Det løse liv

professor-data

Rundt om i verden er flere og flere blevet løsarbejdere uden garanteret arbejdstid – nogle uger er der alt for meget at lave, andre uger ikke så meget og på andre tidspunkter slet intet. Man ser dette i fastfood-branchen, i lagerarbejde og mange andre steder, og man taler på engelsk om zero hour contracts. Men det er ikke kun blandt ufaglærte arbejdere, man finder en sådan grundlæggende jobusikkerhed. Også i den anden ende af skalaen ser man en form for helt ustabil tilknytning. I den akademiske verden bliver der er procentvis færre fastansatte, mens der bliver stadig flere deltidsansatte og løstansatte. Stadig flere akademikere kommer ind i kortvarige postdoc-forløb efter endt PhD eller havner i stillinger som deltidsundervisere. Ovenstående graf viser udviklingen i USA; en artikel i Forskerforum fra sidste år viser en lignende udvikling herhjemme.

Løsarbejde har altid eksisteret, men det er igen blevet et udbredt fænomen; løsarbejderne udgør i kraft af deres usikre tilknytning det, man kalder et prækariat. Begrebet skyldes den britiske sociolog Guy Standing – ordet er hans sammentrækning af precarious, der på engelsk betyder “usikker”, og proletariat. Guy Standing beskriver det således:

…a new global class structure has been emerging. At the top is an elite of billionaires and such like. Below them is a salariat, comfortable but limited in numbers, with employment security and an array of non-wage benefits. Then there is a growing body of what could be called proficians – professionals and technicians usually receiving high incomes, but without employment security. Below them in terms of income is the old core, a shrinking industrial working class, not yet dead, but dying. Those in the core are fearful of dropping into the next and rapidly growing class fragment, what should be seen as the global precariat. Below the precariat are the chronically unemployed and a lumpenised minority of socially wretched people.

Konsekvenserne af denne sociale lagdeling er selvfølgelig ikke overraskende: Man vil gerne opad, vil som minimum bevare sin plads i hierarkiet og vil gøre meget for at undgå at ryge nedad. Jo mere usikker en plads man har, jo flere resurser bruger man på det sidste. Den usikre tilværelse ender derfor med at spille folk ud mod hinanden. Man ender med at bruge en masse resurser på at kæmpe mod dem, man opfatter som konkurrenter – tænk på masser af postdocs, der kæmper om ét lektorat eller tænk på europæiske landarbejdere, der vender sig mod de afrikanske migranter. Det skaber ikke mere sikkerhed, bare mistillid. Og jo større usikkerheden er, jo mindre giver det mening at tale om en karriere. Det er derfor i virkeligheden prækariatet og de klasser, der grænser op til det, der skal være i særligt fokus i politik og i fagforeningernes virke, for det er disse samfundsklasser af usikkert placerede mennesker, der hele tiden vokser.

(Visited 51 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar