Den omvendte minimalist

krabber.jpg_01

Jeg har i snart en del år været interesseret i minimalisterne, dvs. de studerende, der laver så lidt som muligt. Minimalisterne gør en stor indsats for at lave så lidt som muligt, og de ofte er de studerende, der volder undervisere flest kvaler. Begrebet har jeg fra den norske uddannelsesforsker Per Lauvås

Men minimalister kan også giver undervisere den største glæde af alle. Per Lauvås pointerede dengang jeg først hørte om begrebet, at der er nogle minimalister, der kan transformeres til dedikerede studerende – og det er i virkeligheden dem, man skal indrette sin undervisning efter. Af og til er jeg da også selv stødt på studerende af denne specielle støbning, der først skuffer og virker håbløse, men pludselig bliver fagligt stærke ; jeg kender til mindst én sådan tidligere minimalist, der er kommet i gang med en forskerkarriere.

I Weekendavisen er der en artikel af Gunver Lystbæk Vestergård om berømte Nobelprismodtageres skoletid. Nogle af dem gjorde sig tydeligvis slet ikke umage og falder vel egentlig inden for kategorien af omvendte minimalister. Jens Christian Skou, der fik Nobelprisen i kemi, er tilsyneladende en af slagsen. Videnskabshistorikeren Lif Jacobsen har dette at sige ud fra sin viden om hvad nobelprismodtagere og andre store forskere har udtalt:

»Det er noget, de fremhæver. De fortæller, at de ikke passede ind. At de manglede gejsten,« siger hun. De fleste videnskabsmænd praler ikke med deres evner og opdagelser, men ved at sige, hvor ugidelige de var i skolen. Så fortæller de alligevel en historie om, hvordan de har kæmpet sig op trods en skidt begyndelse. Som var de den grimme ælling i H.C. Andersens eventyr.

Lif Jacobsen fortæller også, at der som regel altid i nobelprisvinderens liv er et vendepunkt. En underviser, en særlig oplevelse, en bog eller noget andet, der vækker den indre forsker til live.

»Det kan være en mentor eller et møde. Et eller andet udefrakommende får dem på sporet og vækker interessen. Derefter er der ingen tilbagefald til dovenskaben,« siger hun.

Dette sidste passer med Lauvås’ observation, og det betyder at vi som undervisere har en særlig rolle. Og det antyder måske også at det fokus, der i disse år er på “eliteprogrammer” for dem der klarer sig særligt godt, ikke er det der skal til for at få alle talenterne frem.

Tøjdyrenes skrig




Det er ikke så svært at kassere en gammel pude. Derimod kan det være anderledes sværere at kassere en bamse; bamsen har et ansigt og det er som om det kigger på én. Mange børn har på et tidspunkt en bamse som deres fortrolige, og mange af os har særlige minder om de tøjdyr, vi havde. Rigtige dyr har også et ansigt, der kigger på én og mange dyr er faktisk også kære at se på. Nogle dyr bliver børns fortrolige, og mange af os har særlige minder om dyr, vi har kendt. Men mange andre dyr er gemt væk i store haller og i stalde; de er udelukkende til for at blive spist af mennesker.

Den engelske gadekunster Banksy har lavet en slagtebil, hvor det er søde tøjdyr, der kigger betuttet ud ad sprækker (styret af dukkeførere inde i bilen) – men lyden er den rigtige, lyden af dyr der skal dø. Denne særlige lastbil blev sendt på en tur rundt i New Yorks gader, nærmere bestemt (selvfølgelig) i The Meatpackaging District, og som den lille video viser, gav det nogle højst forskelligartede reaktioner.

Budskabet er næppe det noget forsimplede, at man skal lade være med spise dyr simpelthen fordi dyr er kære at se på – men Banksys lastbil gør opmærksom på hvad der sker, når vi placerer én måde at se dyr på i en helt anden sammenhæng, hvor dyr også kan befinde sig. Det er en af de mange ting, kunst kan – at vise kontraster.