Vi savner dig ikke

gravsten

Det eneste tidspunkt, hvor man kan være helt sikker på at få positiv omtale er formodentlig det tidspunkt, hvor man ikke kan få den at se selv – nemlig i en nekrolog. Nekrologer er stort set altid positive.

Retfærdigvis skal det siges at jeg ikke kan huske at have læst nogen positive nekrologer om Osama bin Laden, Augusto Pinochet eller Saddam Hussein. Men hvis man i modsætning til disse tre herrer ikke har begået grove forbrydelser, skulle der være en pæn chance for at få en positiv omtale efter sin død. Men hvorfor skal det egentlig være sådan?

I USA bragte en avis en noget anderledes nekrolog tidligere i år over en kvinde, der døde i en alder af 78. Den blev skyndsomst slettet. Nekrologen starter med linjerne

Marianne Theresa Johnson-Reddick born Jan 4, 1935 and died alone on Aug. 30, 2013. She is survived by her 6 of 8 children whom she spent her lifetime torturing in every way possible. While she neglected and abused her small children, she refused to allow anyone else to care or show compassion towards them.

og resten af omtalen er bestemt ikke mere positiv. Det er tydeligt at den afdøde hverken er elsket eller savnet.

En anden person, der begik forbrydelser mod menneskeheden var Rudolf Höss. Han var kommandant i Auschwitz og var ansvarlig for omkring 1 millioner menneskers død. Hans datter Brigitte lever stadig og bor i USA i delstaten Virginia; kun få i USA har vidst hvem hendes far var. Den amerikanske forfatter Thomas Harding har skrevet et fascinerende portræt af hende. Hardings tyskfødte jødiske grandonkel var soldat i britisk tjeneste og arresterede Höss ved krigens afslutning.

Hvad synes Rudolf Höss’ datter så om sin far? Til Harding siger hun

“He was the nicest man in the world,”…

Næppe mange andre ville skrive under på den vurdering. Hvorfor i alverden gør hun det så? Jeg tror selv at det er en slags loyalitet over for den døde fader, hun udviser. Heldigvis er det ikke alle, der er fanget i denne uheldige følelse.

Brigitte’s nephew, Rainer Höss, son of Hans Jürgen, is the one family member who has asked questions about the past. In 2009 I traveled with him to Auschwitz. At one point he turned to me and said matter-of-factly, “If I knew where my grandfather was buried, I would piss on his grave.”

Den britiske journalist Mona Chalabi skriver om nekrologerne i The Guardian og hun stiller det oplagte spørgsmål, nemlig hvorfor nekrologer egentlig skal være så positive. Når vi bliver vurderet i levende live, er vurderingerne af os som regel meget mere nuancerede. Det er som om man ikke bør nære negative følelser over for en afdød; vi er fanget i en slags loyalitet som ellers ikke er der. Eller også forsøger vi at beskytte os selv – når vi står over for dødsfaldet, bliver vi mindet om at vi også selv skal dø. Og hvem af os har lyst til at få en negativ omtale, når vi selv ikke er her længere? Den positive nekrolog bliver til en slags forsikring.

Men det er ikke sikkert, at den negative nekrolog fortjener at eksistere. Det er trods alt heldigvis et mindretal af de afdøde, der primært fortjener negativ omtale. Den amerikanske forfatter Katie Roiphe skriver at

I don’t mean to suggest that this should be an absolute rule, or that writers should be dishonest about public figures whose legacies they consider unremittingly disastrous. The case for the negative obituary is strongest, it seems to me, when everything that’s being written about the deceased is missing some essential point about his or her life and legacy, or when the coverage of a controversial figure is embarrassingly rose-tinted.

Men så er nekrologen vel ikke negativ, men snarere afbalanceret. Og måske kunne det være målet.