De almindelige danskere

Almindelige mennesker i medierne, Debat

I’m so confused. Am I a normal person?
You know, I can’t tell if I’m a normal person
It’s true, I think I’m cool enough, but am I cruel enough?
Am I cruel enough for you?

– Arcade Fire: “Normal Person” (fra Reflektor)

I disse dage er der en del presseomtale af Pia Kjærsgaards erindringer, og også i Information er der en portrætartikel. I artiklen står

I dag kalder Pia Kjærsgaard det for sin største bedrift, at hun har været »talerør for de almindelige danskere« og givet stemme til de forsmåede, dem der ikke har følt sig hørt.

Min første tanke, da jeg læste dette, var at Pia Kjærsgaard bestemt ikke er talerør for mig – og jeg er da også en almindelig dansker. Men Pia Kjærsgaard ville næppe kalde mig for en almindelig dansker. Jeg er akademiker. Mange i min familie er ikke danske statsborgere. Jeg spiser ikke flæskesteg eller bøf. Og alligevel føler jeg mig helt “almindelig”.

Også medlemmer af det, nogen kalder for mindretal, vil gerne være “almindelige”. Kvinden i kørestolen og manden der kom til Danmark som flygtning fra Uganda vil også gerne være “almindelige” og ikke kun ses som “den handicappede dame” eller “den afrikanske flygtning”. En stor del af deres tilværelse går med at prøve at være eller blive “almindelige”. Måske vil de endda være “almindelige danskere”.

Samtidig vil vi gerne være unikke. Hver af os har sin egen baggrund og sin egen forhistorie. Ingen af os vil nøjes med bare at være “almindelige” men vil også gerne behandles som dem vi er. Kvinden i kørestolen og manden der kom til Danmark som flygtning fra Uganda vil også gerne have at andre mennesker ind imellem også er opmærksomme på deres baggrund. Det er også derfor de “forsmåede” gerne vil høres – også de vil gerne være unikke.

I virkeligheden er det derfor, jeg ikke kan lide ordet “almindelig”, når politikere bruger det. I bedste fald siger det kun noget om hvordan vi selv føler os, i værste fald siger det intet om hvilken rolle vi faktisk har i samfundet. Når man taler om de “almindelige” eller om “folket”, stikker populismen hovedet frem. Mao Zedongs frase om at “Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien” er flot og tom og egentlig også farlig (og er formuleret af en diktator med mange millioner menneskers liv på samvittigheden).

Vi kunne i stedet tale om at alle mennesker skal opfattes som lige i værdigheder og rettigheder og have dét som udgangspunkt – men den slags er jo grundlaget i menneskerettighederne, og dem er Dansk Folkeparti ikke glade for.

 

Et helt nyt Brand?

s3.amazonaws.com-policymic-images-ac94f0c83f8934ed8aa13b4e5173ddad470fdf341c9261fd0fcf624e0e244704

Jeg har tidligere aldrig helt kunnet leve mig ind i britisk politik. I de senere år er det som om dansk politik (og måske også det danske samfund) er kommet til at virke mere “britisk” – blandt andet kan man se det af al talen om “rød blok” og “blå blok”, der først er opstået i medierne inden for de seneste 10 år.

Storbritanniens valgsystem med enkeltmandskredse favoriserer under alle omstændigheder få, men store partier. Det nye, reaktionært nationalistiske UK Independence Party har primært fået vind i sejlene takket være valgene til EU-parlamentet, hvor briterne skal anvende forholdstalsvalg. Der er ikke rigtig nogen pendant på den britiske venstrefløj.

Og dog. For tiden er der noget uventet kommet fokus på den britiske skuespiller og komiker Russell Brand. Jeg har ikke haft store tanker om ham; han har mest været kendt for sin temmelig rockstjerneagtige fremtoning, for at have taget en hel del stoffer før i tiden, for at have været gift med (og pludselig skilt fra) Katy Perry og for at have lavet tvivlsom telefonfis i radioen. Men der er sket et eller andet med manden siden da. I dette efterår har Russell Brand været gæsteredaktør på New Statesman og har her skrevet en forbløffende indsigtsfuld kronik. Og så optræder han i et nyt interview med Jeremy Paxman; interviewet handler udelukkende om politik.

Interviewet med Paxman kan man se herunder.

Bemærk at Brand gør det helt klart at han ikke vil stemme til valg. Ja, faktisk har han aldrig stemt i sit liv. Det er enten den ultimative sofavælger eller – hvad der vel snarere er tale om her – den ultimative boykot af et politisk system, man ikke bryder sig om. Og så fremstår han unægtelig som en veltalende og begavet ildsjæl.

Nogle spekulerer nu på om Russell Brand kan ende som en britisk pendant til Beppe Grillo. Grillo begyndte som skuespiller og komiker, bevægede sig langsomt ind i den politiske debat og stiftede til sidst Movimento 5 Stelle, der fik godt 25% af stemmerne ved seneste parlamentsvalg. Grillo kan i øvrigt ikke selv være parlamentsmedlem, da han har en dom fra 1980 for uagtsomt manddrab (forårsaget ved en trafikulykke).

En anden mulighed er at Russell Brand først og fremmest er symptom på problemer i britisk politik. For har Beppe Grillo egentlig ændret forholdene i Italien? Det er uklart for mig om Grillo og Brand egentlig er ret meget mere end populister og om det måske i virkeligheden er tættere på sandheden at sige at Storbritannien er “det næste Italien”.

Nogle rigtig vellykkede forslag til markering af ironi

ironieteken

En artikel i New Statesman beskriver nogle af forsøgene på at markere ironi. Ironi i tale kan som regel godt afsløres af tonefaldet, men på skrift er det straks meget sværere. Ikke helt få afsporede diskussioner på nettet er startet med en malplaceret ironisk bemærkning.

På de britiske øer er der lange traditioner for ironi. Den første, der foreslog en notation for ironi var den engelske præst og naturvidenskabsmand John Wilkins, der var samtidig  med Cromwell, dvs. levede i anden halvdel af 1600-tallet. Han foreslog at man skulle markere ironiske udsagn med et omvendt udråbstegn (¡); det var ingen succes – og i spansktalende lande ville det næppe nogensinde blive det. Senere kom der forslag både fra belgiere og briter, men ingen af dem er slået an.

Så sent som i 2007 foreslog den nederlandske font-designer Bas Jacobs fra firmaet Underware ovenstående samling af ironitegn. Mange bemærkede straks at to ironitegn efter hinanden havde en lidt for stor lighed med symbolet for nazisternes SS-korps. Så heller ikke dette symbol er slået an. Og måske var det i virkeligheden mest ironisk ment?

Den store pointe med ironi er jo netop dobbelttydigheden, og ved at markere at et udsagn ikke skal forstås med sin bogstavelige mening, fjerner man dobbelttydigheden helt.

Farvel, Lou Reed

lou-reed

Jeg har netop læst at Lou Reed er død. Det er i sandhed en trist nyhed. Jeg nåede at se Lou Reed to gange, begge gange i 1993 sammen med det gendannede Velvet Underground. Han  fik efterhånden et image som amerikansk rocks sure, men begavede mand, og ligesom Bob Dylan var Reed vel et eksempel på at god sangskrivning og vokal virtuositet ikke behøver at følges ad – efterhånden endte han med at snakke snarere end egentlig at synge. Især de tidlige albums fra Lou Reeds hånd står stærkt – ud over de fire  albums med Velvet Underground, der hver især er banebrydende, holder jeg meget af Transformer, som David Bowie og Mick Ronson i høj grad var fødselshjælpere på. Hvis der er én sang, man forbinder Lou Reed med, er det “Walk On The Wild Side” fra netop dét album.  Sangen husker jeg fra da den kom, men jeg var først lige begyndt at lære engelsk i skolen og forstod ikke helt hvad den handlede om – nok også godt det samme.

 

Den blonde engel

Greece Mystery Girl

Fundet af en lille blond pige i en græsk romalejr trak en del overskrifter i denne uge, og der blev skrevet en del om de kummerlige forhold, den lille “blonde engel” Maria måtte leve under.

Sagen blev ikke et gennembrud i sager om menneskesmugling og bortførelse af børn. Derimod er den endt med at sige noget væsentligt om de holdninger, der er udbredt over for romaer. En DNA-test viser nemlig nu at den lille piges biologiske mor faktisk er en bulgarsk kvinde med romabaggrund. De græske roma-“adoptivforældres” forklaring var efter alt at dømme sand.

Der er bekymrende sager, hvor østeuropæere med romabaggrund er blevet dømt for grov, organiseret kriminalitet. Men det er samtidig ikke sager, der siger noget generelt de omkring 12 millioner romaer i Europa. Trafficking er et helt reelt problem i Europa, men jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har hørt om romaer, der bortførte og “handlede” børn. Sagen og den mistanke den vakte, giver snarere minder om hvordan europæiske jøder i middelalderen blev anklaget for at bortføre børn og hvordan disse grundløse beskyldninger blev brugt som påskud for en hetz.

De østeuropæiske romaer er ligesom så mange andre blevet ofre for det økonomiske kollaps efter Berlinmurens fald. Den officielle politik var før den tid at “integrere” romaer – på den ene side betød det lønarbejde og boliger, på den anden side betød det dårligt betalt arbejde og dårlige boliger og en undertrykkelse af romaernes sprog. Men bagefter var der – intet. De traditionelle roma-erhverv som bl.a. hestehandel og småhåndværk var ikke længere til, og i de nye kapitalistiske samfund kunne man synke så langt det skulle være.

I The Guardian skriver Filip Borev, der er en ung mand fra Storbritannien på 18 år med bulgarisk/irsk roma-baggrund, om hvordan det er at være en “bleg” roma blandt andre romaer og i samfundet som sådan. Filip Borev har også en blog, der bestemt også er værd at læse.

For en kort stund har den lille blonde Maria fået en masse sympati. Hvad vil der ske med hende nu, hvor det viser sig at hun “bare” er roma? Måske kan der komme noget godt ud af denne triste sag, nemlig at det bliver gjort helt tydeligt at der er mennesker der ligner “os”, der lever under kummerlige forhold på de europæiske samfunds bund. Og hvis deres vilkår er urimelige, er det vel også tilfældet for dem, der ikke ligner “os”.

Når vi færdes sammen

iltmaske

I dag kom jeg i en samtale til at tænke på hvordan vi i trafikken får at vide, at vi skal vise hensyn til andre. Netop når vi færdes sammen, er vi nødt til det, og her skal alle lære en fælles etik for disse situationer.

I sikkerhedsbrochurerne i et rutefly er der altid en lille billedserie, der fortæller at forældre skal tage deres egen iltmaske på, inden de giver deres børn iltmaske på. Er det fordi voksne er mere værd end børn eller fordi man skal være ligeglade med andre, når trykket i kabinen falder? Nej, selvfølgelig ikke – vi ved alle, at det kan gå frygteligt galt, hvis børnene sidder fastspændt med en bevidstløs forælder ved deres side og en iltmaske, de ikke kan nå eller måske ikke kan finde ud af at tage på. Billedserien slutter da heller ikke ved billede 3, men ved billede 4.

Der er egentlig tale om en generel regel: Man skal huske også at drage omsorg for sig selv. Det er ikke det samme som at være egoistisk eller at være ligeglad med andre. Hvis jeg skal kunne vise omsorg for andre, skal jeg også kunne vise omsorg for mig selv.

I et overfyldt tog (dem har jeg været i en del af i de seneste år) sker det af og til at to passagerer vil være høflige over for hinanden, når de skal forlade toget – “Dig først”, siger den ene, “Nej, dig først!”, siger den anden. Hvis de bliver ved på denne måde, sker der kun én ting:  ingen af dem når at komme af toget. Alternativet er selvfølgelig ikke at de to passagerer skubber hinanden væk for selv at komme ud som den første.

Den franske filosof Michel Foucault talte om netop dét: at  omsorgen for sig selv (som også er titlen på en af hans bøger) er vigtig, for det er igennem den, at man træder i karakter og bliver “sig selv”. Det er noget helt andet end at blive sig selv nok.

 

Transaktioner mellem sæt af stater, for eksempel

megafon

I dag har jeg været censor ved en mundtlig eksamen på Aarhus Universitet. Det var en mundtlig eksamen i faget Regularitet og automater; for mange datalogistuderende er dette det første møde med et matematisk emne inden for datalogi. De typiske råd vi gav var

  • Man skal lære at tale fagets sprog og at bruge terminologien korrekt. Ellers er det meget svært at forstå emnerne, og det er svært at fortælle andre hvad man ved. Mange studerende taler om bl.a. “transaktioner” (det rigtige ord er transitioner), “sæt” (det rigtige ord er mængde) og “stater” (det rigtige ord er tilstande). Meget af dette kan være hjemmelavede oversættelseslån, da lærebogen er på engelsk – men det er hverken tilfældet for resten af kursusmaterialet eller for undervisningen.
  • Eksempler er eksempler på noget generelt. Mange eksaminander kunne ikke forklare algoritmer og bevisteknikker generelt, men de kunne godt tale om et eksempel.
  • Man skal øve sig på at fremlægge. I dette kursus var det muligt, for eksamensspørgsmålene var kendt på forhånd. Mundtlig eksamen må ikke være den første gang, man giver en præsentation om dette emne. Mange studerende laver en ustruktureret præsentation, hvor de starter et sted inde midt i emnet. Ikke helt få vil således gerne i gang med at bevise en sætning, de aldrig har formuleret og måske ikke kan formulere. Hvis de havde øvet sig på at fremlægge, ville de måske have opdaget dette problem.

Det er bestemt ikke min hensigt at sukke over eksaminanderne. De bestod faktisk alle sammen på nær én enkelt; karaktererne lå mellem 02 og 7. Det interessante er, at de mangler, jeg så, er præcis de samme mangler jeg har set i de seneste 20 år ved mange andre mundtlige eksaminer i dette fag og fag, der er beslægtet med det. Jeg har set disse mangler så ofte, at det er tydeligt at de ikke føres tilbage til en bestemt underviser eller til et bestemt forløb. Problemet lader til at stikke temmelig dybt; jeg ved ikke hvad der har forårsaget det. Jeg nægter at tro at de studerende følger et hemmeligt kursus ude i skoven, hvor de i fællesskab aftaler en dårlig strategi. Men det kunne man næsten forledes til at tro af og til!

Der er forhåbentlig personer inden for didaktik (og vel specielt matematikkens didaktik) der må have tænkt over dette, og tiden er nu kommet for mig til at se efter om det er tilfældet.

Enten er der tale om et problem, der ikke kan løses, eller også må der være noget, mange af os skal gøre anderledes i vores undervisning.

Én oplagt strategi til at håndtere de rodede fremlæggelser er at sikre at bedømmelse og undervisning er tænkt som et hele, så de studerende er bedre klædt på til at gå til mundtlig eksamen. Det er dét, man kalder for alignment,

Et andet sted, hvor man skal sætte ind er med hensyn til at lære at tale fagets sprog. Jeg er altid hurtig til at påpege når studerende bruger terminologien ukorrekt – men det lærer dem ikke nødvendigvis at tale fagets sprog. Jeg har ikke lige nu noget oplagt bud på hvad man skal gøre her ud over at lave særlige øvelser, hvor studerende skal identificere korrekt og ukorrekt brug af terminologi.

Og så er der de forbandede eksempler. Ofte finder jeg under eksamen et “nøglecitat”, der fortæller noget om den studerendes tilgang til at lære og forstå (og ikke forstå). Den eksaminand, der er forvirret, siger på et tidspunkt “Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde”, og den studerende, der har en eksempelbaseret forståelse, siger typisk ofte “for eksempel”. Man kunne indføre en bødekasse for brug af den vending! En mindre polemisk og meget bedre tilgang ville være at lade de studerende konstruere deres egne eksempler og beskrive forbindelsen til den generelle teori.

Morrissey-generationen

morrissey_car

Det var i denne uge, Morrisseys selvbiografi udkom. Har jeg lyst til at læse den? Jeg ved det ikke rigtig. The Smiths lavede musik, der talte til en generation, der følte sig misforstået og ikke set. Men i dag er alle os, der kom fra denne generation, midaldrende og nogle af os bliver set og lyttet til. Mange ledende danske politikere og kulturpersonligheder og beslutningstagere er fra Morrissey-generationen. Jeg er også del af den generation, og uden at jeg på nogen måde er berømt, har jeg dog fået en vis indflydelse i visse sammenhænge. Indrømmet, jeg var aldrig en af dem der var særlig betaget af Morrissey. Da The Smiths’ bagkatalog kom som remastereret bokssæt til en forholdsvis billig penge, købte jeg det. For The Smiths er et klassisk britisk band, der lavede en hel del sange, der ikke vil eller bør gå i glemmebogen. Det er vigtigt i sig selv.

Men i dag er Morrissey for længst blevet som dem, han tog afstand fra – en af de velhavende, midaldrende hvide mænd, der fylder godt i medierne.. Den walisiske forfatter Carole Cadwalladr skriver om dette i The Guardian.

The Morrissey generation is running the country, and even if they came from Preston or Hull or Lanarkshire, and shared a background not unlike his, they are now closer, in just about every way – security, capital, lifestyle – to the likes of David Cameron than some young lad from Manchester.

Morrissey ejer huse i USA, Italien, Schweiz og Storbritannien. Som andre rockstjerner er han blevet velhavende;  han kan derfor gøre præcis som det passer ham. Det gør han da også i høj grad. Morrissey er bestemt ikke dum, men lad mig være ærlig: jeg synes, han efterhånden er blevet træls og jeg er blevet grundigt træt af personen Morrissey. Det er mere end 20 år siden, han har lavet interessant musik, så dén side af ham er for længst overstået. Den selviscenesættelse, der måske engang gjorde ham gådefuld i nogles øjne, vidner i dag mest om selvoptagethed.

Og kan den succesrige del af Morrissey-generationen se den unge generation, der for længst har overtaget rollen som den unge generation, der var for 30 år siden? Nej, jeg tror det egentlig ikke. De/vi har glemt hvordan det var; det er vel en del af det at blive ældre, men det er ikke altid lige smukt når de erfaringer, man selv har gjort sig gennem livet, dukker op som arrogance. Morrisseys observationer fra de unge år af hvordan det var at være ung og føle sig som outsider har stadig vægt, men de handler ikke om Morrissey længere.

Telepati via Google

UN women ad

Google afslører hvad folk tænker, for søgemaskinens autocomplete-funktion ved hvad vi søger mest på og foreslår en søgestreng. Ovenstående billede er fra en annoncekampagne om kvinders rettigheder, og den viser nogle  populære og faktisk også foruroligende populære søgestrenge. På dansk er første hit på “kvinder bør” faktisk at “kvinder bør tie i forsamlinger” – til gengæld er første hit på “kvinder er” at “kvinder er klogere end mænd” !

Jeg prøvede at vælge nogle banale begyndelser på formuleringer og derefter også at vælge nogle politikere, jeg havde set i medierne i dag. Det blev til nedenstående digt. De kvindelige politikeres udseende er tydeligvis vigtigt for nogle, men ægteskabelig status er også spændende. Det samme gælder Twitter, kan jeg se.

jeg er din
jeg er jonathan
jeg er din trailer
jeg er havren

hvem er det der banker
hvem er det der banker på klostrets porte
hvem er det der banker på mit bøgetræ
hvem er det der tramper på min bro

bertel haarder amok
bertel haarder youtube
berter haarder går amok

pernille skipper lækker
pernille skipper privat

lars løkke rasmussen twitter
lars løkke rasmussen cv
lars løkke rasmussen sko

margrethe vestager twitter
margrethe vestager højde
margrethe vestager tyk

lars barfoed liste
lars barfoed utro
lars barfoed og helle sjelle

christine antorini
christine antorini henrik dahl
christine antorine kæreste

Apropós Twitter er der faktisk en Twitter-konto, GooglePoetics, der udelukkende tweeter denne form for autogenereret lyrik.