En net oplevelse

Mangosorbet

Og så nåede jeg til Madrid og til BEAT2-workshoppen. Det tog tæt på en time at nå fra hotellet på Calle de Sevilla ud til stedet, hvor workshop og møde finder sted, nemlig på Universad de Complutense.

Den uundgåelige sammenligning er vel med Argentina, hvor jeg var for en lille måneds tid siden. Spanien er også et land i økonomisk krise, selv om indtrykket er mindre nedslidt end i Argentina. I metroen så jeg også tiggere, og en midaldrende dame med den hæsligste øjenskade, jeg nogen sinde har set, er et syn der næppe vil gå væk foreløbig.

Jeg ankom i sidste øjeblik til workshoppen og her skulle jeg senere præsentere selvsamme artikel som jeg før havde præsenteret en måned tidligere, men denne gang gik jeg af uvisse grunde over tidsgrænsen. Den slags er altid ærgerligt.

Netadgangen på universitetet her er præcis lige så ustabil som i Buenos Aires, og på mit hotel måtte jeg give fortabt da jeg prøvede at betale mig til netadgang. Jeg kunne godt komme igennem til at købe netadgang, men ikke til at betale for den. Til sidst endte jeg med at spørge portieren, og han så min MacBook, der lå på skranken.

– Så kan du ikke; der er en eller anden teknisk ting, som de computere ikke kan.

Denne universelle opgivende undskyldning kunne han godt ane at jeg ikke var tilfreds med.

– Men prøv inde i isbaren ved siden af. Der har de wi-fi.

Så her sidder jeg med en mangosorbet.