USA.

I vore dages industrialiserede samfund er det i høj grad ungdommen, der ses som livets kulmination og som der, hvor alt det interessante sker. Herefter går det ned ad bakke. Det bedste, man kan gøre, er at søge at fremstå yngre end man er. Andre former for forstillelse er ikke nær så velsete. De artikler jeg har læst om at bluffe sig til at være en anden end den man er (rigere, mere belæst, af en anden etnicitet osv.), er som regel helt igennem satiriske.

I en tv-serie som Sex And The City skal hovedpersonerne fremstå som rige og smukke og seksuelt aktive og attraktive, og de arbejder hårdt på det. De er alle midaldrende, men skal fremstå unge. Det er helt igennem acceptabelt nu. Damerne fra denne tv-serie foretager hvad man med et engelsk begreb kalder down-aging. Er det pinligt? Er det det modsatte? Down-aging er under alle omstændigheder en følge af fokus på ungdommen som livets kulmination.

Den amerikanske forfatter og journalist Patricia Cohen har skrevet In Our Prime: The Invention Of Middle Age, en bog om hvordan begrebet “at være midaldrende” er opstået, og den vil jeg se at få læst. Nederst i dette indlæg har jeg et interview med Patricia Cohen, hvor hun fortæller om sin bog. (Jeg har også fundet et andet interview med hende, men med bedre lyd- og billedkvalitet.)

Interviewet er fyldt med guldkorn, og især synes jeg at den historiske oversigt over hvordan man har set på alder, er interessant. Hele det populære begreb “midtvejskrise” er faktisk forholdsvis nyt, og der er ikke belæg for at hævde at mange mennesker går igennem en sådan krise. Vi kan opleve kriser på mange tidspunkter i vores liv – når vi skal vælge en uddannelse eller et job, når vi skal forlade arbejdsmarkedet, når børnene flytter hjemmefra eller når vi mister vore forældre. Kriserne handler ikke så meget om en bestemt alder men om hvad der sker med os. Også begreberne flydende og krystalliseret intelligens (som jeg tidligere har skrevet lidt om) dukker op i interviewet.

Patricia Cohens opsummering af det at være midaldrende er intet mindre end fremragende:

Middle age is a ‘Never-Never Land’ — when you’re younger you never want to enter it and when you’re older you never want to leave it.

(Visited 213 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar