Musikken var meget bedre da vi var unge

golden-oldies

Endnu engang er jeg stødt på den velkendte påstand: Musikken var meget bedre, da “vi” var unge. “Vi” henviser her til den talende og den generation, han identificerer sig med, og “musik”, henviser til pop/rock/populærmusik (i modsætning til f.eks. klassisk musik eller jazz). Måske var det hippiernes musik, måske var det punk, måske var det grungerock, måske var det new wave, måske var det The Beatles, måske var det Johnny Cash, måske var det halvdystre britiske bands som Joy Division og Depeche Mode og The Cure og Bauhaus, måske var det 1980’ernes metalscene med Metallica, Slayer m.fl., måske var det Public Enemy og Beastie Boys og Cypress Hill. Men det var i hvert fald meget bedre end alt det, der spilles i radioen nu om dagen.

Det er denne holdning, der holder liv i radioprogrammer og radiokanaler der specialiserer sig i oldies, og den udgør også en stor del af TV2 Charlies eksistensgrundlag. Det er vel også den holdning, der gør at man stadig kan se graffiti og t-shirt og plakater rundt omkring i det offentlige rum med hedengangne musiknavne. På mine rejser til Argentina og Spanien lagde jeg tydeligt mærke til at et band som Nirvana stadig er i høj kurs.

Tag ikke fejl: Alle de musikgenrer, jeg har nævnt oven for, siger mig noget, og nogle af dem har jeg endog dyrket i længere perioder. Men holdningen om at alt var meget bedre før i tiden er usand. For det første: Der bliver udsendt mere musik nu end nogensinde før. For det andet: Det er urimeligt at sammenligne tidligere tiders rockmusik med hvad der spilles i radioen. Psykedelisk rock og punkrock og Joy Division og Slayer blev ikke spillet i radioen dengang i storhedstiden. Nogle få navne og nogle få numre nåede helt frem til hitlisterne, men resten lå stadig ude i subkulturerne. De udbredte radiostationer har altid hyldet mainstream. Og ikke et ondt ord om dét. Der er også god mainstreammusik – og The Beatles, Metallica, Nirvana, Depeche Mode og mange andre er også nået at blive mainstream.
I virkeligheden er holdningen om at alt var bedre før i tiden i meget høj grad et tegn på at den talende fulgte bedre med i populærmusikkens udvikling, da han/hun var yngre – og det er ikke så sært, for store dele af populærmusikken er blevet markedsført målrettet til den unge generation. Man skulle ikke gøre nogen indsats for at følge med. Nu er der så endnu en målgruppe, nemlig de halvgamle/gamle, der har fået deres oldies-stationer. Og de skal heller ikke gøre nogen indsats for at følge med.

Men holdningen om at alt var bedre før i tiden er også en indikator på at musikken fra de unge år er forbundet med en masse følelser. Jeg kan sætte musik en masse minder fra de første 25 år af mit liv – Gas 5 er lyden af 8. klasse på Brovst Skole, Supertanker var lydspor til gymnasiefester og fejlslagne forelskelser, Ocean Rain er lyden af InterRail og matematikstudiet. Det nye album med The National er fremragende, og deres koncert på Roskilde-festivalen i år ligeså, men der er ikke den samme følelsesmæssige forbindelse, for jeg er et andet sted i mit liv og det er helt andre spørgsmål, der optager mig nu. Det er vel dér, forskellen ligger.

For der er masser af fremragende musik at lytte til, også i 2013. I skrivende stund lytter jeg således til Immunity med den britiske musiker Jon Hopkins; dette halvvejs ambiente og helt elektroniske værk er vel så langt fra oldies-verdenen som man kan tænke sig. Og det er et af årets bedste albums, spørger man mig. Og der er mange andre kandidater til en liste over gode albumudgivelser fra 2013. Men dem vil jeg skrive om en anden gang. Det vigtige er at blive ved med at udfordre sig selv til at lytte til nyt.

(Visited 48 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Musikken var meget bedre da vi var unge”

Skriv et svar