De mageliges sprog

snor

Denne lille anekdote er snuppet fra http://notalwaysright.com:

(I’m waiting in line behind a woman speaking on her cellphone in another language. Ahead of her is a white man. After the woman hangs up, he speaks up.)

Man: “I didn’t want to say anything while you were on the phone, but you’re in America now. You need to speak English.”

Woman: “Excuse me?”

Man:*very slow* “If you want to speak Mexican, go back to Mexico. In America, we speak English.”

Woman: “Sir, I was speaking Navajo. If you want to speak English, go back to England.”

Måske er det i virkeligheden det underligste: Rundt om i verden lærer mange af os at tale engelsk, og en del af os bliver nogenlunde gode til det. Men andelen af danskere, der kan gøre sig forstået også på et andet sprog end dansk – og her især engelsk – er langt højere end andelen af amerikanere eller briter, der kan tale et andet sprog end engelsk. I 2001 var det kun 1 ud af 4 amerikanere, der kunne føre en samtale på et andet sprog end engelsk (og blandt dem var det 55% der kunne tale spansk, et tal der vel til dels skyldes USAs spansktalende mindretal), og i 2004 kunne kun 1 ud af 10 briter føre en samtale på et andet sprog end engelsk.

Og nej, jeg har ikke noget specielt mod engelsk. Jeg har en britisk PhD-grad (og har således boet i Storbritannien) og har skrevet en bog, der er udkommet på et britisk forlag. Jeg har besøgt USA en del gange. Og jeg har to søstre, der er englændere. Dem taler jeg engelsk med. Og ja, jeg ved godt at USA og Storbritannien har ført, hvad man med en pæn omskrivning kan kalde en aktivistisk udenrigspolitik. Men det er lidt underligt alligevel at store dele af verden stadig ender med at lære at tale de mageliges sprog. Og det ender måske med at vi selv bliver magelige også og tror at engelsk er det eneste fremmedsprog, vi bør kende. Jeg har læst ganske mange rejsebeskrivelser fra danskere, hvor et typisk kritikpunkt er at lokalbefolkningen i Kina, Rusland, Tanzania osv. ikke kan engelsk.

Jeg er ikke selv noget eksempel til efterfølgelse i den henseende. Mine rejser til Spanien og Argentina gjorde mig sørgeligt bevidst om at jeg er alt for dårlig til spansk. Det vil jeg gøre noget ved. Og så har min datter på 12 forresten bestemt sig for at lære japansk; der er håb for den kommende generation.