Morrissey-generationen

morrissey_car

Det var i denne uge, Morrisseys selvbiografi udkom. Har jeg lyst til at læse den? Jeg ved det ikke rigtig. The Smiths lavede musik, der talte til en generation, der følte sig misforstået og ikke set. Men i dag er alle os, der kom fra denne generation, midaldrende og nogle af os bliver set og lyttet til. Mange ledende danske politikere og kulturpersonligheder og beslutningstagere er fra Morrissey-generationen. Jeg er også del af den generation, og uden at jeg på nogen måde er berømt, har jeg dog fået en vis indflydelse i visse sammenhænge. Indrømmet, jeg var aldrig en af dem der var særlig betaget af Morrissey. Da The Smiths’ bagkatalog kom som remastereret bokssæt til en forholdsvis billig penge, købte jeg det. For The Smiths er et klassisk britisk band, der lavede en hel del sange, der ikke vil eller bør gå i glemmebogen. Det er vigtigt i sig selv.

Men i dag er Morrissey for længst blevet som dem, han tog afstand fra – en af de velhavende, midaldrende hvide mænd, der fylder godt i medierne.. Den walisiske forfatter Carole Cadwalladr skriver om dette i The Guardian.

The Morrissey generation is running the country, and even if they came from Preston or Hull or Lanarkshire, and shared a background not unlike his, they are now closer, in just about every way – security, capital, lifestyle – to the likes of David Cameron than some young lad from Manchester.

Morrissey ejer huse i USA, Italien, Schweiz og Storbritannien. Som andre rockstjerner er han blevet velhavende;  han kan derfor gøre præcis som det passer ham. Det gør han da også i høj grad. Morrissey er bestemt ikke dum, men lad mig være ærlig: jeg synes, han efterhånden er blevet træls og jeg er blevet grundigt træt af personen Morrissey. Det er mere end 20 år siden, han har lavet interessant musik, så dén side af ham er for længst overstået. Den selviscenesættelse, der måske engang gjorde ham gådefuld i nogles øjne, vidner i dag mest om selvoptagethed.

Og kan den succesrige del af Morrissey-generationen se den unge generation, der for længst har overtaget rollen som den unge generation, der var for 30 år siden? Nej, jeg tror det egentlig ikke. De/vi har glemt hvordan det var; det er vel en del af det at blive ældre, men det er ikke altid lige smukt når de erfaringer, man selv har gjort sig gennem livet, dukker op som arrogance. Morrisseys observationer fra de unge år af hvordan det var at være ung og føle sig som outsider har stadig vægt, men de handler ikke om Morrissey længere.

(Visited 101 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Morrissey-generationen”

  1. “De/vi har glemt hvordan det var; det er vel en del af det at blive ældre, men det er ikke altid lige smukt når de erfaringer, man selv har gjort sig gennem livet, dukker op som arrogance.”

    Jeg er nu ikke sikker på at det er selve det at blive ældre. Jeg tror mere det er mageligheden der sætter ind. Det kan også ske for helt unge – man kan jo blive født til et liv i luksus. Som så mange andre med succes, er Morrissey sikkert faldet i magelighedsfælden eller den hedonistiske trædemølle. (En anden vej til magelighedsfælden er omvendt fiaskoen, hvor bitterheden dukker op som arrogance.)

    I sidste uge læste jeg i Børsen om erhvervscoach Rasmus Ankersen og hans bog “Hvordan skaber man sult i paradis?” Jeg har ikke læst nogen af hans bøger, men de fire punkter på http://plan4u.dk/foredrag/hvordan-skaber-man-sult-i-paradis/ giver god mening, især punkt 4: “Dræb illusionen om perfekte forhold”. Det blev i Børsen uddybet med at man bevidst skal sætte begrænsninger for sig selv for at stimulere kreativiteten. Det er som den fattige romanforfatter, hvis debut bliver skrevet under trange kår og gør ham rig. Herefter har han de perfekte forhold til at skrive næste bog, men her er kreativiten forsvundet.

    Magelighed og luksus er et drug der, ligesom fx alkohol, bedst nydes i små doser, hvis man da overhovedet har muligheden.

Skriv et svar