At bære verdens byrde

refugees_custom-94612ba5388c8e12fac44d03e6beb1dc8ad61ed6-s6-c30

Der er for tiden kommet et fornyet fokus på den humanitære katastrofe, borgerkrigen i Syrien har skabt. Millioner af mennesker er på flugt, enten som internt fordrevne eller som flygtninge i nabolande. Der er flere indsamlinger i gang herhjemme. Kun hver 20. dansker giver et bidrag, og hos DR Nyheder kan man se fire danskere forklare, hvorfor de har valgt ikke at give et bidrag.

I denne uge har Danmarks populæreste parti stillet forslag om at der på finansloven sker milliardnedskæringer på den danske ulandshjælp.

Hvad er det der gør, at vi kan leve med denne adfærd og måske endda leve godt med den?

Tilbage i marts skrev jeg om den australske filosof Peter Singer, der opstiller følgende tankeeksperiment:

Forestil dig at du er ude at gå tur, da du pludselig ser et barn der er ved at drukne i en mudret dam. Du kan redde barnet, men så vil du ødelægge dine nye sko, der har været meget dyre. Vil du redde barnet?

De allerfleste vil svare ja, selvfølgelig. Et barns liv er vigtigere end et par sko. Hvis man bare går videre og tænker på sine sko, er man umenneskelig.

Men andre steder i verden er der lige nu børn, der aldrig vil blive voksne, fordi de mangler vand, fødevarer og medicin. Du kan redde barnets liv ved at bruge de penge, du egentlig ville bruge på et par meget dyre sko, på nødhjælp. Vil du redde barnet?

Her bliver svarene meget ofte noget mere forbeholdne. Det er da pænt gjort, hvis man bruger pengene på nødhjælp, men hvis man ikke gør det, er man ikke umenneskelig af den grund. Afstanden til problemet ser ud til at have betydning.

Nogle vil her indvende at det heller ikke den samme situation, børnene er havnet i, at siituationerne er usammenlignelige.

Der er en spændende artikel på Edge.org om Joshua D. Greene, der er leder af Moral Cognition Laboratory ved Department of Psychology på Harvard University. Han arbejder med netop dette problem; som så mange andre moderne forskere tager Greene en eksperimentel tilgangsvinkel til problemstillinger, der har optaget filosoffer gennem århundreder. Sammen med en af sine studerende har Joshua D. Greene opstillet følgende tankeeksperiment.

Forestil dig to forskellige situationer.

  1. Du er taget på ferie til et fjernt og fattigt land, der bliver ramt af en tyfon og efterfølgende hungersnød, mens du er der. Selv bor du godt og har ingen problemer. En nødhjælpsaktion bliver iværksat for at hjælpe lokalbefolkningen. Vil du donere penge til nødhjælpsaktionen?
  2. Din gode ven er taget på ferie til et fjernt og fattigt land, der bliver ramt af en tyfon og efterfølgende hungersnød, mens han er der. Selv bor han godt og har ingen problemer. Hver dag sender han dig fotos og video, der viser hvor hårdt ramt befolkningen er. En nødhjælpsaktion bliver iværksat for at hjælpe lokalbefolkningen. Vil du donere penge til nødhjælpsaktionen?

Disse situationer blev forelagt et antal forsøgspersoner, der blev spurgt hvordan de ville reagere. I situation 1 ville mere end 60% af de adspurgte donere penge. I tilfælde 2 var det under halvdelen af dette antal. Afstanden betyder noget. Men konsekvenserne for de berørte mennesker er den samme, uanset hvor den person, der bliver bedt om hjælpe, befinder sig.

Joshua D. Greenes forskning tyder på at den forskel i hvordan vi reagerer, er noget der falder de fleste mennesker meget naturligt. Men det betyder ikke at det er en holdning, der er gavnlig. Den kan især ikke begrundes i at den gør summen af menneskelig lidelse uforandret; den øger den faktisk.

Jeg kommer til at tænke på en holdning, som jeg egentlig aldrig har brudt mig om, nemlig utilitarisme. Det er den holdning, at vi skal stræbe efter størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Det lyder egentlig som et positivt mål, men utilitarismen kan let bruges til at definere nogle overfladiske mål. For hvad er lykke? Hvis vi tror at lykken er bestemte materielle goder, kan vi ende med at stræbe efter at så mange som muligt kan få en ny sofa. Og vi kan ende med at blive tilfredse med et “totredjedelssamfund”, hvor to tredjedele af befolkningen har mange materielle goder og den sidste kun få. Og vi kan ende med at skære i ulandsbistanden, fordi det skaber størst mulig lykke for flest mulige mennesker – nemlig for dem, der er tættest på “os” (og af en eller anden grund er det altid “os”, der er tættest på “os”).

Men vi kunne også forestille os en anden slags utilitarisme, nemlig at vi skal stræbe efter at minimere summen af menneskelig lidelse. Jeg kan ikke hjælpe alle, og det kan intet menneske og ingen organisation. Men alle kan hver især arbejde for at minimere summen af lidelse og vi kan vurdere, om det vi gør og det vi foreslår, faktisk er med til at minimere denne sum. Det kunne man have spurgt de personer og politikere, jeg nævner i starten af mit indlæg, om de er med til. Vi kunne også spørge os selv om det samme.

(Visited 81 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar