Jeg ligner mig selv

Jeg har prøvet at være til skolejubilæum og til studenterjubilæum, og jeg har prøvet at møde gamle bekendte, jeg ikke har set i en menneskealder. Nogle gange kan de ikke genkende mig fra dengang, andre gange kan de. Men ét hører jeg altid:

– Du ligner dig selv.

Og det er ikke kun en skæbne, der overgår mig. Også når vi taler om andre, kommer bemærkningen: Han/hun ligner sig selv.

Det er altid underligt for mig at få at vide at jeg “ligner mig selv”. For det første: Det ville være underligt, hvis jeg blev forvekslet med f.eks. Ulla fra y-klassen (og Ulla ville nok også være lidt underligt til mode, hvis det skete). For det andet: Hvem kunne jeg egentlig ellers ligne end mig selv? Og for det tredje: Hvordan kan man dog påstå at jeg ligner en sorthåret ung fyr med briller og helt anderledes tøj og interesser, der levede for 30 år siden? For det gør jeg ikke. Det eneste sorte hår, jeg har på hovedet nu, er mine øjenbryn. Og jeg synes heller ikke at jeg “ligner mig selv”. Jeg er en anden person, end jeg var engang. Og jeg forandrer mig stadig.

Hvad vil det egentlig sige at ligne sig selv? Der er en artikel om det i dag i Information, begået af Center for Vild Analyse. Og her citerer centeret så Marx, nærmere bestemt Marx Brothers. I filmen Animal Crackers (på dansk: Det tossede hus) har Marx’erne denne dialog:

Groucho: Say, I used to know a fellow that looked exactly like you by the name of Emanuel Ravelli. Are you his brother?
Chico: I’m Emanuel Ravelli.
Groucho: You’re Emanuel Ravelli?
Chico: I’m Emanuel Ravelli.
Groucho: Well, no wonder you look like him. But I still insist there is a resemblance.
Chico: Ha, ha! He thinks I look alike.

Måske siger denne lille, absurde dialog alt hvad der er at sige om at “ligne sig selv”.

Hele anledningen til at Center for Vild Analyse beskæftiger sig med netop dette er en diskussion mellem Chomsky og Foucault, hvor Chomsky mener at menneskets natur kommer “indefra” og Foucault mener (lidt forenklet) at der ikke er sådan noget som menneskets natur: der er kun den kultur og det tankegods, vi er del af. Der er således en ydre person, den som andre ser og som er del af den “orden” vil tilhører – og der er en indre person, den person, vi selv ser. Og måske er subjektet så, som Center for Vild Analyse ender med at konkludere, den lille afstand mellem det ydre og det indre, som gør det muligt at træde ved siden af os selv og blive noget

mere end det, vi selv umiddelbart har lyst til, eller det, andre ønsker at vi skal gøre.

Måske er det det, der kan frelse mig fra bare at “ligne mig selv”.

Fort Europa

I går skrev jeg om tragedien ud for Lampedusa. En artikel fra The Guardian beskriver forsøgene på at redde ofrene for forliset; det er skræmmende læsning.

“They were all covered in fuel; they were slipping out of our hands,” recalled Domenico Colapinto, a fisherman who was one of the first to reach the scene of the migrant vessel sinking off Lampedusa on Thursday.

“I grabbed a woman but I couldn’t hold her. She fell back into the water as I called ‘hold on, hold on’,” he told the Corriere della Sera newspaper. “She was looking at me and didn’t say anything; she was exhausted. She couldn’t even float. I watched as she slid down, without a scream, with those eyes watching me.”

Det er også tragisk at tænke på at de meget skrappe love mod indvandring til Italien reelt blot har tvunget sorte afrikanere, der flygter fra uroen og den stigende diskrimination i Libyen, i hænderne på menneskesmuglerne og på mafiaen – der på den ene side bruger de illegale afrikanske migranter som billig arbejdskraft, på den anden side fører an i racistiske forbrydelser mod den samme gruppe mennesker.

Den italienske forfatter Gabriele del Grande har en blog, Fortress Europe, der dokumenterer migranternes vej til Italien og triste liv der. Dagbladet Information har på baggrund af data fra denne blog lavet timelapse-videoen ovenfor, der viser det, der er en af verdens farlige flygtningeruter – lige syd for det rigeste kontinent.