Den hele akademiker

gab

I Communications of the ACM er der en artikel om mulighederne for at ansætte personale på universiteterne, der udelukkende underviser. Nogle gange hører man også røster herhjemme, der slår til lyd for noget lignende. Rationalet bag er at man skal lade de dygtige undervisere koncentrere sig om at undervise, for det skaber kvalitet i undervisningen. Og så kan alle de dygtige forskere koncentrere sig om at forske.

Den slags lyder umiddelbart progressivt i sin fokus på kvalitet i undervisningen, men holdningen gør mig faktisk urolig. Der er nemlig ikke en symmetri i holdningen til undervisning og til forskning.

Jeg kan sagtens komme i tanke om forskere, der ville glæde sig over at blive frikøbt fra undervisning.  Det ville nemlig give dem endnu bedre mulighed for at bygge endnu større forskningsimperier. Det er en belønning at have megen forskningstid og mange forskningsmidler, for i forskningstiden har man – i hvert fald traditionelt; universitetsloven muliggør diverse bindinger – mulighed for at beskæftige sig med hvad der interesserer én. Og forskningsmidlerne gør det muligt at ansætte andre der kan hjælpe én. Faktisk gør de store forskningsbevillinger det i dag muligt i stort omfang at leve uden for universitetslovens krav; en forsker med store bevillinger kan uhindret håndplukke sine undersåtter – postdocs, PhD-studerende og specialestuderende. Samtidig har disse forskere også ofte særdeles markante holdninger til indholdet af uddannelserne – ofte er det at uddannelserne i højere grad skal sikre at de dygtige studerende ender med at specialisere sig i det, forskerne med store eksterne bevillinger synes bedst om. Jeg kan også sagtens komme i tanke om sådanne indflydelsesrige forskere, der fortæller deres PhD-studerende at de gerne må tage let på deres undervisningsopgaver og dermed er med til at skabe en negativ holdning til undervisning i deres gruppe.

Det er derimod ikke en belønning at undervise meget. Det udløser allerhøjst indirekte midler til institutionen som helhed via taxameteret, ikke midler til den travle underviser. Det er selvfølgelig en hæder at blive kåret som årets underviser, men dels kan der pr. definition kun være ganske få af disse pr. år, dels er det annuum på 25.000 kroner som titlen som årets underviser udløser (faktisk kan jeg ikke få dette annuum i år pga. AAUs dårlige økonomi) for intet at regne mod en forskningsbevilling, der typisk er på et seks- eller syvcifret kronebeløb.

Hvis vi får en adskillelse mellem undervisningsansatte og forskningsansatte, vil vi reelt blot cementere en skelnen mellem en klasse af universitetsansatte med stor magt, stor frihed og mange resurser og en anden klasse (undskyld ordspillet) af universitetsansatte med mange bundne opgaver og stærkt begrænset frihed. Mange universiteter har igennem en årrække brugt og misbrugt løstansatte undervisere til at trække et stort læs. Omvendt en del akademikere efter et fuldført PhD-forløb brugt tid som daglejere i forskningsprojekter. Det har skabt to proletariater – nogle besiddelsesløse, der ikke besidder tid til faglig udvikling, og nogle andre besiddelsesløse, der ikke besidder tid til pædagogisk udvikling. En større afkobling mellem forskning og undervisning vil meget nemt blot risikere at gøre forholdene værre for disse to proletariater, og den vil bestemt ikke gøre de forskere, der er ligeglade med undervisning, bare de kan hive midler hjem, mere positivt stemte over for undervisning.

Svaret er for mig at se at vi skal blive bedre til at se den typiske universitetsansatte som en “hel akademiker”, der både skal kunne undervise og forske. Er der egentlig en sammenhæng mellem forskningsbaseret undervisning og god undervisning? Mit svar er ja, til en vis grad.

Mange ender med at tænke på undervisning som værende lig kursusundervisning. Men på Aalborg Universitet (og Roskilde Universitet) udgør projektarbejdet en stor del af uddannelsernes indhold; projektvejledning er lige så meget undervisning som det er at holde en forelæsning. Problemorienteret projektarbejde berører kernekompetencerne i forskning, nemlig at stille de rigtige spørgsmål og med baggrund i en teoretisk indsigt at søge at besvare spørgsmålene. I virkeligheden er projektarbejde derfor et usædvanligt godt argument for nødvendigheden af forskningsbaseret undervisning.

Samtidig er det nødvendigt at huske at det helt store styringsredskab i universitetsverdenen er måling af forskningsindsats. Utallige er de mekanismer, der skal forhindre nulforskning og skal måle om man publicerer sine forskningsresultater i det rigtige forum (det bibliometriske forskningsindeks alias BFI). Derimod er der ingen systematisk kvalitetssikring af undervisning, og hvor det er nemt at tælle publikationer og forskningsmidler, er det stadig særdeles uklart hvordan kvalitet i leveret undervisning vægtes i en bedømmelsesproces.

Hvis man skal ændre på vilkårene for universitetslærere vil det bedste derfor være at tage undervisning alvorligt for alle og at finde ud af hvordan man bedst gør det på universitetsniveau.  Og man skal gøre kravene til universitetslærere realistiske; det er de ikke nu. Jeg kan ikke på ethvert tidspunkt af min karriere levere en masse strålende forskning og en masse strålende undervisning og en masse strålende formidling. Den “hele akademiker” skal kunne koncentrere sig om disse vigtige opgaver på skift og få lov til at have resurserne til at lade fokus flytte sig rundt i dette spektrum.

(Visited 54 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar