Ørkenfortet

2013-09-24 09.46.40

Det datalogiske institut ved Universidad Complutense får mig til at tænke på mit eget Institut for datalogi i Aalborg: En stor bygning af røde mursten placeret lidt for sig selv på en mark, tre kvarter fra centrum. Inde i dette ørkenfort er der noget mørkere end der er på Selma Lagerløfs Vej, og de kunne vist også godt trænge til at indkøbe en plæneklipper (på billedet ser man hvorfor).

Dagens workshop har budt på en række foredrag af vekslende omfang og ambitioner. Nogle præsenterede igangværende arbejde, andre fuldt formede artikler. Og så var der et interessant indbudt foredrag med Achim Brucker, der er seniorforsker ved SAP, der faktisk er det tredjestørste softwarefirma i verden. Jeg har været til en del sådanne foredrag med folk fra den private biks i årenes løb, og lidt for mange af dem har handlet om at vi akademikere først og fremmest skulle lære at tilpasse os “den virkelige verden”. Dette var (heldigvis) en helt anden vinkel på forholdet mellem datalogi og softwareudvikling; Achim Brucker pointerede at alt for mange programmører, der udvikler software i virksomheder, ikke har en god forståelse (faktisk er der som regel tale om en regulær misforståelse) af et så centralt begreb som typer og har en masse berøringsangst over for begreber som typeinferens og statisk analyse, som vi forskere er helt trygge ved. Achim Brucker kunne fortælle masser af gyserhistorier om gyselige programmeringssprog som Javascript, der stik mod intentionen bliver brugt til at programmere alt alt for store applikationer.

I dag var jeg ordstyrer til nogle foredrag, og det lykkedes det faktisk at holde tiden – fortjenesten var ikke så meget min som den tilfaldt nogle foredrag, der var kortere end den afsatte tid.

(Visited 42 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar