Den omvendte minimalist

krabber.jpg_01

Jeg har i snart en del år været interesseret i minimalisterne, dvs. de studerende, der laver så lidt som muligt. Minimalisterne gør en stor indsats for at lave så lidt som muligt, og de ofte er de studerende, der volder undervisere flest kvaler. Begrebet har jeg fra den norske uddannelsesforsker Per Lauvås

Men minimalister kan også giver undervisere den største glæde af alle. Per Lauvås pointerede dengang jeg først hørte om begrebet, at der er nogle minimalister, der kan transformeres til dedikerede studerende – og det er i virkeligheden dem, man skal indrette sin undervisning efter. Af og til er jeg da også selv stødt på studerende af denne specielle støbning, der først skuffer og virker håbløse, men pludselig bliver fagligt stærke ; jeg kender til mindst én sådan tidligere minimalist, der er kommet i gang med en forskerkarriere.

I Weekendavisen er der en artikel af Gunver Lystbæk Vestergård om berømte Nobelprismodtageres skoletid. Nogle af dem gjorde sig tydeligvis slet ikke umage og falder vel egentlig inden for kategorien af omvendte minimalister. Jens Christian Skou, der fik Nobelprisen i kemi, er tilsyneladende en af slagsen. Videnskabshistorikeren Lif Jacobsen har dette at sige ud fra sin viden om hvad nobelprismodtagere og andre store forskere har udtalt:

»Det er noget, de fremhæver. De fortæller, at de ikke passede ind. At de manglede gejsten,« siger hun. De fleste videnskabsmænd praler ikke med deres evner og opdagelser, men ved at sige, hvor ugidelige de var i skolen. Så fortæller de alligevel en historie om, hvordan de har kæmpet sig op trods en skidt begyndelse. Som var de den grimme ælling i H.C. Andersens eventyr.

Lif Jacobsen fortæller også, at der som regel altid i nobelprisvinderens liv er et vendepunkt. En underviser, en særlig oplevelse, en bog eller noget andet, der vækker den indre forsker til live.

»Det kan være en mentor eller et møde. Et eller andet udefrakommende får dem på sporet og vækker interessen. Derefter er der ingen tilbagefald til dovenskaben,« siger hun.

Dette sidste passer med Lauvås’ observation, og det betyder at vi som undervisere har en særlig rolle. Og det antyder måske også at det fokus, der i disse år er på “eliteprogrammer” for dem der klarer sig særligt godt, ikke er det der skal til for at få alle talenterne frem.

(Visited 141 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar