Den hele akademiker

gab

I Communications of the ACM er der en artikel om mulighederne for at ansætte personale på universiteterne, der udelukkende underviser. Nogle gange hører man også røster herhjemme, der slår til lyd for noget lignende. Rationalet bag er at man skal lade de dygtige undervisere koncentrere sig om at undervise, for det skaber kvalitet i undervisningen. Og så kan alle de dygtige forskere koncentrere sig om at forske.

Den slags lyder umiddelbart progressivt i sin fokus på kvalitet i undervisningen, men holdningen gør mig faktisk urolig. Der er nemlig ikke en symmetri i holdningen til undervisning og til forskning.

Jeg kan sagtens komme i tanke om forskere, der ville glæde sig over at blive frikøbt fra undervisning.  Det ville nemlig give dem endnu bedre mulighed for at bygge endnu større forskningsimperier. Det er en belønning at have megen forskningstid og mange forskningsmidler, for i forskningstiden har man – i hvert fald traditionelt; universitetsloven muliggør diverse bindinger – mulighed for at beskæftige sig med hvad der interesserer én. Og forskningsmidlerne gør det muligt at ansætte andre der kan hjælpe én. Faktisk gør de store forskningsbevillinger det i dag muligt i stort omfang at leve uden for universitetslovens krav; en forsker med store bevillinger kan uhindret håndplukke sine undersåtter – postdocs, PhD-studerende og specialestuderende. Samtidig har disse forskere også ofte særdeles markante holdninger til indholdet af uddannelserne – ofte er det at uddannelserne i højere grad skal sikre at de dygtige studerende ender med at specialisere sig i det, forskerne med store eksterne bevillinger synes bedst om. Jeg kan også sagtens komme i tanke om sådanne indflydelsesrige forskere, der fortæller deres PhD-studerende at de gerne må tage let på deres undervisningsopgaver og dermed er med til at skabe en negativ holdning til undervisning i deres gruppe.

Det er derimod ikke en belønning at undervise meget. Det udløser allerhøjst indirekte midler til institutionen som helhed via taxameteret, ikke midler til den travle underviser. Det er selvfølgelig en hæder at blive kåret som årets underviser, men dels kan der pr. definition kun være ganske få af disse pr. år, dels er det annuum på 25.000 kroner som titlen som årets underviser udløser (faktisk kan jeg ikke få dette annuum i år pga. AAUs dårlige økonomi) for intet at regne mod en forskningsbevilling, der typisk er på et seks- eller syvcifret kronebeløb.

Hvis vi får en adskillelse mellem undervisningsansatte og forskningsansatte, vil vi reelt blot cementere en skelnen mellem en klasse af universitetsansatte med stor magt, stor frihed og mange resurser og en anden klasse (undskyld ordspillet) af universitetsansatte med mange bundne opgaver og stærkt begrænset frihed. Mange universiteter har igennem en årrække brugt og misbrugt løstansatte undervisere til at trække et stort læs. Omvendt en del akademikere efter et fuldført PhD-forløb brugt tid som daglejere i forskningsprojekter. Det har skabt to proletariater – nogle besiddelsesløse, der ikke besidder tid til faglig udvikling, og nogle andre besiddelsesløse, der ikke besidder tid til pædagogisk udvikling. En større afkobling mellem forskning og undervisning vil meget nemt blot risikere at gøre forholdene værre for disse to proletariater, og den vil bestemt ikke gøre de forskere, der er ligeglade med undervisning, bare de kan hive midler hjem, mere positivt stemte over for undervisning.

Svaret er for mig at se at vi skal blive bedre til at se den typiske universitetsansatte som en “hel akademiker”, der både skal kunne undervise og forske. Er der egentlig en sammenhæng mellem forskningsbaseret undervisning og god undervisning? Mit svar er ja, til en vis grad.

Mange ender med at tænke på undervisning som værende lig kursusundervisning. Men på Aalborg Universitet (og Roskilde Universitet) udgør projektarbejdet en stor del af uddannelsernes indhold; projektvejledning er lige så meget undervisning som det er at holde en forelæsning. Problemorienteret projektarbejde berører kernekompetencerne i forskning, nemlig at stille de rigtige spørgsmål og med baggrund i en teoretisk indsigt at søge at besvare spørgsmålene. I virkeligheden er projektarbejde derfor et usædvanligt godt argument for nødvendigheden af forskningsbaseret undervisning.

Samtidig er det nødvendigt at huske at det helt store styringsredskab i universitetsverdenen er måling af forskningsindsats. Utallige er de mekanismer, der skal forhindre nulforskning og skal måle om man publicerer sine forskningsresultater i det rigtige forum (det bibliometriske forskningsindeks alias BFI). Derimod er der ingen systematisk kvalitetssikring af undervisning, og hvor det er nemt at tælle publikationer og forskningsmidler, er det stadig særdeles uklart hvordan kvalitet i leveret undervisning vægtes i en bedømmelsesproces.

Hvis man skal ændre på vilkårene for universitetslærere vil det bedste derfor være at tage undervisning alvorligt for alle og at finde ud af hvordan man bedst gør det på universitetsniveau.  Og man skal gøre kravene til universitetslærere realistiske; det er de ikke nu. Jeg kan ikke på ethvert tidspunkt af min karriere levere en masse strålende forskning og en masse strålende undervisning og en masse strålende formidling. Den “hele akademiker” skal kunne koncentrere sig om disse vigtige opgaver på skift og få lov til at have resurserne til at lade fokus flytte sig rundt i dette spektrum.

Portræt af en nulforsker

nielsbohr

Helge Kragh, der er professor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet, har en spændende artikel i Magisterbladet om arven efter Niels Bohr og om den drøm om “en ny Niels Bohr” som med mellemrum dukker op herhjemme. Det interessante i artiklen er i høj grad Kraghs beskrivelse af forskningsmiljøet dengang og kontrasten med de nuværende tilstande.

Selvfølgelig skal man bidrage med ny viden, når man er ansat som forsker. Men det er som om publikationen er blevet vigtigere end resultatet der står i den. Meget ofte tales der om at vi skal undgå nulforskere – og ofte er det personer uden indsigt i forskningsverdenen, der opstiller idealer for hvordan en forsker skal agere. Men problemet er meget lille i vore dage; der er f.eks. ingen nulforskere på mit institut.

Den geniale engelske kvantefysiker Paul Dirac hævdede i 1972, at fysikken havde udviklet sig til et “rotteræs”, om end blandt intelligente rotter. En anden fremragende naturforsker, geokemikeren Clair Patterson, advarede tilsvarende om den publikationsmani, der for ham at se stod i modsætning til videnskabelig kvalitet. “Den videnskabeligt arbejdende hjerne”, sagde han, “kan ikke producere og publicere egentligt værdifuldt arbejde mere end en gang om året”. Bohr var efter sin egen tids standarder en ganske produktiv forsker, men ikke efter moderne standarder, Der var år, hvor han som ung mand slet intet publicerede, hvilket næppe ville blive accepteret i dag. Han tillod sig den luksus at tænke.

Niels Bohrs æra er intet ideal som sådan; han begyndte sin karriere som professor på Københavns Universitet under kummerlige forhold. Men forskningsmidler kunne han få.

Når der oven i publikations- og karrierepres lægges det store og vedvarende arbejde med at søge midler til forskning og generelt den omfattende registrering og bureaukratisering af forskningsverdenen, har vi måske noget af forklaringen på, at vi ikke har frembragt en banebrydende forsker af Niels Bohrs kaliber. Da han som ung mand søgte Carlsbergfondet om midler til et forskningsophold i England, skete det i form af et brev på nogle få linjer. Han fik pengene.

Ved det møde, jeg i sidste uge deltog i i Madrid, diskuterede vi mulighederne for at søge om forskningsmidler inden for EUs nye Horizon-program. Vores forskernetværk kan kun dække rejser og overnatning, ikke f.eks. PhD-stipendier, postdoc-lønmidler, udstyr eller andre sædvanlige forskningsudgifter. Men selv om der sad ganske mange personer med banebrydende resultater og flere årtiers erfaring i bagagen, heriblandt adskillige professorer ved store gamle europæiske universiteter og en tidligere leder af et stort tysk forskningsinstitut, var holdningen nærmest opgivende. Forhindringerne virkede næsten uoverstigelige set i lyset af den lave succesrate på knap 20 procent, der typisk er.

Inspiración

Indtryk fra de seneste par måneders besøg i Buenos Aires og Madrid, to hovedstæder adskilt af et stort hav og af ækvator, men forenet af sproget. Musik: “Inspiracíon” af Calexico – en duet mellem en latinamerikansk og en spansk vokalist.

Udefra

En lille film om hvad det gjorde ved astronauterne på Apollo-missionerne at se vores planet som det, den er – en lille kugle i et meget stort univers.

Ude af kontrol

extremes

Det er noget særligt at betragte himmellegemerne og vide at også mine fjerne forfædre så den samme sol og den samme måne. Det er noget særligt at stå på Plaza Mayor i Madrid og vide at mennesker for 200 år siden så stort set den samme plads. Det er ikke noget særligt at opbleve forandringerne, for dem er der mange af. Jeg havde inden jeg blev 30 oplevet mange og meget større forandringer end mine fjerne forfædre i fisker- og bondesamfund både her i Danmark og andre steder i verden nåede at opleve i hele deres liv. I dag står forandringerne i kø.

Mange af de stemmer, man hører i dagens debat er reaktioner på at meget forandrer sig, at så meget er så anderledes og uoverskueligt. Mange føler sig hjælpeløse. Opbakningen til Dansk Folkeparti og andre populistiske partier er en desperat eller tvær reaktion på forandringer i samfundet. Mange erklæret progressive mennesker bruger en stor del af deres tid på at bekæmpe nedskæringer og forringelser. Benægtelse af forandringer er en tredje udbredt strategi. I går så jeg et indslag i TV-Avisen om hvordan verdenshavene ville stige op til en meter inden århundredeskifte og hvordan det ville fjerne bl.a. Solrød Strand. Der var interviews med bekymrede husejere og også med en husejer, der ikke var bekymret. Hun sagde at hun ikke troede på at vandstanden i havene ville stige.

Og oven over alting lurer den globale opvarmning, som vi tager frem i nyhederne af og til. Alle taler om klimaet, men få gør noget ved det. En artikel af den norske samfundsforsker Thomas Hylland Eriksen forklarer vores reaktioner (og mangel på samme) på en ny måde, nemlig at vi i vore dage bruger den globale opvarmning som et billede på at tingene er ude af kontrol.

Men i stedet for bare at kæmpe mod nedskæringer og forringelser og i stedet for at hænge fast i vækst som et ubetvivleligt ideal kunne vi fortælle en historie om hvordan det hele skal være, skabe en fremtidsvision. Hylland Eriksen skriver:

Måske er det forklaringen på, at global opvarmning på kort tid er blevet en central fortælling om vor tid: Den passer ind i de andre hovedfortællinger, vi har. Ved at rette søgelyset mod varme som en utilsigtet effekt af moderniteten passer fortællingerne om global opvarmning som fod i hose med de andre fortællinger om vor tid. De fungerer som en naturvidenskabelig version af historierne om etniske, religiøse og kulturelle friktioner, den urbane befolkningseksplosion og en teknologiudvikling, som er ude af kontrol. Det virker for tiden, som om den mest troværdige fortælling om vor samtid handler om tabet af kontrol, grundlæggende usikkerhed og retningsløs, accelereret forandring. Det er et usædvanligt dårligt udgangspunkt for en fremtidsvision, og måske netop derfor konkurrer samtidens politikere i disciplinen visionsløshed.

En alternativ fortælling, som både giver mening til samtiden og peger fremad, må løse overophedningens grundlæggende dilemma, nemlig modsætningen mellem vækst og bæredygtighed. Kloden må køles ned, bogstaveligt og billedligt talt. Først da vil vi kunne fortælle historier om fremtiden, som er både nødvendige, troværdige og optimistiske.

Dette i sig selv løser selvfølgelig ikke problemet med den globale opvarmning, men det giver en anden måde at tænke på forandring på – nemlig som den forandring, vi gerne selv vi have.

Hvornår er man stor?

voksen
Et billede fra Stian Holes billedbog “Garmanns hemmelighed”.

Når man forlader sin mor – sådan sang Gasolin’ i al fald i “Bingo”. Det at blive voksen kommer ikke på én gang. Mange af os har sikkert oplevet en situation i stil med denne:

Jeg venter på at betale i en butik. Ind kommer en mor med sit barn, og barnet prøver at mase sig foran mig..

– Hov, ikke mase sig foran! manden skal betale for sine varer først, siger moderen til barnet.

Hvilken mand? tænker jeg. Og da går det op for mig: Manden, det er jo mig.

Her er endnu et af de tidspunkter, hvor man opdager at man er blevet voksen.

I dag kan jeg læse at britiske psykologer har ændret aldersgrænsen for “adolescence” – puberteten strækker sig nu op til man er 25. Begrundelsen er at man stadig udvikler sig efter at man er blevet 18:

“The idea that suddenly at 18 you’re an adult just doesn’t quite ring true,” says child psychologist Laverne Antrobus, who works at London’s Tavistock Clinic.

“My experience of young people is that they still need quite a considerable amount of support and help beyond that age.”

Child psychologists are being given a new directive which is that the age range they work with is increasing from 0-18 to 0-25.

“We are becoming much more aware and appreciating development beyond [the age of 18] and I think it’s a really good initiative,” says Antrobus, who believes we often rush through childhood, wanting our youngsters to achieve key milestones very quickly.

Ikke alle er lige begejstrede for denne ændring. Der er mange, der er bekymrede over at flere mennesker også et stykke henne i livet udviser adfærd, vi tidligere forbandt med børn og unge. Frank Furedi, der er en ikke helt ukendt professor i sociologi ved University of Kent, har dette at sige om den nye holdning hos psykologer:

“Often it’s claimed it’s for economic reasons, but actually it’s not really for that,” says Furedi. “There is a loss of the aspiration for independence and striking out on your own. When I went to university it would have been a social death to have been seen with your parents, whereas now it’s the norm.

“So you have this kind of cultural shift which basically means that adolescence extends into your late twenties and that can hamper you in all kinds of ways, and I think what psychology does is it inadvertently reinforces that kind of passivity and powerlessness and immaturity and normalises that.”

“There’s an increasing number of adults who are watching children’s movies in the cinema,” says Furedi. “If you look at children’s TV channels in America, 25% of the viewers are adults rather than children.”

Men det at blive voksen på én gang er vel også en illusion. Min egen uvidenskabelige fornemmelse er at der ofte er nogle dele af vores psyke der er helt udviklet tidligt og andre, der aldrig udvikles helt. Fornemmelsen af at være “voksen” kommer snigende med alt det, man kan klare selv – lige fra at læse en bog selv til at kunne rejse til et fjernt land for egne penge. Den britiske forfatter Tim Lott skrev tidligere i år dette i The Guardian:

To have children is to realise that the child inside you is never going to go away, to understand that the raw vulnerability that children experience is only ever managed or buried, not eliminated. The quality of being grown-up is something that doesn’t necessarily come with age – although it seems to be born within some people.

Måske er det den sværeste erkendelse at gøre: På nogle områder kan vi være voksne, på andre kan vi stadig være børn – i bedste fald barnlige, i værste fald barnagtige.

Når man er voksen, skal man selv tage et ansvar. Men der er også noget særligt ved at være barn. Forældre passer på deres børn. Forældre stoler på deres børn, børn stoler på deres forældre. Børn har lov til at være sårbare. I en dysfunktionel familie er der mindst ét af disse, der ikke er tilfældet. Og når man som voksen mister sine forældre (og hvis man ellers har haft en god barndom), er disse relationer kun et minde.

Mon ikke det også er det, som er med til at forlænge barndommen? Her tænker jeg på længslen efter de gode relationer fra barndommen, om kærlighed og tillid. Jeg tænker på længslen efter at kunne være nysgerrig. Længslen efter at få lov til at være sårbar. I film og historier for børn er der tillid og kærlighed og nysgerrighed. Den slags mangler ofte i voksenlivet.

Sidste aften i Madrid

20130926-190654.jpg

Det er sidste dag i Madrid. Workshoppen er slut, mødet er slut og der er meget at tage med hjem.

Noget særlig interessant var det som altid at møde mennesker fra ganske mange forskellige lande og opdage hvor meget vi har at tale om. Der var bl.a. deltagere fra tre lande, der tidligere var del af Jugoslavien. De talte sammen på deres fælles sprog og lånte hinandens computere. For tyve år siden var deres lande del af en krig i Europa. I en kaffepause sagde en af deltagerne fra et af disse lande noget, jeg vil huske:

Da jeg var teenager, holdt jeg op med at se tv. Det var som om alle de begavede mennesker tiede stille. I fjernsynet var der ikke andet end krigen og flyangrebene på byer og dumme mennesker, der ytrede sig på et lavt niveau. Det var som om dumheden tog al pladsen. Vi har et tv derhjemme, for børnene vil så gerne se tegnefilm. Men jeg selv, jeg ser ikke tv længere.

Endnu en aften i Madrid

2013-09-25 19.54.51

Mine sidste to dage i Madrid går med møde i forskernetværket BETTY. I dag stod den på møde hele dagen fra kl. 9.45, men jeg skulle af sted lidt over en time inden for at være fremme i tide. Der var kommet en del flere deltagere til, herunder to andre danskere: Thomas Hildebrandt fra IT-Universitetet og Jakob Rehof, der er professor på Universitetet i Dortmund.

En af dagens store beslutninger var hvor BETTYs første sommerskole skulle finde sted, og der var fem gode forslag, alle fra lande i Sydeuropa: Kroatien, Serbien, Spanien, Portugal og Malta. Kroatien har kun én deltager med i BETTY, nemlig Tihana Galinac Grbac, men hun fik overbevist os om at hendes forslag var det rigtige. Der var meget klart flertal for at holde næste års sommerskole i nærheden af Rijeka, og det var ikke overraskende: priserne på overnatning og forplejning er fordelagtige, beliggenheden er god og i modsætning til Beograd, Madrid og Lissabon er der ikke tale om en stor by, der distraherer med alle sine tilbud. Når man er til konference, er det godt at have afveksling om aftenen, men PhD-studerende (der er det typiske publikum til en sommerskole) har brug for at have fred og ro til fordybelse i behagelige omgivelser. Ofte er det de mennesker, man møder i sit PhD-forløb, man ender med at møde igen og igen. Sådan har det også i et vist omfang været for mig.

Jeg har ikke rigtig fået set mig om i Madrid, men her til aften var der reception nede ved Plaza Mayor, så jeg fik omsider genset både denne berømte plads og den lige så kendte Puerta del Sol. Bagefter endte mange af os på en spansk bar, hvor der var det sædvanlige uspændende spanske pilsnerøl og sangria til lave priser. Det blev også her meget tydeligt at Sydeuropa er talstærkt repræsenteret i BETTY; stemningen er en anden (og, synes jeg, mere behagelig) end hvad man ofte finder i nordeuropæisk dominerede sammenhænge. Og så er kønsfordelingen også langt mindre skæv end i den ufrivillige mandeklub, jeg oplever hjemme i Aalborg. Også dét giver en anden og (synes jeg) bedre stemning.

Ørkenfortet

2013-09-24 09.46.40

Det datalogiske institut ved Universidad Complutense får mig til at tænke på mit eget Institut for datalogi i Aalborg: En stor bygning af røde mursten placeret lidt for sig selv på en mark, tre kvarter fra centrum. Inde i dette ørkenfort er der noget mørkere end der er på Selma Lagerløfs Vej, og de kunne vist også godt trænge til at indkøbe en plæneklipper (på billedet ser man hvorfor).

Dagens workshop har budt på en række foredrag af vekslende omfang og ambitioner. Nogle præsenterede igangværende arbejde, andre fuldt formede artikler. Og så var der et interessant indbudt foredrag med Achim Brucker, der er seniorforsker ved SAP, der faktisk er det tredjestørste softwarefirma i verden. Jeg har været til en del sådanne foredrag med folk fra den private biks i årenes løb, og lidt for mange af dem har handlet om at vi akademikere først og fremmest skulle lære at tilpasse os “den virkelige verden”. Dette var (heldigvis) en helt anden vinkel på forholdet mellem datalogi og softwareudvikling; Achim Brucker pointerede at alt for mange programmører, der udvikler software i virksomheder, ikke har en god forståelse (faktisk er der som regel tale om en regulær misforståelse) af et så centralt begreb som typer og har en masse berøringsangst over for begreber som typeinferens og statisk analyse, som vi forskere er helt trygge ved. Achim Brucker kunne fortælle masser af gyserhistorier om gyselige programmeringssprog som Javascript, der stik mod intentionen bliver brugt til at programmere alt alt for store applikationer.

I dag var jeg ordstyrer til nogle foredrag, og det lykkedes det faktisk at holde tiden – fortjenesten var ikke så meget min som den tilfaldt nogle foredrag, der var kortere end den afsatte tid.

En net oplevelse

Mangosorbet

Og så nåede jeg til Madrid og til BEAT2-workshoppen. Det tog tæt på en time at nå fra hotellet på Calle de Sevilla ud til stedet, hvor workshop og møde finder sted, nemlig på Universad de Complutense.

Den uundgåelige sammenligning er vel med Argentina, hvor jeg var for en lille måneds tid siden. Spanien er også et land i økonomisk krise, selv om indtrykket er mindre nedslidt end i Argentina. I metroen så jeg også tiggere, og en midaldrende dame med den hæsligste øjenskade, jeg nogen sinde har set, er et syn der næppe vil gå væk foreløbig.

Jeg ankom i sidste øjeblik til workshoppen og her skulle jeg senere præsentere selvsamme artikel som jeg før havde præsenteret en måned tidligere, men denne gang gik jeg af uvisse grunde over tidsgrænsen. Den slags er altid ærgerligt.

Netadgangen på universitetet her er præcis lige så ustabil som i Buenos Aires, og på mit hotel måtte jeg give fortabt da jeg prøvede at betale mig til netadgang. Jeg kunne godt komme igennem til at købe netadgang, men ikke til at betale for den. Til sidst endte jeg med at spørge portieren, og han så min MacBook, der lå på skranken.

– Så kan du ikke; der er en eller anden teknisk ting, som de computere ikke kan.

Denne universelle opgivende undskyldning kunne han godt ane at jeg ikke var tilfreds med.

– Men prøv inde i isbaren ved siden af. Der har de wi-fi.

Så her sidder jeg med en mangosorbet.