En verden udenfor

20130919-222409.jpg

I dag havde vi – både jeg selv og min familie og Amnesty International – besøg af Nakiganda Hasifah, der er flygtning fra Uganda. Som åben lesbisk i et afrikansk land har hun i sit 24-årige liv gennemlevet mere smerte end man skulle tro et menneske kan bære med hjemløshed, fængsling, tortur, voldtægt og landflygtighed. I Danmark kan vi i dag tage positiv stilling til homoseksuelles ret til adoption og ægteskab, men i Uganda er homoseksualitet af toneangivende politikere og ikke mindst præster blevet udråbt til en sygdom og en forbrydelse. Man har inden for de de seneste år været uhyggeligt tæt på at vedtage en lov om dødsstraf for at være homoseksuel. Det ekstra ironiske er at anti-homolovene har deres oprindelse i den britiske kolonitid; de oprindelige østafrikanske stammesamfund var ikke på samme måde homofobiske.

Men det var en stærk, smilende og positiv ung kvinde vi mødte, og hendes beretning fra et land hvor krænkelser af menneskerettighederne i høj grad hører til dagens uorden var på en gang meget afrikansk i sin form og helt universel i sit indhold. I høj grad stof til eftertanke. Billedet ovenfor viser Nakiganda til et af de pride-optog, hun har været til i sin tid i Danmark.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar