En slags aktivisme?

dk-usa

Jeg har skrevet flere gange her om borgerkrigen i Syrien og de ufattelige rædsler den syriske befolkning er fanget i. Det er forhåbentlig tydeligt, at jeg synes at der bør gøres noget. Men om en militær intervention er det rigtige, er jeg ikke sikker på. En sådan intervention vil temmelig sikkert kræve yderligere civile ofre og kan risikere at øge opbakningen til Assad i andre lande i Mellemøsten. USA har trods alt ikke en så høj stjerne blandt de arabiske lande. Blandt andre mulige løsninger kunne én være at få andre arabiske lande i regionen til at lægge pres på Assad-regimet og oprørerne og få tropper fra arabiske lande med til at  overvåge en våbenhvile.

Her skal jeg passe på, for jeg er ikke Mellemøsten-ekspert. Men det er som om danske regeringer er blevet fanget ind i en “aktivistisk udenrigspolitik”, hvor man ikke rigtig kan se ud over militære interventioner som løsningsmodel og endog er parate til at ignorere international lov. Statsminister Helle Thorning-Schmidt siger at

»Jeg er nødt til at sige, at hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke vil reagere i den nuværende situation, så er vi nødt til at overveje alternative reaktionsmønstre. Og der vil vi lytte nøje til, hvordan de vurderer situationen«,

Men der er også en anden form for aktivisme, nemlig at basere sig på international lov i stedet for at søge at definere den væk. Engang i 1970’erne og 1980’erne var Danmark foregangsland på menneskerettighedsområdet, bl.a. i kampen mod tortur. Siden har det været et land som Norge, der har skabt opmærksomhed inden for fredelige initiativer på det udenrigspolitiske område, herunder i Mellemøsten. Mange af os husker vel Oslo-forhandlingerne mellem israelere og palæstinensere.

Den rolle savner jeg at se Danmark indtage i stedet for. For mig at se ville et fredsinitiativ være aktivisme i ordets bedste forstand.  Men den nuværende departmentschef i Udenrigsministeret hedder Ulrik Vestergaard Knudsen. Vestergaard Knudsen var nærmeste rådgiver for udenrigsminister Per Stig Møller under forberedelserne til Irakkrigen og blev senere departementsråd i Statsministeriet.