Portræt af en nulforsker

nielsbohr

Helge Kragh, der er professor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet, har en spændende artikel i Magisterbladet om arven efter Niels Bohr og om den drøm om “en ny Niels Bohr” som med mellemrum dukker op herhjemme. Det interessante i artiklen er i høj grad Kraghs beskrivelse af forskningsmiljøet dengang og kontrasten med de nuværende tilstande.

Selvfølgelig skal man bidrage med ny viden, når man er ansat som forsker. Men det er som om publikationen er blevet vigtigere end resultatet der står i den. Meget ofte tales der om at vi skal undgå nulforskere – og ofte er det personer uden indsigt i forskningsverdenen, der opstiller idealer for hvordan en forsker skal agere. Men problemet er meget lille i vore dage; der er f.eks. ingen nulforskere på mit institut.

Den geniale engelske kvantefysiker Paul Dirac hævdede i 1972, at fysikken havde udviklet sig til et “rotteræs”, om end blandt intelligente rotter. En anden fremragende naturforsker, geokemikeren Clair Patterson, advarede tilsvarende om den publikationsmani, der for ham at se stod i modsætning til videnskabelig kvalitet. “Den videnskabeligt arbejdende hjerne”, sagde han, “kan ikke producere og publicere egentligt værdifuldt arbejde mere end en gang om året”. Bohr var efter sin egen tids standarder en ganske produktiv forsker, men ikke efter moderne standarder, Der var år, hvor han som ung mand slet intet publicerede, hvilket næppe ville blive accepteret i dag. Han tillod sig den luksus at tænke.

Niels Bohrs æra er intet ideal som sådan; han begyndte sin karriere som professor på Københavns Universitet under kummerlige forhold. Men forskningsmidler kunne han få.

Når der oven i publikations- og karrierepres lægges det store og vedvarende arbejde med at søge midler til forskning og generelt den omfattende registrering og bureaukratisering af forskningsverdenen, har vi måske noget af forklaringen på, at vi ikke har frembragt en banebrydende forsker af Niels Bohrs kaliber. Da han som ung mand søgte Carlsbergfondet om midler til et forskningsophold i England, skete det i form af et brev på nogle få linjer. Han fik pengene.

Ved det møde, jeg i sidste uge deltog i i Madrid, diskuterede vi mulighederne for at søge om forskningsmidler inden for EUs nye Horizon-program. Vores forskernetværk kan kun dække rejser og overnatning, ikke f.eks. PhD-stipendier, postdoc-lønmidler, udstyr eller andre sædvanlige forskningsudgifter. Men selv om der sad ganske mange personer med banebrydende resultater og flere årtiers erfaring i bagagen, heriblandt adskillige professorer ved store gamle europæiske universiteter og en tidligere leder af et stort tysk forskningsinstitut, var holdningen nærmest opgivende. Forhindringerne virkede næsten uoverstigelige set i lyset af den lave succesrate på knap 20 procent, der typisk er.