Genudsendelse med kuffert

2013-09-22 13.10.02

I dag går turen igen sydpå i arbejdssammenhæng. På en måde er det en slags genudsendelse af min tur til Buenos Aires: jeg skal til en workshop og præsentere mit arbejde (jeg skal endda holde stort set det samme foredrag som sidst), mange af deltagerne er de samme og jeg skal besøge en hovedstad, hvor sproget er spansk.

Denne gang går rejsen til Madrid, hvor jeg først skal deltage i workshoppen BEAT (Behaviours and Types) og derefter i mødet i forskernetværket BETTY. Det bliver godt at se kolleger igen og at få endnu en mulighed for at tale med andre om mine forskningsinteresser. Sidst jeg var til BEAT-workshop var det januar, og jeg sneede inde i München og gik glip af halvdelen af den workshop, jeg selv havde været formand for programkomiteen for. Denne gang er der ingen risiko for sne, og specielt ikke i Madrid hvor temperaturen er omkring 30 grader – altså også en slags genudsendelse af sommeren.

Men jeg vil gerne undgå at min bagage ikke når frem i tiden, så denne gang satser jeg og tager min lille sorte håndbagagekuffert med. Den er en kuffert af den slags, som utallige passagerer for tre uger siden brugte til at forsinke flyafgangen fra Buenos Aires med, så min bagage strandede i Frankfurt. Det kunne næsten ligne en form for gengældelse, men det er det selvfølgelig ikke.

Ulige Numre

uligenumre

I aften vil jeg høre Ulige Numre, når de giver koncert i Aalborg. Deres debutalbum Nu Til Dags er et af årets højdepunkter inden for dansk pop/rock/hvad det nu hedder, spørger man mig.

John Murry: The Graceless Age

Årets helt store positive overraskelse for mig er albummet The Graceless Age, der kom tidligere i år og skyldes amerikanske John Murry. Han er født samme år (dvs. i 1979) som en vis Peter Doherty og ligesom han har han været ude i heroinmisbrug og konflikter med familien. Men her hører lighederne op. John Murry har med The Graceless Age lavet en samling reflekterede og velskrevne sange om sin nedtur, og han har fået den succes han fortjener. “California” ovenfor er rigtig vellykket, men den lange “Little Coloured Balloons” er vel albummets højdepunkt – en rå og gribende beretning om dengang John Murry var dybest nede og længst ude og var på nippet til at dø af en overdosis. Det er en “gadefortælling” med klaver i stil med f.eks. Springsteens “Jungleland”, men alligevel helt anderledes i sit perspektiv.

John Murry er som man kan regne ud ikke nogen munter herre, men han har tænkt over tingene og tænker stadig videre. Se bare dette citat fra et interview med ham i Uncut:

Chuck Prophet , who plays on the Graceless Age, says you made the album ‘in spite of yourself’. What do you think he meant by that? Oh, I know what he meant. I owe him a great deal. Chuck took me into detox the first time. I get in my own way and often wonder why. Heroin didn’t help, of course. Chuck and I are friends and would be whether either of us played an instrument or not. We talk more about Herzog and Malick and David Milch and Hunter Thompson and records everybody seems to dislike for no good reason and eat lunch and pretend we have money and go shopping for random crap more than we do anything else. Chuck has made records in spite of himself, too. Still does. Don’t we all, though, do anything we do that’s worth anything at all in spite of ourselves, always? It seems to me that in order to create anything of value, you have to bleed a bit. You’ve got to give of yourself. Not in some hippy way, but in a truly visceral way. You have to live and feel and hurt and love and hate and stop and start and give of the blood you’re given. Happiness, as a constant, is fraudulent. It’s delusional. Show me a happy person and I’ll show you an imbecile. Insanity, in theory, is the only sane response to this modern life I can see. Graham Greene said that “Reality is not something to be faced”. In a truly awful sense, he was lucky. He got to die before this century came clanging in like some ice cream truck from hell.
Hvis man skal sammenligne John Murry med nogen, er det vel Mark Eitzel fra American Music Club eller den tidlige Tom Waits. Men han har ikke så ondt af sig selv som Eitzel ofte har haft, og hans sange rummer ikke den nogle gange lidt vel romantiske beskrivelse af det forhutlede mandeliv, som Tom Waits engang stod for.
En klar anbefaling herfra – og så er det endda John Murrys debutalbum.

En verden udenfor

20130919-222409.jpg

I dag havde vi – både jeg selv og min familie og Amnesty International – besøg af Nakiganda Hasifah, der er flygtning fra Uganda. Som åben lesbisk i et afrikansk land har hun i sit 24-årige liv gennemlevet mere smerte end man skulle tro et menneske kan bære med hjemløshed, fængsling, tortur, voldtægt og landflygtighed. I Danmark kan vi i dag tage positiv stilling til homoseksuelles ret til adoption og ægteskab, men i Uganda er homoseksualitet af toneangivende politikere og ikke mindst præster blevet udråbt til en sygdom og en forbrydelse. Man har inden for de de seneste år været uhyggeligt tæt på at vedtage en lov om dødsstraf for at være homoseksuel. Det ekstra ironiske er at anti-homolovene har deres oprindelse i den britiske kolonitid; de oprindelige østafrikanske stammesamfund var ikke på samme måde homofobiske.

Men det var en stærk, smilende og positiv ung kvinde vi mødte, og hendes beretning fra et land hvor krænkelser af menneskerettighederne i høj grad hører til dagens uorden var på en gang meget afrikansk i sin form og helt universel i sit indhold. I høj grad stof til eftertanke. Billedet ovenfor viser Nakiganda til et af de pride-optog, hun har været til i sin tid i Danmark.

Kampen om anerkendelse

db_bo_bojesen_05265

Hvad er vigtigst for en universitetslærer – undervisning eller forskning? Jeg holder af at undervise, og jeg er meget stolt af at være blevet udnævnt til at være årets underviser i 2013 – men jeg vil også gerne forske. Jeg holder også af at opdage nye sammenhænge og at beskrive dem. For mig er undervisning og forskning to sider af samme mønt.

Der findes forskere, der har haft stor succes med at skaffe eksterne bevillinger hjem til egne aktiviteter, har æresdoktorater, har modtaget ordner, har modtaget forskningspriser ved internationale konferencer og som følge deraf har fået hædersbevisninger for at skaffe deres institut omtale, gennem en årrække har haft mulighed for at særrekruttere studerende til særlige eliteprogrammer og for at placere dem i særlige PhD-forløb, er hædret som særligt hyppigt citerede forskere, sidder i forskningsråd og er frikøbt for undervisningsforpligtelser (og derfor konsekvent kan vælge de opgaver, de helst vil have) – og alligevel trods summen af al denne prestige (for én og samme person kan faktisk opnå alt dette) savner mere anerkendelse og større synlighed og flere muligheder. Egentlig er det vel lidt paradoksalt.

Nogle af disse forskere taler for at institutterne skal indføre målemekanismer, så det kan blive muligt at hædre dem, der opnår forskningsbevillinger og publicerer meget (og samtidig gøre det modsatte for dem, der ikke har samme succes). Det er helt klart et ønske, som man deler fra myndighedernes side.

Selvfølgelig er jeg da misundelig, for min egen situation er en noget anden. Jeg er med i to europæiske forskningsprojekter, men jeg har ikke selv en forskningsbevilling. Mine muligheder for “spræl” er begrænsede, og jeg har altid haft fuld undervisningsbelastning (ofte mere end det). Min undervisning bliver som regel positivt omtalt. Jeg publicerer vel det jeg skal, men jeg ville gerne have PhD-studerende og også af og til få min forskning omtalt også der hvor jeg selv er ansat. Mange ser mig primært som “ham der underviser”. På den måde er jeg ikke anderledes end dem, der har ridderkors og æresdoktorater. Formodentlig er det det samme, vi brænder for, nemlig for at udvikle vores fag.

Alt andet lige synes jeg at der er en asymmetri, der gør mig skeptisk over for de ønsker om yderligere måling af akademiske præstationer, der kommer fra mange sider. Man kan måle publikationer og eksterne forskningsbevillinger, og dette mål er et mål for kvalitet: jo flere publikationer og jo flere forskningsbevillinger, jo bedre en forsker er man. Man kan også måle undervisningsaktivitet, men antallet af timer man underviser er aldrig et mål for undervisningens kvalitet. Publikationer og forskningsbevillinger udløser midler helt direkte – deres værdi kan måles i kroner. Undervisning udløser også midler, nemlig “taksametertilskud” for hvert studenterårsværk. Men vi kan ikke nemt se, hvor mange studenterårsværk den enkelte underviser skaber. Man kunne sikkert finde på en snedig algoritme, men jeg er bestemt ikke sikker på at den vil føre til noget godt. Et andet problem er at registrering af egen aktivitet bliver en afledt aktivitet, og det er en aktivitet helt uden nogen akademisk prestige. Jeg ved at nogle af de personer, der gerne så at deres publikationsrate blev genstand for egen anerkendelse, allerede nu føler det besværligt at bruge tid på at indberette egne publikationer.

Vi savner dig ikke

gravsten

Det eneste tidspunkt, hvor man kan være helt sikker på at få positiv omtale er formodentlig det tidspunkt, hvor man ikke kan få den at se selv – nemlig i en nekrolog. Nekrologer er stort set altid positive.

Retfærdigvis skal det siges at jeg ikke kan huske at have læst nogen positive nekrologer om Osama bin Laden, Augusto Pinochet eller Saddam Hussein. Men hvis man i modsætning til disse tre herrer ikke har begået grove forbrydelser, skulle der være en pæn chance for at få en positiv omtale efter sin død. Men hvorfor skal det egentlig være sådan?

I USA bragte en avis en noget anderledes nekrolog tidligere i år over en kvinde, der døde i en alder af 78. Den blev skyndsomst slettet. Nekrologen starter med linjerne

Marianne Theresa Johnson-Reddick born Jan 4, 1935 and died alone on Aug. 30, 2013. She is survived by her 6 of 8 children whom she spent her lifetime torturing in every way possible. While she neglected and abused her small children, she refused to allow anyone else to care or show compassion towards them.

og resten af omtalen er bestemt ikke mere positiv. Det er tydeligt at den afdøde hverken er elsket eller savnet.

En anden person, der begik forbrydelser mod menneskeheden var Rudolf Höss. Han var kommandant i Auschwitz og var ansvarlig for omkring 1 millioner menneskers død. Hans datter Brigitte lever stadig og bor i USA i delstaten Virginia; kun få i USA har vidst hvem hendes far var. Den amerikanske forfatter Thomas Harding har skrevet et fascinerende portræt af hende. Hardings tyskfødte jødiske grandonkel var soldat i britisk tjeneste og arresterede Höss ved krigens afslutning.

Hvad synes Rudolf Höss’ datter så om sin far? Til Harding siger hun

“He was the nicest man in the world,”…

Næppe mange andre ville skrive under på den vurdering. Hvorfor i alverden gør hun det så? Jeg tror selv at det er en slags loyalitet over for den døde fader, hun udviser. Heldigvis er det ikke alle, der er fanget i denne uheldige følelse.

Brigitte’s nephew, Rainer Höss, son of Hans Jürgen, is the one family member who has asked questions about the past. In 2009 I traveled with him to Auschwitz. At one point he turned to me and said matter-of-factly, “If I knew where my grandfather was buried, I would piss on his grave.”

Den britiske journalist Mona Chalabi skriver om nekrologerne i The Guardian og hun stiller det oplagte spørgsmål, nemlig hvorfor nekrologer egentlig skal være så positive. Når vi bliver vurderet i levende live, er vurderingerne af os som regel meget mere nuancerede. Det er som om man ikke bør nære negative følelser over for en afdød; vi er fanget i en slags loyalitet som ellers ikke er der. Eller også forsøger vi at beskytte os selv – når vi står over for dødsfaldet, bliver vi mindet om at vi også selv skal dø. Og hvem af os har lyst til at få en negativ omtale, når vi selv ikke er her længere? Den positive nekrolog bliver til en slags forsikring.

Men det er ikke sikkert, at den negative nekrolog fortjener at eksistere. Det er trods alt heldigvis et mindretal af de afdøde, der primært fortjener negativ omtale. Den amerikanske forfatter Katie Roiphe skriver at

I don’t mean to suggest that this should be an absolute rule, or that writers should be dishonest about public figures whose legacies they consider unremittingly disastrous. The case for the negative obituary is strongest, it seems to me, when everything that’s being written about the deceased is missing some essential point about his or her life and legacy, or when the coverage of a controversial figure is embarrassingly rose-tinted.

Men så er nekrologen vel ikke negativ, men snarere afbalanceret. Og måske kunne det være målet.

At opleve andres ubehag

aranda
La sala del hospital en la visita del médico en jefe. Luis Jiménez Aranda, 1889.

Hvordan er det at leve i et land hvor der er krig? Hvordan er det at miste sin familie? Hvordan er det at vokse op i et fattigt land? Hvordan er det at opleve et folkedrab? Hvordan er det at blive holdt som gidsel? Jeg har egentlig ikke lyst til at vide alt dette, men det er en forudsætning for empati at man kan sætte sig ind også i andre menneskers situation. Når vi ikke kan forstå dybden af andre menneskers problemer ender vi med at blive kynikere.

Fiktion kan hjælpe os med at forstå. Vi kan forstå tal og anden dokumentation, men der er også noget, data ikke kan. Jeg tror først jeg forstod hvad trafficking er og hvad den gør ved det enkelte offer, da jeg så Lukas Moodysons film Lilja 4 Ever. Og da jeg så Steven Spielbergs Schindlers Liste var det vel (sammen med Claude Lanzmanns dokumentarfilm Shoah ) for alvor blevet det tidspunkt i mit liv, hvor jeg indså hvor ufattelig en forbrydelse Holocaust på alle måder var mod det enkelte offer.

Teater kan også hjælpe os til at forstå. I Amnesty International har vi ofte forsøgt på at få andre til at kunne leve sig ind i hvordan det er at blive udsat for grove menneskerettighedskrænkelser, og her har vi samarbejdet med lokale teaterfolk. Publikum er blevet inde i krybekældre, blevet for høj musik osv. bare for at de kan få en lille fornemmelse af hvad fanger på amerikanske militærbaser som Guantánamo eller Bagram er blevet udsat for i “krigen mod terror”.

Performance-kunstnere som Stelarc og Marina Abramovic (som jeg tidligere har skrevet om her) befinder sig på grænsen mellem dramatik og billedkunst/skulptur, og de har i deres forestillinger gjort meget for at fokusere netop på ubehaget.

Men samtidig skal der også være den modsatte effekt af indlevelsen, nemlig det at kunne bryde illusionen, så man ikke som tilskuer bliver opslugt af den, men kan reflektere over det, man oplever. Dette er hvad Bertolt Brecht kaldte Verfremdung. I en film som Lilja 4 Ever sker dette i scenerne, hvor Lilja taler med sin afdøde ven Volodja, der er blevet til en engel. Og i Schindlers Liste brydes illusionen af farvevalget – hele filmen er i sort/hvid, men nogle ganske enkelte steder dukker en enkelt farve kortvarigt op midt i det hele.

Software kan også være med, og forskningen i interaktionsdesign har også noget at byde på. Communications of the ACM har en fascinerende artikel af hele 6 forskere inden for interaktionsdesign i Storbritannien (Steve Benford, Chris Greenhalgh, Gabriella Giannachi, Brendan Walker, Joe Marshall, og Tom Rodden) om hvordan man kan lave oplevelsessoftware, der bevidst giver brugeren en ubehagelig oplevelse.

Hvis interaktionsdesign handler om det, man ofte kalder “brugervenlighed”, kan man vende dette krav på hovedet i et mål om at skabe “brugerfjendtlighed”. Forfatterne skriver:

HCI guidelines have long maintained that the locus of control should remain with the user;20 that is, it is generally good when people control the interface rather than the interface controls them. Experience designers can therefore generate discomfort by distorting this relationship…

Det kan bruges som et mål i underholdningsøjemed, men det kan også bruges til at skabe en anden form for indlevelse. Den store udfordring er altid at kunne føre brugeren/publikum uskadt tilbage til virkeligheden – og det husker jeg bestemt også det har været, de gange vi i Amnesty International har forsøgt os. Artiklen i Communications of the ACM trækker tråde tilbage til det, man allerede i det klassiske europæiske vidste om dramaturgi – nemlig en bygge en fortælling op i en fem-akters struktur med “…en knude, hvor konflikten fremlægges, en krise, hvor den spidses til, et omslag og en opløsning af konflikten.” (her citeret efter Den Store Danske.)

Det, jeg nu tænker over, er hvordan vi mon kan bruge al denne indsigt til at udvikle oplevelsessoftware, der kan bruges til fremme vores indsigt i andre menneskers situation og anspore os til at handle mere empatisk.

Hvad kan der stå på en ballon?

varmluft

Magisterbladet tager i sit nye nummer fat på et emne, der altid har undret mig, nemlig den stadig stigende reklameindsats fra danske universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner. Alle de reklamer, vi efterhånden ser på busser, i tv og biografer og på husmure, er endnu en af konsekvenserne af at de danske videregående uddannelser er blevet til pseudo-selvejende institutioner der inden for finanslovens rammer skal konkurrere mod hinanden. Det er svært at sammenligne udgifterne for de danske universiteter, da de definerer markedsføring forskelligt, men ud fra de beløb som Magisterbladet nævner, ser det unægtelig ud som om Aalborg Universitet er det af de danske universiteter, der har det suverænt største budget til markedsføring – for alle er der tale om et budget i millionklassen. Den institution, der har det næststørste budget, er forresten Syddansk Universitet, der ligesom Aalborg Universitet har etableret sig med en udpost i Esbjerg og med en anden udpost på Sjælland.

Efter 22 år som universitetslærer har jeg endnu til gode at møde en studerende, der begyndte at studere på Aalborg Universitet efter at have set en reklame. Og hvis det endelig skete en dag, ville jeg være bekymret – var den store ballon på billedet eller den lille æske med lakridspastiller virkelig den udløsende faktor der gjorde at nogen ville give sig i kast med en naturvidenskabelig uddannelse (eller hvad det nu er)? Jeg ville håbe at det var fagligheden, der først og fremmest motiverede nogen til at studere hos os, for det er i sidste ende den faglige interesse, der kan bære studerende igennem.

Jeg ville derfor hellere gå i den modsatte retning – stod det til mig, skulle statslige institutioner simpelthen ikke have lov til at reklamere ud fra en konkurrencesynsvinkel. Derimod kunne jeg sagtens forestille mig at der var centralt planlagte fremstød, hvor institutionerne gik sammen om at markedsføre sig inden for bestemte områder, så vi kunne få flere studerende til fag, der slås med særlige udfordringer – f.eks. datalogiuddannelserne, hvor det bl.a. er tilfældet at kønsfordelingen er urimeligt skæv. Forhåbentlig kunne det så også være en kampagneform, hvor fagligheden var i fokus.

Rod til noget godt?

rod
Tastaturet er magen til mit, men dette er bestemt ikke mit skrivebord – hverken det fysiske eller det på computeren..

Min PhD-vejleder i Edinburgh var og er en meget dygtig mand, der igennem årene har løst en del større åbne problemer inden for sit forskningsområde. Jeg husker, hvad der skete, når han ville finde en artikel til mig, som han mente kunne være vigtig i mit videre arbejde – han gik sine stakke af papirer igennem, der lå oven på hans arkivskab eller på gulvet. Som regel fandt han artiklen. En anden kendt forsker, jeg kender fra et andet universitet, havde i mange år en tilsvarende samling af stakke på sit gulv.

Jeg er ikke nær så dygtig som nogen af dem, men hvis man har set mit skrivebord på universitetet, ved man at også jeg er indehaver af en del rod. Af og til bliver det for meget, og så rydder jeg op. Nogle gange befolker jeg papirkurven, andre gange flytter jeg mest rundt på stakke og kasserer det mest unødvendige. Der går ikke så lang tid før den semi-rodede tilstand er genetableret.

Filerne på min computer er temmelig pænt organiserede; mit hjemmekatalog er pænt opdelt, men ude på skrivebordet ligger der nogle filer og kataloger, som jeg af og til også bliver trætte af. Også da rydder jeg op. Jeg kender andre, hvis filsystem-skrivebord er et voldsomt rod. Det er længe siden, jeg holdt op med at holde orden i mine e-mail-korrespondancer, for det har mailklientens søgefunktion og muligheden for “smarte postkasser” gjort helt overflødig.

Nogle mennesker, der står mig nær, så gerne at der var pænt og ryddeligt på mit kontor, for rod er altså noget værre noget. Man kan jo aldrig finde det man skal bruge. Jeg har så til gengæld kigget over skulderen på de samme mennesker, når de sad med deres computer og ufrivilligt fremviste et skrivebord, hvor baggrundsbilledet knap kunne ses for ene fil-ikoner.

Vi ved godt at rod er noget værre noget, og vi har en fornemmelse af at ydre rod tyder på indre rod og at rod altid er dårligt. De amerikanske adfærdspsykologer Kathleen Vohs og Joseph Redden har undersøgt det, og deres konklusioner bliver omtalt af Association for Psychological Science.

Vohs og Redden indrettede to rum, som hver af deres forsøgspersoner blev placeret i. Det ene var rent og ryddeligt, mens der lå forskellige ting uordentligt spredt i det andet. I et forsøg blev forsøgspersonen bedt om at udfylde et spørgeskema og derefter bedt om at donere penge til et velgørende formål. Som tak fik de enten et æble eller et stykke chokolade. Resultaterne viste at personerne i det ryddelige rum donerede flere penge og valgte det sunde (æblet) fremfor det mindre sunde (chokoladen). Men i et andet forsøg blev forsøgspersonerne bedt om at finde på forskellige anvendelser for en bordtennisbold. Her var det personerne i det rodede rum, der fandt frem til flest ideer og også kom frem til mere kreative ideer.

To amerikanske forfattere, Eric Abrahamson og David H. Freedman har skrevet A Perfect Mess, en bog om rod og hvad manglende orden kan have af fordele. Freedman skriver i en artikel at

In fact, virtually all of the advice from get-organized gurus tends to fall apart on close inspection. But we’re all so desperate to add order to our lives that we eat it up without questioning whether it really makes sense. What applies to desks applies everywhere in business. And for a simple reason: When things are carefully arranged and kept in their “proper” time and place and done in precisely the “right” way every time, you lock out some highly useful qualities–such as improvisation, adaptability, and serendipity. And that’s true whether you’re talking about your desk, an organizational chart, corporate policies, approaches to design, or servicing customers. What’s more, if you push for neatness and order, you’re going to end up sinking a lot of time and effort into maintaining it.

Dette er vel næsten “rodets evangelium”. Når alt ligger “hvor det skal”, er det svært at forestille sig at det kan ligge på en anden måde. Freedman er ikke fortaler for voldsomt rod, men for et vist, kontrollabelt rod – og de personer, jeg kender, som kan leve med rodet, er da også i stand til at have et sådant niveau af rod.

Herunder kan man se et interview med Joseph Redden, der forklarer det eksperiment, han foretog sammen med Kathleen Vohs. Resultaterne er publiceret i en artikel i tidsskriftet Psychological Science.