Hvad kan der stå på en ballon?

varmluft

Magisterbladet tager i sit nye nummer fat på et emne, der altid har undret mig, nemlig den stadig stigende reklameindsats fra danske universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner. Alle de reklamer, vi efterhånden ser på busser, i tv og biografer og på husmure, er endnu en af konsekvenserne af at de danske videregående uddannelser er blevet til pseudo-selvejende institutioner der inden for finanslovens rammer skal konkurrere mod hinanden. Det er svært at sammenligne udgifterne for de danske universiteter, da de definerer markedsføring forskelligt, men ud fra de beløb som Magisterbladet nævner, ser det unægtelig ud som om Aalborg Universitet er det af de danske universiteter, der har det suverænt største budget til markedsføring – for alle er der tale om et budget i millionklassen. Den institution, der har det næststørste budget, er forresten Syddansk Universitet, der ligesom Aalborg Universitet har etableret sig med en udpost i Esbjerg og med en anden udpost på Sjælland.

Efter 22 år som universitetslærer har jeg endnu til gode at møde en studerende, der begyndte at studere på Aalborg Universitet efter at have set en reklame. Og hvis det endelig skete en dag, ville jeg være bekymret – var den store ballon på billedet eller den lille æske med lakridspastiller virkelig den udløsende faktor der gjorde at nogen ville give sig i kast med en naturvidenskabelig uddannelse (eller hvad det nu er)? Jeg ville håbe at det var fagligheden, der først og fremmest motiverede nogen til at studere hos os, for det er i sidste ende den faglige interesse, der kan bære studerende igennem.

Jeg ville derfor hellere gå i den modsatte retning – stod det til mig, skulle statslige institutioner simpelthen ikke have lov til at reklamere ud fra en konkurrencesynsvinkel. Derimod kunne jeg sagtens forestille mig at der var centralt planlagte fremstød, hvor institutionerne gik sammen om at markedsføre sig inden for bestemte områder, så vi kunne få flere studerende til fag, der slås med særlige udfordringer – f.eks. datalogiuddannelserne, hvor det bl.a. er tilfældet at kønsfordelingen er urimeligt skæv. Forhåbentlig kunne det så også være en kampagneform, hvor fagligheden var i fokus.