Kufferten er pakket

2013-08-25 10.11.47

De sidste timer inden en lang rejse er altid lidt utålmodige og rastløse. I dag skal jeg flyve til Buenos Aires, hvor jeg skal præsentere en artikel ved konferencen TGC (Trustworthy Global Computing). Det bliver spændende at deltage i konferencen og at se gamle kolleger igen og at kunne tale med andre om det forskningsområde, der interesserer mig (det er ikke så nemt i Aalborg). TGC er samtidig med CONCUR og QEST, så det skulle være ganske mange konferencedeltagere, der rejser sydpå.

Dette bliver første gang, jeg besøger Sydamerika. Selve rejsen er også en øvelse i tålmodighed – det sidste “hop” fra Frankfurt til Buenos varer 14 timer. Bagefter sådan en flyvning er jeg som regel ør i hovedet af jet lag og dårlig søvn. Godt at det først er på fredag, jeg skal holde mit foredrag.

Rejsen er ikke billig (dvs. selve hotelopholdet er faktisk særdeles rimeligt i pris); jeg har derfor søgt om og fået tilskud fra Otto Mønsteds Fond. Den slags er mit underskudsplagede universitet glad for. Jeg lover til gengæld at reklamere for margarine i dette blogindlæg, hver gang det falder naturligt.

Lige nu er det vinter i Argentina, men der er næppe risiko for is- og sneglat dernede. Temperaturen på mandag er ifølge vejrudsigten 11 grader, og i løbet af ugen stiger temperaturen til 22 grader – dvs. noget, der ligner dansk sensommer.

Jeg kommer tilbage netop som det nye semester begynder; det er på den måde et lidt ubekvemt tidspunkt at være væk fra universitetet på. I den uge, der er gået, har jeg derfor haft travlt med forberedelse af efterårets aktiviteter.