At sejle sin egen sø

Body bags containing migrants at Lampedusa

Et skib med afrikanske migranter er i denne uge forlist ud for den italienske ø Lampedusa. Der er formodentlig 300 omkomne, og mediernes dækning er temmelig sparsom.

DDRs regime prøvede at retfærdiggøre Berlinmuren som et værn mod indtrængende fjender. Reelt var Berlinmuren DDRs forsøg på at forhindre indbyggerne i at flygte fra en skrantende økonomi. Den politik, vi ser fra europæiske lande i disse år, er reelt en tilsvarende mur, men den er opført fra den anden side. Også USAs grænse mod Mexico er blevet en slags moderne mur vendt mod det globale Syd, der ligger syd for USA.

Jamen, vi kan da ikke tage imod så mange mennesker, vil mange sige. Og det er korrekt at der er økonomisk krise i Nordamerika og Europa og at den skaber store problemer. Men forskellene mellem det globale Nord og det globale Syd er stadig ufatteligt meget større end det dyk, de europæiske og nordamerikanske økonomier har taget på grund af krisen. Og så længe det er tilfældet, vil nogen forsøge at komme over muren.

Jeg har ikke noget enkelt svar på hvad man bør gøre. Men ét viser tragedien i Middelhavet: De Berlinmure, vi ser i disse år, er enkle, men dårlige svar, for de bliver ved med at koste menneskeliv og den simple politik med at holde mennesker væk virker ikke. Tragedien ved Lampedusa viser begge dele med stor tydelighed. Så længe der var en Berlinmur, var der mennesker, der drømte om at krydse muren. Det gælder også for de mure, vi har nu. Og mange af dem, der får krydset de mure, vi nu har, havner i et ingenmandsland som illegale indvandrere. Mange er hjemløse og har ingen indtægt, nogle hutler sig igennem med elendige arbejdsforhold og har en uvis fremtid.

Og i mange tilfælde er det tydeligt, at nogle europæiske lande udviser ligegyldighed over for migranter i havsnød og skubber ansvaret over på hinanden. En rapport fra Amnesty International viser dette med skrækkelig tydelighed. Den 6. april 2011 omkom mere end 200 mennesker, da en båd med migranter fra Somalia og Eritrea kæntrede ud for Malta. Selv om Malta modtog meldingen om et skib i havsnød i maltesisk farvand, gjorde de maltesiske myndigheder ikke noget – ud fra en begrundelse om at den italienske redningstjeneste var tættere på. Da et italiensk fartøj endelig nåede frem, var de fleste på det kæntrede skib omkommet; kun 47 overlevede.  Et andet, endnu værre tilfælde fandt sted i marts samme år, da en båd fra Libyen var på vej mod Europa. Der var tale om 72 mennesker fra Sudan, Nigeria, Ghana, Etiopien og Eritrea der forsøgte at flygte fra konflikten i Libyen. Båden løb tør for brændstof og drikkevand og mad slap hurtigt op. Trods det at der var NATO-styrker i farvandet, blev der aldrig iværksat en redningsaktion. Båden drev til sidst tilbage mod Libyen. Kun 6 ud af de 72 ombordværende overlevede – og det på et tidspunkt hvor man talte meget om nødvendigheden af militær intervention i Libyen for at redde civile.

Den eneste varige og værdige løsning er at skabe en politik, der gør noget afgørende ved de årsager, der får mennesker til at forlade deres land – og de årsager har i høj grad at gøre med globale uligheder. Ellers vil problemet aldrig forsvinde. Og de europæiske regeringer kan lade være med at beskytte sig mod hinanden. Uanset hvad man mener om Italiens håndtering af migranter i øvrigt, er det tydeligt af tragedien ved Lampedusa også skyldes at andre europæiske lande blot har set til i et forsøg på ikke at blive indblandet. Men uanset hvad forpligter international lov til at man skal redde mennesker i havsnød. Ingen særaftale eller mur kan berettige til undtagelser her. Det er som om de europæiske lande er holdt op med at have en langsigtet plan for hvordan de store udfordringer skal håndteres, ja, i virkeligheden har der vel aldrig været nogen plan.

Alt dette er i virkeligheden det bedste og det kedeligste argument for at tænke over hvordan vi skal agere overfor dem, der vil over muren. Vi kan ikke lade afrikanerne sejle deres egen sø.

(Visited 102 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar