Kampen om anerkendelse

db_bo_bojesen_05265

Hvad er vigtigst for en universitetslærer – undervisning eller forskning? Jeg holder af at undervise, og jeg er meget stolt af at være blevet udnævnt til at være årets underviser i 2013 – men jeg vil også gerne forske. Jeg holder også af at opdage nye sammenhænge og at beskrive dem. For mig er undervisning og forskning to sider af samme mønt.

Der findes forskere, der har haft stor succes med at skaffe eksterne bevillinger hjem til egne aktiviteter, har æresdoktorater, har modtaget ordner, har modtaget forskningspriser ved internationale konferencer og som følge deraf har fået hædersbevisninger for at skaffe deres institut omtale, gennem en årrække har haft mulighed for at særrekruttere studerende til særlige eliteprogrammer og for at placere dem i særlige PhD-forløb, er hædret som særligt hyppigt citerede forskere, sidder i forskningsråd og er frikøbt for undervisningsforpligtelser (og derfor konsekvent kan vælge de opgaver, de helst vil have) – og alligevel trods summen af al denne prestige (for én og samme person kan faktisk opnå alt dette) savner mere anerkendelse og større synlighed og flere muligheder. Egentlig er det vel lidt paradoksalt.

Nogle af disse forskere taler for at institutterne skal indføre målemekanismer, så det kan blive muligt at hædre dem, der opnår forskningsbevillinger og publicerer meget (og samtidig gøre det modsatte for dem, der ikke har samme succes). Det er helt klart et ønske, som man deler fra myndighedernes side.

Selvfølgelig er jeg da misundelig, for min egen situation er en noget anden. Jeg er med i to europæiske forskningsprojekter, men jeg har ikke selv en forskningsbevilling. Mine muligheder for “spræl” er begrænsede, og jeg har altid haft fuld undervisningsbelastning (ofte mere end det). Min undervisning bliver som regel positivt omtalt. Jeg publicerer vel det jeg skal, men jeg ville gerne have PhD-studerende og også af og til få min forskning omtalt også der hvor jeg selv er ansat. Mange ser mig primært som “ham der underviser”. På den måde er jeg ikke anderledes end dem, der har ridderkors og æresdoktorater. Formodentlig er det det samme, vi brænder for, nemlig for at udvikle vores fag.

Alt andet lige synes jeg at der er en asymmetri, der gør mig skeptisk over for de ønsker om yderligere måling af akademiske præstationer, der kommer fra mange sider. Man kan måle publikationer og eksterne forskningsbevillinger, og dette mål er et mål for kvalitet: jo flere publikationer og jo flere forskningsbevillinger, jo bedre en forsker er man. Man kan også måle undervisningsaktivitet, men antallet af timer man underviser er aldrig et mål for undervisningens kvalitet. Publikationer og forskningsbevillinger udløser midler helt direkte – deres værdi kan måles i kroner. Undervisning udløser også midler, nemlig “taksametertilskud” for hvert studenterårsværk. Men vi kan ikke nemt se, hvor mange studenterårsværk den enkelte underviser skaber. Man kunne sikkert finde på en snedig algoritme, men jeg er bestemt ikke sikker på at den vil føre til noget godt. Et andet problem er at registrering af egen aktivitet bliver en afledt aktivitet, og det er en aktivitet helt uden nogen akademisk prestige. Jeg ved at nogle af de personer, der gerne så at deres publikationsrate blev genstand for egen anerkendelse, allerede nu føler det besværligt at bruge tid på at indberette egne publikationer.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar