Men det gør ikke noget…

Freedom is Surveillance dino

Hvordan ville vi have det, hvis vi opdagede at der var installeret mikrofoner i vore hjem, der optog alt hvad vi sagde? I nogle lande har det været virkelighed, bl.a. i det tidligere DDR og i Sovjetunionen. Nogle systemkritikere kommunikerede ved at skrive med hinanden på en Magna Doodle (eller hvad denne type tegneplade nu kaldtes i de lande) for at undgå at blive opdaget. Mange andre var ligeglade; de var enten kritiske over for systemet, men ikke bekymrede, eller også var de måske positivt stemt over for systemet.

Det er en lignende situation, vi har i dag – Edward Snowdens afsløringer viser at efterretningstjenester har meget store muligheder for at overvåge trafikken på Internettet. Det er foruroligende. Men samtidig viser nye undersøgelser, at en meget stor andel af befolkningen i Storbritannien slet ikke er bekymret. 42 procent af de adspurgte synes at efterretningstjenesternes adgang til overvågning er passende, mens andre 22 procent faktisk mener af efterretningstjenesterne ikke havde beføjelser nok.

Man kunne mene at det skyldes at mange ikke ved hvordan internetteknologien virker – men det er der andre, der gør. Og jeg er en af dem, og jeg gør jo stadig som jeg plejer: jeg skriver her på bloggen, jeg skriver på Facebook og Google Plus, jeg sender e-mail rundt i verden. John Naughton, der er professor ved Open University, skriver om dette underlige fænomen.

Noget af ligegyldigheden skyldes en uberettiget optimisme, der er psykologisk funderet: vi tror det, vi gerne vil tro. Det er ikke mig, der bliver kørt over. Det er ikke mig, der dør for tidligt af en kronisk sygdom. Det er ikke min internettrafik, nogen vil interessere sig for. Men hvor ved vi det fra? Og det der rigtig bekymrer John Naughton, er at den almindelige accept af overvågning i “frihedens navn” – overvågningen skal beskytte “det frie samfund”. Men det er samtidig overvågningen, der er med til at gøre det frie samfund til en illusion.