Seksualiteten findes mellem ørerne

hjernen

Temmelig ofte løber man i disse år ind i diskussionerne om lovliggørelse af prostitution og om holdningen til de enorme mængder af porno, der findes på nettet. Nogle påpeger gerne prostitutionens og pornoens konsekvenser for brugere og for medvirkende. Nogle mennesker siger at de er glade for at være sexarbejdere, og atter andre synes at vi simpelthen er blevet snerpede.  Så sent som i dag skriver Ulla Holm i et indlæg i Information (og det er et indlæg, der bestemt ikke imponerer mig) at

For nylig introducerede den store norske hotelkæde Nordic Choice Hotels, der bl.a. ejer flere hoteller i Danmark, et forbud mod porno på værelserne, fordi ejerne ’mener’, at pornoindustrien medvirker til menneskehandel, som en talskvinde oplyste til Ekstra Bladet den 20. august. Forbuddet afspejler den nypuritanisme, der under dække af omsorg for udsatte grupper, går sin sejrsgang i blandt andet Norge, Sverige og på Island. Sidstnævnte har forbudt al sexindustri og overvejer – i den nordiske ligestillings navn – censur af porno på nettet (som man har det i, ja, Kina).

Men måske skal man tænke på alt dette på en anden måde end som bagstræberisk snerperi kontra nødvendig beskyttelse af mennesker mod porno og prostitution? Der må være en mere systematisk tilgang til at finde ud af hvad porno, prostitution mv. gør ved mennesker, måske via hjerneforskning.

Der er en interessant artikel i The Independent om hvad det gør ved hjernen at se porno. Den britiske hjerneforsker Valerie Voon har studeret hjernen hos mennesker, der er afhængige af at se porno. Forandringerne i hjernen hos mennesker, der er afhængige af porno, ligner de forandringer man ser hos narkomaner og alkoholikere. Måske er det i virkeligheden dét, der er det vigtigste argument for at være bekymret for konsekvenserne af sexindustrien, nemlig at det at se porno og måske også det at være prostitueret eller at være kunde hos en prostitueret (og vel så også at deltage i porno) forandrer vores seksualitet. På den anden side kan man også have et forbrug af porno uden at være afhængig.

På samme måde som man kan påpege farerne ved et stort alkoholforbrug uden at blive kaldt puritaner – for et glas nu og da kan nemlig være sundt, viser en del undersøgelser – og påpege faren ved at børn og unge drikker alkohol, kan man så også påpege problemerne ved porno/sexindustrien i disse sammenhænge (bl.a. hvordan den påvirker børns og unges seksualitet) og prøve at få et mere systematisk billede af dens gavnlige og skadelige virkninger.

Måske kan hjerneforskningen også hjælpe os med at acceptere at seksualiteten er plastisk og dermed slippe ud over essentialistiske forestillinger om f.eks. at homoseksualitet er “indbygget forkert” eller om at menneskers seksualitet ikke kan ændre sig gennem livet.