Den lille forskel

Greece___Turkey_Peace_by_CaptainVoda

Samuel Huntington udgav i 1993 sin meget citerede bog om “civilisationernes sammenstød” – at de helt store konfrontationer skulle finde sted mellem meget forskellige civilisationer. Huntington tænkte her på Europa/Nordamerika og den arabiske verden.

Men os se på nogle kroniske konflikter derude i verden. Grækenland og Tyrkiet har længe haft et mildt sagt anstrengt forhold til hinanden og har været i krig mod hinanden. Japan og Kina har det heller ikke godt sammen og har været i krig mod hinanden. Japansk militær begik ufattelige grusomheder i Kina under 2. verdenskrig. Irske protestanter og katolikker har hadet hinaden gennem generationer. Danmark og Sverige har været i krig mod hinanden utallige gange. Blandt de mennesker med jødisk baggrund, som nazisterne hadede mest, var dem, der for længst var blevet helt assimileret i tysk og østrigsk kultur og måske også for generationer tilbage havde opgivet den jødiske religion. Og i Rwanda var hutuer og tutsier to folkegrupper, det var mindst lige så svært at kende forskel på som det var at kende forskel på borgerne i det tidligere Jugoslavien – det var folk med samme sprog, samme historie og med tradition for at gifte sig med hinanden og for at bo de samme sted. Hutuer og tutsier havde endda samme religion (de var kristne). Og i begge tilfælde endte det med folkemord, det endda nogenlunde samtidig og omkring samme tid som Huntingtons bog om civilisationernes sammenstød udkom.

I alle tilfælde er det tydeligvis lande og folkegrupper, der har hel en masse fælles. Forskellene mellem dem er små og f.eks. er tyrkerne vel lige så glade for deres græske oldtidsminder som grækerne er for tyrkisk kaffe. Og 80 procent af alle centrale ord på japansk kommer fra kinesisk.

Også i den mindre skala er det det ofte dem, der har mest fælles, der geråder sig ud i voldsomme konflikter. Der er søskende, der ikke taler med hinanden, og der er kolleger på samme arbejdsplads, der bagtaler hinanden. Vi kender nok alle til den slags.

Jeg har tit tænkt over dette tilsyneladende paradoks. Sigmund Freud var en af de første til at identificere det; han talte om de små forskelles narcissisme. Hvis narcissisme er en usund kærlighed til sig selv, er det, der så her er tale om, at en folkegruppe/et individ først og fremmest fokuserer på hvordan man er anderledes end andre. Og ligesom narcissismen er usund, sådan er det vel også usundt at skabe sin identitet ud fra små forskelle i stedet for ud fra de store ligheder.

Det er vel knap nok en teori, Freud folder ikke rigtig tanker ud (efter hvad jeg kan læse mig til), og den har også sine begrænsninger. For hvad vil det egentlig sige at forskellene mellem parterne i en konflikt er “små”? Set udefra er forskellene små, set inde fra konflikten er det måske omvendt. Og måske er det i høj grad den måde, vi taler om hinanden på og den måde, medierne taler om os på, der forstørrer de små forskelle. I det gamle Jugoslavien blev der fra officiel side gjort meget ud af at pointere at alle var jugoslaver, men nationalisterne gjorde til gengæld meget for at pointere at der bestemt var store forskelle.

Hvis man har mod på at læse mere er der en interessant oversigtsartikel af Pål Kolstø, der er professor i russiske forhold ved Universitetet i Oslo, om “de små forskelles narcissisme”.

Usynlige under den samme himmel

I dag er det de hjemløses dag. En af de grupper af hjemløse, man ser mindst til i gadebilledet i Danmark, er de afrikanske hjemløse.

I dag viste Biffen i Aalborg den nye dokumentarfilm Under den samme himmel. Jeg var blevet spurgt om jeg (som repræsentant for Amnesty International i Aalborg) ville fortælle lidt om hele den problematik, der ligger bag de fortællinger, filmen giver et glimt ind i.

Det er en grim kombination af ustabile forhold i de afrikanske lande syd for Sahara (bl.a. urolighederne i Mali og Sudan), ustabile forhold i Nordafrika, et Sydeuropa i økonomisk krise, menneskesmuglere i et Libyen kontrolleret af ministre og mafiaen i Italien. Nogle afrikanere i Libyen ender med at blive flygtninge, fordi de bliver beskyldt for at have været støtter af Gaddafi-regimet. Andre strander ved grænserne mellem de nordafrikanske lande.  Mange forsøger at komme til Europa over Middelhavet. Amnesty International vurderede i 2011 at der dét år var mindst 1500 bådflygtninge, der omkom i forsøget på at nå over Middelhavet. Så sent som i denne måned har omkring 350 mennesker mistet livet ud for Lampedusa. Dette har jeg tidligere skrevet om her på bloggen.

De afrikanske migranter sidder kort og godt som lus mellem mange negle. For nogle lykkes det at komme til Nordeuropa. De måske omkring 200 afrikanske hjemløse, der er i Danmark, bruger ikke de tilbud om herberger mm. som andre hjemløse bruger.  Dette skyldes til dels det afrikanske eksilsamfund i Danmark står mere sammen og hjælper hinanden på en anden måde – og så har mange afrikanere også nogle erfaringer med stor fattigdom, der heldigvis ikke er udbredte i Danmark.