Endnu en aften i Madrid

2013-09-25 19.54.51

Mine sidste to dage i Madrid går med møde i forskernetværket BETTY. I dag stod den på møde hele dagen fra kl. 9.45, men jeg skulle af sted lidt over en time inden for at være fremme i tide. Der var kommet en del flere deltagere til, herunder to andre danskere: Thomas Hildebrandt fra IT-Universitetet og Jakob Rehof, der er professor på Universitetet i Dortmund.

En af dagens store beslutninger var hvor BETTYs første sommerskole skulle finde sted, og der var fem gode forslag, alle fra lande i Sydeuropa: Kroatien, Serbien, Spanien, Portugal og Malta. Kroatien har kun én deltager med i BETTY, nemlig Tihana Galinac Grbac, men hun fik overbevist os om at hendes forslag var det rigtige. Der var meget klart flertal for at holde næste års sommerskole i nærheden af Rijeka, og det var ikke overraskende: priserne på overnatning og forplejning er fordelagtige, beliggenheden er god og i modsætning til Beograd, Madrid og Lissabon er der ikke tale om en stor by, der distraherer med alle sine tilbud. Når man er til konference, er det godt at have afveksling om aftenen, men PhD-studerende (der er det typiske publikum til en sommerskole) har brug for at have fred og ro til fordybelse i behagelige omgivelser. Ofte er det de mennesker, man møder i sit PhD-forløb, man ender med at møde igen og igen. Sådan har det også i et vist omfang været for mig.

Jeg har ikke rigtig fået set mig om i Madrid, men her til aften var der reception nede ved Plaza Mayor, så jeg fik omsider genset både denne berømte plads og den lige så kendte Puerta del Sol. Bagefter endte mange af os på en spansk bar, hvor der var det sædvanlige uspændende spanske pilsnerøl og sangria til lave priser. Det blev også her meget tydeligt at Sydeuropa er talstærkt repræsenteret i BETTY; stemningen er en anden (og, synes jeg, mere behagelig) end hvad man ofte finder i nordeuropæisk dominerede sammenhænge. Og så er kønsfordelingen også langt mindre skæv end i den ufrivillige mandeklub, jeg oplever hjemme i Aalborg. Også dét giver en anden og (synes jeg) bedre stemning.

(Visited 34 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar