Okkervil River har gjort det igen

2013-09-05 08.29.02

Tilbage i 2007 blev jeg ved et tilfælde opmærksom på Okkervil River; jeg havde købt et album med Ryan Adams (tror jeg nok) over Amazon, og den automatiske anbefalingstjeneste anbefalede mig så Okkervil River og deres dengang nye album The Stage Names. Jeg fandt hurtigt ud af at Okkervil River er fra Texas og at dette amerikanske rockband er opkaldt efter en flod i Rusland – der så er opkaldt efter en svensker – men at sanger og sangskriver Will Sheff er vokset op i det nordøstlige USA.

Jeg endte med at blive særdeles glad for The Stage Names med dets iørefaldende og begavede sange, der griber fat i en amerikansk rocktradition med country- og soul-indslag. Will Sheffs tekster er trykt som små stykker kortprosa i tekstarket og kan da også sagtens læses som en slags noveller. På efterfølgeren, The Stand-Ins, er nummeret “Lost Coastlines”, der ville være blevet et verdenshit i en mere retfærdig verden. Siden kom I Am Very Far, som jeg desværre ikke var nær så begejstret for. Det var som om de kæmpemæssige arrangementer var på nippet til at gøre det af med det, der skulle bære I Am Very Far, nemlig et fundament af sangskrivning.

Næste udspil var True Love Cast Out All Evil, hvor Okkervil River agerede backing for Roky Erikson. Det var et usædvanligt bevægende album, der for alvor gjorde mig opmærksom på denne interessante, halvvejs glemte skikkelse på den amerikanske roots rock-scene, der i mange år havde kæmpet med skizofreni og alle de lidelser og den udstødelse, den sygdom medfører, men nu omsider har fået et værdigt liv. Og samtidig viste albummet igen Okkervil River fra en mindre opulent side, nu hvor de skulle stå lidt i baggrunden.

Og for få dage siden kom så The Silver Gymnasium. Det er en meget positiv oplevelse; vi er tilbage ved det enklere musikalske udtryk fra The Stage Names og The Stand-Ins og sangskrivningen er på et højt niveau. Noget af det interessante ved Okkervil River er at musikken er så umiddelbart tilgængelig og ofte fremstår glad, men at teksterne tit modsiger musikkens stemning på en subtil måde. Tag en sang som “Down The Deep River”, som er en sang, der burde kunne blive en live-favorit. Musikken er upbeat og sangbar, men teksten handler, så vidt jeg kan læse mig til, om en tragisk barndomsoplevelse. Præcis hvad bliver ikke klar – fortælleren har overværet en dramatisk ulykke, der involverer en barndomsven og bliver siden trøstet og vel også belært om livets alvor af sin far. Netop den modsætning gør sangen ekstra interessant.

I det hele taget er The Silver Gymnasium et album, der på tekstsiden tager fat i Will Sheffs barndom i New England i 1980’erne. Allerede i den første sang, “It Was My Season”, dukker tidstypiske referencer som videobåndoptagere og Atari op. Helt i denne ånd findes et websted om albummet, hvor al grafik minder om gode gamle Commodore 64-skærmbilleder og hvor musikken i baggrunden er 8-bit-udgaver af hvad man kan høre på The Silver Gymnasium.

En stor anbefaling af The Silver Gymnasium fra mig.

En slags aktivisme?

dk-usa

Jeg har skrevet flere gange her om borgerkrigen i Syrien og de ufattelige rædsler den syriske befolkning er fanget i. Det er forhåbentlig tydeligt, at jeg synes at der bør gøres noget. Men om en militær intervention er det rigtige, er jeg ikke sikker på. En sådan intervention vil temmelig sikkert kræve yderligere civile ofre og kan risikere at øge opbakningen til Assad i andre lande i Mellemøsten. USA har trods alt ikke en så høj stjerne blandt de arabiske lande. Blandt andre mulige løsninger kunne én være at få andre arabiske lande i regionen til at lægge pres på Assad-regimet og oprørerne og få tropper fra arabiske lande med til at  overvåge en våbenhvile.

Her skal jeg passe på, for jeg er ikke Mellemøsten-ekspert. Men det er som om danske regeringer er blevet fanget ind i en “aktivistisk udenrigspolitik”, hvor man ikke rigtig kan se ud over militære interventioner som løsningsmodel og endog er parate til at ignorere international lov. Statsminister Helle Thorning-Schmidt siger at

»Jeg er nødt til at sige, at hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke vil reagere i den nuværende situation, så er vi nødt til at overveje alternative reaktionsmønstre. Og der vil vi lytte nøje til, hvordan de vurderer situationen«,

Men der er også en anden form for aktivisme, nemlig at basere sig på international lov i stedet for at søge at definere den væk. Engang i 1970’erne og 1980’erne var Danmark foregangsland på menneskerettighedsområdet, bl.a. i kampen mod tortur. Siden har det været et land som Norge, der har skabt opmærksomhed inden for fredelige initiativer på det udenrigspolitiske område, herunder i Mellemøsten. Mange af os husker vel Oslo-forhandlingerne mellem israelere og palæstinensere.

Den rolle savner jeg at se Danmark indtage i stedet for. For mig at se ville et fredsinitiativ være aktivisme i ordets bedste forstand.  Men den nuværende departmentschef i Udenrigsministeret hedder Ulrik Vestergaard Knudsen. Vestergaard Knudsen var nærmeste rådgiver for udenrigsminister Per Stig Møller under forberedelserne til Irakkrigen og blev senere departementsråd i Statsministeriet.

Hjemme igen

coppa

Jeg kom hjem fra Buenos Aires i går eftermiddags og har sovet meget lidt. Det blev en hektisk hjemtur, hvor jeg måtte løbe for at nå flyafgangene i Frankfurt og siden i København. Hele problemet begyndte med et propfyldt fly fra Buenos Aires, hvor mange andre passagerer havde så meget håndbagage med, at afgangen blev forsinket omkring 20 minutter. Min egen indtjekkede bagage er til gengæld ikke kommet hjem endnu; det skulle ske i morgen, er jeg blevet lovet. Jeg savner især mit barbergrej og den lærebog, jeg skal undervise efter.

Da jeg mødte på arbejde i dag og havde lavet nogle af de mest presserende arbejdsopgaver, var det så småt blevet tid til frokost. Jeg snakkede med et par PhD-studerende om min rejse, og den ene ønskede mig tillykke. Med hvad? spurgte jeg forundret. Og da fik jeg at vide at jeg var blevet kåret til årets underviser ved Studienævn for datalogi! Dette var blevet meddelt ved semesterstarten i går, hvor jeg sad i et fly (eller løb rundt i en lufthavn), så en af de eneste, der ikke vidste det, var mig selv. Jeg havde svært ved helt at fatte at det virkelig skulle være tilfældet.

Jeg er rigtig, rigtig glad for at få denne anerkendelse; den siger mig at min indsats for løbende at udvikle min undervisnling bliver påskønnet. Det er dog også lidt underligt at skrive dette selv, for jeg har ikke lyst til at blive én af de akademikere, der fejrer sig selv i tide og i utide for at gøre opmærksom på egne fortræffeligheder.

Noget om hensigt og virkning

sisyfos

Sokrates og Sisyfos mødtes i Fakta.

Sisyfos: Goddag Sokrates!
Sokrates: Og goddag til dig! Jeg kan se at du har købt en avis.
Sisyfos: Ja, der står noget om en politiker der har udtalt at det er vigtigt at forældrene bakker op om den danske folkeskole. Nu står der så at hun sender sine egne børn i privatskole, fordi hun gerne vil give sin børn en god skoletid. Det er dybt forkasteligt.
Sokrates: Hvorfor er det dybt forkasteligt?
Sisyfos: Fordi hun har anviser en bestemt handling, men ikke følger den selv. Når man gør det, er det hykleri.
Sokrates: Er det et stort problem, synes du?
Sisyfos: Ja, det gør jeg. Det man siger, man bør gøre, skal man også selv gøre. Det vigtigste princip af alle er at hykleri er forkert.
Sokrates: Så man skal altid gøre det, man siger man bør gøre?
Sisyfos: Ja. Ellers er det hykleri.
Sokrates: Der var en anden politiker, der også talte om at man skal bakke op om folkeskolen. Han lader sine børn gå i den lokale folkeskole. Var det forkasteligt?
Sisyfos: Tværtimod. Han gør det, han siger man bør gøre.
Sokrates: Jeg så et program i dansk tv om en kendt dansk fotograf, der ofte besøger USA. Han kender nogle amerikanere, der er medlem af Ku Klux Klan.
Sisyfos: Hvad er det? Er det et firma?
Sokrates: Nej, det er en slags forening. Ku Klux Klan er en forening af hvide amerikanere, som taler stærkt nedsættende om sorte amerikanere og andre mindretal og vil fratage dem deres borgerrettigheder. Nogle medlemmer af Ku Klux Klan har dræbt sorte amerikanere i deres hjem, og andre har skudt på fredelige demonstranter.
Sisyfos: Det lyder forfærdeligt.
Sokrates: Det er det også. Men fotografen opdagede at mange medlemmer af Ku Klux Klan faktisk har venner, der er sorte. De går på jagt sammen og deres børn spiller musik sammen.
Sisyfos: Det var vel nok godt.
Sokrates: Hvorfor er det godt?
Sisyfos: Det er godt at mange medlemmer af Ku Klux Klan faktisk ikke hader de sorte, sådan som de ellers siger at de gør.
Sokrates: Men når man ikke gør det man siger man bør gøre, er det hykleri.
Sisyfos: Ja, det er det vel.
Sokrates: Men du sagde før, at det Ku Klux Klan-medlemmerne faktisk gør, er godt.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: Hvordan kan dét hænge sammen?
Sisyfos: Hvis det man siger, man bør gøre, er en handling med dårlige konsekvenser, er det forkasteligt, hvis man faktisk udfører denne handling. Men det er til gengæld prisværdigt, hvis man ikke udfører handlingen.
Sokrates: Begår medlemmerne af Ku Klux Klan hykleri?
Sisyfos: På en måde gør det de vel.
Sokrates: Du har lige fået din familie til Danmark. Er dine børn så startet i en dansk skole?
Sisyfos: Nej da. Jeg har fundet en god græsksproget privatskole. Den er lidt dyr, men den er meget bedre end folkeskolen, efter hvad jeg kan se. Mine børn skal have nogle gode år i skolen. Jeg synes at det er det vigtigste.
Sokrates: Så du synes, at man bør sende sine børn i privatskole, hvis man synes at det er det vigtigste?
Sisyfos: Ja, det bør man.
Sokrates: Og du sender dine børn i privatskole. Så du er ikke hykler.
Sisyfos: Nej, det ved Zeus jeg da ikke er!
Sokrates: Og din handling har gode konsekvenser for dine børn?
Sisyfos: Ja, det har den.
Sokrates: Og det har dårlige konsekvenser at sende sine børn i folkeskole?
Sisyfos: Ja, det har det.
Sokrates: Der er også en politiker, der sender sine børn i privatskole. Har hendes handling gode konsekvenser for hendes børn?
Sisyfos: Ja, det har den da. Privatskoler er rigtig gode.
Sokrates: Politikeren gør det samme som dig. Men du sagde før, at det hun gør, er forkasteligt, mens det du selv gør er godt.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: For handlingen er hykleri?
Sisyfos: Ja, det er den.
Sokrates: Men egentlig er det jo en god handling, politikeren gør.
Sisyfos: Ja, det er det vel.
Sokrates: Du nævnte en anden politiker, der sender sine børn i folkeskole.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: Han handler korrekt, fordi han gør det, han siger man bør gøre.
Sisyfos: Ja, det gør han.
Sokrates: Men han sender sine børn i folkeskole. Du sagde før, at det er en handling, der har dårlige konsekvenser.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: Men det er ikke hykleri.
Sisyfos: Nej, det er det ikke.
Sokrates: Men vi har to handlinger her: Den ene er en handling, der er hykleri, men alligevel ikke er forkastelig. Og den anden er ikke hykleri, men er forkastelig.
Sisyfos: Ja.
Sokrates: Du sagde, at det vigtigste princip af alle er at hykleri er forkert.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg vel. Men nu er jeg virkelig i tvivl. Måske er det mere kompliceret end jeg troede.

Kufferten er pakket igen

20130901-084841.jpg

I dag går turen hjem, og jeg skal nu prøve at miste en nat og at forsøge at sidde i et flysæde og sove. Jeg glæder mig til at komme hjem og se familien igen. Det vil jeg ikke lægge skjul på; det er underligt ikke at være del af deres dagligdag. Men det er også vemodigt at skulle forlade Buenos Aires igen; jeg synes trods alt stadig at jeg lige er ankommet og at jeg kun har fået kradset lidt i overfladen på endnu et sted i udlandet, jeg besøger for første gang. Kontrasten mellem en uge viet til at tænke på forskning og en dagligdag i mødernes og undervisningens ituhakkede tegn falder heller ikke ud til sidstnævntes fordel. Alt dette er modsatrettede følelser, jeg må lære at leve med.

I de sidste par dage har jeg kunnet mærke at foråret er på vej hernede og at solen får mere magt; vejret har været som på gode dage i maj i Danmark. Det bliver underligt at komme til Danmark og opdage at det stik modsatte er ved at ske dér. Efteråret vænner jeg mig nok aldrig til.

Det har været lidt af en udfordring at få brugt de pesos, jeg har skaffet på det blå marked. Sådan er det at være en rig europæer. Når jeg kommer hjem, vil argentinske pesos være helt værdiløse. Jeg er endt med at købe en del cd’er – i en boghandel har jeg fundet indspilninger af kendte klassiske værker med Royal Philharmonic Orchestra for 6 pesos stykket og opsamlinger med store argentinske rocknavne for 20 pesos stykket. De pesos, jeg ikke når at få brugt, vil jeg simpelthen give væk.