Hvornår er man stor?

voksen
Et billede fra Stian Holes billedbog “Garmanns hemmelighed”.

Når man forlader sin mor – sådan sang Gasolin’ i al fald i “Bingo”. Det at blive voksen kommer ikke på én gang. Mange af os har sikkert oplevet en situation i stil med denne:

Jeg venter på at betale i en butik. Ind kommer en mor med sit barn, og barnet prøver at mase sig foran mig..

– Hov, ikke mase sig foran! manden skal betale for sine varer først, siger moderen til barnet.

Hvilken mand? tænker jeg. Og da går det op for mig: Manden, det er jo mig.

Her er endnu et af de tidspunkter, hvor man opdager at man er blevet voksen.

I dag kan jeg læse at britiske psykologer har ændret aldersgrænsen for “adolescence” – puberteten strækker sig nu op til man er 25. Begrundelsen er at man stadig udvikler sig efter at man er blevet 18:

“The idea that suddenly at 18 you’re an adult just doesn’t quite ring true,” says child psychologist Laverne Antrobus, who works at London’s Tavistock Clinic.

“My experience of young people is that they still need quite a considerable amount of support and help beyond that age.”

Child psychologists are being given a new directive which is that the age range they work with is increasing from 0-18 to 0-25.

“We are becoming much more aware and appreciating development beyond [the age of 18] and I think it’s a really good initiative,” says Antrobus, who believes we often rush through childhood, wanting our youngsters to achieve key milestones very quickly.

Ikke alle er lige begejstrede for denne ændring. Der er mange, der er bekymrede over at flere mennesker også et stykke henne i livet udviser adfærd, vi tidligere forbandt med børn og unge. Frank Furedi, der er en ikke helt ukendt professor i sociologi ved University of Kent, har dette at sige om den nye holdning hos psykologer:

“Often it’s claimed it’s for economic reasons, but actually it’s not really for that,” says Furedi. “There is a loss of the aspiration for independence and striking out on your own. When I went to university it would have been a social death to have been seen with your parents, whereas now it’s the norm.

“So you have this kind of cultural shift which basically means that adolescence extends into your late twenties and that can hamper you in all kinds of ways, and I think what psychology does is it inadvertently reinforces that kind of passivity and powerlessness and immaturity and normalises that.”

“There’s an increasing number of adults who are watching children’s movies in the cinema,” says Furedi. “If you look at children’s TV channels in America, 25% of the viewers are adults rather than children.”

Men det at blive voksen på én gang er vel også en illusion. Min egen uvidenskabelige fornemmelse er at der ofte er nogle dele af vores psyke der er helt udviklet tidligt og andre, der aldrig udvikles helt. Fornemmelsen af at være “voksen” kommer snigende med alt det, man kan klare selv – lige fra at læse en bog selv til at kunne rejse til et fjernt land for egne penge. Den britiske forfatter Tim Lott skrev tidligere i år dette i The Guardian:

To have children is to realise that the child inside you is never going to go away, to understand that the raw vulnerability that children experience is only ever managed or buried, not eliminated. The quality of being grown-up is something that doesn’t necessarily come with age – although it seems to be born within some people.

Måske er det den sværeste erkendelse at gøre: På nogle områder kan vi være voksne, på andre kan vi stadig være børn – i bedste fald barnlige, i værste fald barnagtige.

Når man er voksen, skal man selv tage et ansvar. Men der er også noget særligt ved at være barn. Forældre passer på deres børn. Forældre stoler på deres børn, børn stoler på deres forældre. Børn har lov til at være sårbare. I en dysfunktionel familie er der mindst ét af disse, der ikke er tilfældet. Og når man som voksen mister sine forældre (og hvis man ellers har haft en god barndom), er disse relationer kun et minde.

Mon ikke det også er det, som er med til at forlænge barndommen? Her tænker jeg på længslen efter de gode relationer fra barndommen, om kærlighed og tillid. Jeg tænker på længslen efter at kunne være nysgerrig. Længslen efter at få lov til at være sårbar. I film og historier for børn er der tillid og kærlighed og nysgerrighed. Den slags mangler ofte i voksenlivet.

(Visited 78 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar