Okkervil River har gjort det igen

2013-09-05 08.29.02

Tilbage i 2007 blev jeg ved et tilfælde opmærksom på Okkervil River; jeg havde købt et album med Ryan Adams (tror jeg nok) over Amazon, og den automatiske anbefalingstjeneste anbefalede mig så Okkervil River og deres dengang nye album The Stage Names. Jeg fandt hurtigt ud af at Okkervil River er fra Texas og at dette amerikanske rockband er opkaldt efter en flod i Rusland – der så er opkaldt efter en svensker – men at sanger og sangskriver Will Sheff er vokset op i det nordøstlige USA.

Jeg endte med at blive særdeles glad for The Stage Names med dets iørefaldende og begavede sange, der griber fat i en amerikansk rocktradition med country- og soul-indslag. Will Sheffs tekster er trykt som små stykker kortprosa i tekstarket og kan da også sagtens læses som en slags noveller. På efterfølgeren, The Stand-Ins, er nummeret “Lost Coastlines”, der ville være blevet et verdenshit i en mere retfærdig verden. Siden kom I Am Very Far, som jeg desværre ikke var nær så begejstret for. Det var som om de kæmpemæssige arrangementer var på nippet til at gøre det af med det, der skulle bære I Am Very Far, nemlig et fundament af sangskrivning.

Næste udspil var True Love Cast Out All Evil, hvor Okkervil River agerede backing for Roky Erikson. Det var et usædvanligt bevægende album, der for alvor gjorde mig opmærksom på denne interessante, halvvejs glemte skikkelse på den amerikanske roots rock-scene, der i mange år havde kæmpet med skizofreni og alle de lidelser og den udstødelse, den sygdom medfører, men nu omsider har fået et værdigt liv. Og samtidig viste albummet igen Okkervil River fra en mindre opulent side, nu hvor de skulle stå lidt i baggrunden.

Og for få dage siden kom så The Silver Gymnasium. Det er en meget positiv oplevelse; vi er tilbage ved det enklere musikalske udtryk fra The Stage Names og The Stand-Ins og sangskrivningen er på et højt niveau. Noget af det interessante ved Okkervil River er at musikken er så umiddelbart tilgængelig og ofte fremstår glad, men at teksterne tit modsiger musikkens stemning på en subtil måde. Tag en sang som “Down The Deep River”, som er en sang, der burde kunne blive en live-favorit. Musikken er upbeat og sangbar, men teksten handler, så vidt jeg kan læse mig til, om en tragisk barndomsoplevelse. Præcis hvad bliver ikke klar – fortælleren har overværet en dramatisk ulykke, der involverer en barndomsven og bliver siden trøstet og vel også belært om livets alvor af sin far. Netop den modsætning gør sangen ekstra interessant.

I det hele taget er The Silver Gymnasium et album, der på tekstsiden tager fat i Will Sheffs barndom i New England i 1980’erne. Allerede i den første sang, “It Was My Season”, dukker tidstypiske referencer som videobåndoptagere og Atari op. Helt i denne ånd findes et websted om albummet, hvor al grafik minder om gode gamle Commodore 64-skærmbilleder og hvor musikken i baggrunden er 8-bit-udgaver af hvad man kan høre på The Silver Gymnasium.

En stor anbefaling af The Silver Gymnasium fra mig.