At opleve andres ubehag

aranda
La sala del hospital en la visita del médico en jefe. Luis Jiménez Aranda, 1889.

Hvordan er det at leve i et land hvor der er krig? Hvordan er det at miste sin familie? Hvordan er det at vokse op i et fattigt land? Hvordan er det at opleve et folkedrab? Hvordan er det at blive holdt som gidsel? Jeg har egentlig ikke lyst til at vide alt dette, men det er en forudsætning for empati at man kan sætte sig ind også i andre menneskers situation. Når vi ikke kan forstå dybden af andre menneskers problemer ender vi med at blive kynikere.

Fiktion kan hjælpe os med at forstå. Vi kan forstå tal og anden dokumentation, men der er også noget, data ikke kan. Jeg tror først jeg forstod hvad trafficking er og hvad den gør ved det enkelte offer, da jeg så Lukas Moodysons film Lilja 4 Ever. Og da jeg så Steven Spielbergs Schindlers Liste var det vel (sammen med Claude Lanzmanns dokumentarfilm Shoah ) for alvor blevet det tidspunkt i mit liv, hvor jeg indså hvor ufattelig en forbrydelse Holocaust på alle måder var mod det enkelte offer.

Teater kan også hjælpe os til at forstå. I Amnesty International har vi ofte forsøgt på at få andre til at kunne leve sig ind i hvordan det er at blive udsat for grove menneskerettighedskrænkelser, og her har vi samarbejdet med lokale teaterfolk. Publikum er blevet inde i krybekældre, blevet for høj musik osv. bare for at de kan få en lille fornemmelse af hvad fanger på amerikanske militærbaser som Guantánamo eller Bagram er blevet udsat for i “krigen mod terror”.

Performance-kunstnere som Stelarc og Marina Abramovic (som jeg tidligere har skrevet om her) befinder sig på grænsen mellem dramatik og billedkunst/skulptur, og de har i deres forestillinger gjort meget for at fokusere netop på ubehaget.

Men samtidig skal der også være den modsatte effekt af indlevelsen, nemlig det at kunne bryde illusionen, så man ikke som tilskuer bliver opslugt af den, men kan reflektere over det, man oplever. Dette er hvad Bertolt Brecht kaldte Verfremdung. I en film som Lilja 4 Ever sker dette i scenerne, hvor Lilja taler med sin afdøde ven Volodja, der er blevet til en engel. Og i Schindlers Liste brydes illusionen af farvevalget – hele filmen er i sort/hvid, men nogle ganske enkelte steder dukker en enkelt farve kortvarigt op midt i det hele.

Software kan også være med, og forskningen i interaktionsdesign har også noget at byde på. Communications of the ACM har en fascinerende artikel af hele 6 forskere inden for interaktionsdesign i Storbritannien (Steve Benford, Chris Greenhalgh, Gabriella Giannachi, Brendan Walker, Joe Marshall, og Tom Rodden) om hvordan man kan lave oplevelsessoftware, der bevidst giver brugeren en ubehagelig oplevelse.

Hvis interaktionsdesign handler om det, man ofte kalder “brugervenlighed”, kan man vende dette krav på hovedet i et mål om at skabe “brugerfjendtlighed”. Forfatterne skriver:

HCI guidelines have long maintained that the locus of control should remain with the user;20 that is, it is generally good when people control the interface rather than the interface controls them. Experience designers can therefore generate discomfort by distorting this relationship…

Det kan bruges som et mål i underholdningsøjemed, men det kan også bruges til at skabe en anden form for indlevelse. Den store udfordring er altid at kunne føre brugeren/publikum uskadt tilbage til virkeligheden – og det husker jeg bestemt også det har været, de gange vi i Amnesty International har forsøgt os. Artiklen i Communications of the ACM trækker tråde tilbage til det, man allerede i det klassiske europæiske vidste om dramaturgi – nemlig en bygge en fortælling op i en fem-akters struktur med “…en knude, hvor konflikten fremlægges, en krise, hvor den spidses til, et omslag og en opløsning af konflikten.” (her citeret efter Den Store Danske.)

Det, jeg nu tænker over, er hvordan vi mon kan bruge al denne indsigt til at udvikle oplevelsessoftware, der kan bruges til fremme vores indsigt i andre menneskers situation og anspore os til at handle mere empatisk.

(Visited 39 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar